Vores sø var oprindeligt en gammel mergelgrav, som ikke hørte til grunden , men i mange år var blevet brugt som losseplads. Vi købte området og rensede den op. Vandstanden var meget omskiftelig. Nogle år tørrede den helt ud om sommeren. Der var dog mange vandinsekter. Senere gravede vi den ud og lagde grus, filt og folie i den. Vandstanden er nu mere konstant, og vi kan have åkander i den. Der er også kommet frøer og vandsalamandre.