Landbruget har gennem næsten hele historien været hovederhvervet på Bogø. Når man kalder Bogø en søfarts-ø, gælder det i virkeligheden kun en meget begrænset periode, hvis man ved begrebet søfarts-ø vil forstå, at søfart var øens hovederhverv. Kun omkring midten af 1800-tallet var søfarten hovednæringsvej. Allerede omkring 1900 var det slut med denne stilling. Søfart var dog dengang stadigvæk et betydeligt erhverv på Bogø, men landbruget havde genovertaget førstepladsen som det dominerende. Ved folketællingen i 1901 var der 100 sømænd på øen.

Allerede i bondestenalderen blev jorden dyrket på Bogø. Det fremgår af, at der er spor af pløjning under bondestenalderens gravhøje, som øen er rig på.

I middelalderen blev Bogø krongods ligesom mange andre områder i Danmark. Denne tilstand varede til 1769, da kongen holdt auktion over sit gods i Møns Amt. Ved auktionen i Stege købte bønderne fra Bogø jorden og blev selvejerbønder.

Fra omkring 1231 til 1769 var Bogø altså krongods. Det betød, at Bogø indgik i kronens fæstegodssystem (på tysk Grundherrschaft), hvor fæstebønderne dyrkede jorden på spredte fæstegårde uden en hovedgård i nærheden. Fæsteafgiften eller jordlejen til kronen kunne erlægges enten til a) en fjerntliggende hovedgård, b) til det len, man hørte under, eller c) til en amtstue. Afgiften kunne betales enten i penge, naturalier eller en blanding af begge dele. Bogø kom således aldrig til at indgå i det andet store system, hovedgårdsdriften (på tysk Gutsherrschaft), som var kendetegnet ved, at fæstegårdene lå samlet i nærheden af godset, således, at bønderne kunne betale for en del af deres fæste ved at arbejde på hovedgårdens marker. 

Mens Bogø var krongods, var bønderne med andre ord fæstere, altså lejere på kronens jord. Fæstevæsenet udviklede sig over tid, og i de første århundreder har vi ikke kilder til at beskrive dets indhold nærmere. Vi har ikke kendskab til egentlige fæstekontrakter fra den tidlige periode, og fra den sene periode, hvor de formodentlig har været udfærdiget, har vi dem ikke bevaret.

Prisen for brugsretten til jord og hus  var, at bonden betalte afgifter i penge og naturalier, samt eventuelt desuden betalte med sit arbejde, såkaldt hoveri. Hoveriets hovedform, bondens arbejde på herremandens marker, kunne som nævnt ikke komme på tale på Bogø, hvor der ikke var kongelige hovedgårde eller ladegårde - og ingen herremænd. Derimod har vi fra 1600-tallet kendskab til andre former for hoveri på Bogø. 

Det drejede sig bl.a. om levering af opskåret brænde og tømmer, enten sejlet ud på pramme til ventende skibe, der fragtede det til hoffet i København, eller leveret med både og pramme fra Bogø til Lille Damme, hvorfra fæstebønder på Møn overtog den videre transport til de steder på Møn, som amtmanden og ridefogeden bestemte. Det kunne også dreje sig om levering af hø og halm fra Bogø til Møn.

Ved bygningen af anlægsbroer ved færgestederne Grønsund og Næs ydede fæstebønderne på Møn, Bogø og Falster hoveri ved at opskære planker af egetræ og nedramme dem som spunsvægge, samt ved at køre fyld til broerne i form af sten og grus.

Hoveriet kunne også bestå i at levere både og rorkarle over flere døgn efter amtmandens befaling.

Her på egnen var trevangsbruget den typiske driftsform før udskiftningen. Den ene vang blev udlagt til byg, som såedes om foråret, den anden vang udlagdes til rug, der blev sået om efteråret, og den tredje vang lå brak (udyrket), men fik tilført gødning fra husdyrene ved at blive brugt til græsning om sommeren.  

Landbrugsproduktionen var i sin tid voldsomt arbejdskrævende og beskæftigede oprindelig størstedelen af landets befolkning. Omkring 1770 tog det på en sjællandsk herregård i alt ca. 2.000 minutter at producere 100 kg korn; i 1980'erne var dette arbejdsforbrug nede på omkring 10 minutter. I 2000-tallet er det yderligere reduceret til 4-5 minutter. Langt færre mennesker producerer nu mindst 20 gange så meget korn som i midten af 1700-tallet. Det skyldes dels forbedrede dyrkningsmetoder, dels en udvidelse af kornarealet.

Det gennemsnitlige høstudbytte for korn var i 1700-tallet ca. 8 hkg. pr. hektar. Omkring 1960 var det ca. 40 hkg. pr. hektar og i 2010'erne ca. 70 hkg. pr. hektar.

Anvendelsen af pløjejorden skiftede hvert år, så hver vang lå brak hvert tredje år, og afgrøderne skiftede på de andre. Jorden kunne således hvile hvert tredje år og samle næring og kvælstof. Det øgede frugtbarheden i et system, hvor der var mangel på gødning.  

Opdelingen af vangene i et stort antal åse og åsene igen i utallige lange, smalle strimler, kaldet agre, fremgår tydeligt på et kort over Farø fra 1793.

Overdrev, fælled, moser og skov uden for bymarken var ikke delt op, men var en fælles ret, hvori gårdene havde ideelle andele. Heller ikke græsningen på bymarken efter høst var delt op, men var ligeledes fælles. Fordelen ved vangesystemet var altså, at man kunne nøjes med at indhegne og vedligeholde hegnene omkring vangene, hvorved man slap for at indhegne en masse mindre jordstykker for at holde husdyrene borte fra de dyrkede marker. 

Det kunne godt være vanskeligt for en bonde at holde rede på alle de agre, der hørte til hans gård. Endnu værre var det for hans karl at finde rundt i virvaret. Ageropsplitningen betød, at gårdmændene måtte være enige om, hvad der skulle dyrkes på de enkelte marker, og hvornår de forskellige landbrugsarbejder skulle foregå. Dels for ikke at ødelægge hinandens nysåede marker, dels for at man kunne få fjernet hegnene om de afhøstede marker og få sendt dyrene på græsning på dem. At opsætte, nedtage og vedligeholde hegnene var en stor arbejdsopgave, og hegnene var vigtige for den såkaldte markfred, som betød, at afgrøderne skulle beskyttes mod græssende dyr.  

En af bylovens detaljerede bestemmelser af den art foreskrev, at pløjning og høst alle skulle begynde samtidig. For at avle rent korn skulle det bestemmes på gadestævne, hvor man skulle så byg, hvor havre og så fremdeles, for ingen måtte så havre eller blandsæd op til anden mands byg. 

Løskøbet fra kronen kan betragtes som første skridt på vejen til en reel privat ejendomsret til jorden. Men løskøbet var netop kun et første skridt. Ganske vist blev bønderne fra da af selvejere, men de indgik stadig i det traditionelle dyrkningsfællesskab i landsbyen. Her var der så mange restriktioner på anvendelsen af jorden, at man ikke kan tale om en fuld, ubegrænset ejendomsret, selvom agrene som nævnt blev dyrket individuelt på hver bondes eget ansvar og risiko. Landsbyfællesskabet  indebar en mere eller mindre streng regulering af de fælles ressourcer: jord, skov og græsningsarealer. Man kunne ikke bare berige sig på egen bekostning ved at jage et ubegrænset antal kreaturer på græsning. Fællederne var ikke almindinger, områder med allemandsret og fri adgang, men fælleder i forstand af fælles ejendom. Andet skridt i udviklingen af den fulde, individuelle ejendomsret kom først med udskiftningen 30-40 år efter løskøbet.  

Bogø bylov af 1. maj 1783 findes i Møns Herreds Skøde- og panteprotokol, 1782-1801. Den blev læst, dvs. tinglyst, på herredstinget den 19. maj 1783 og står i protokollen, fol. 15a-19b. Protokollen er scannet til ArkivalierOnline, hvor byloven begynder på opslag 19. En afskrift findes på Bogø Lokalhistoriske Forenings webside. 

Bogøs landmænd var andelshavere i Masnedsund Andelssvineslagteri, der blev oprettet i 1889.

Mejeriet havde man lokalt, først i form af Bogø Fællesmejeri, dernæst fra 1893 i form af Bogø Andelsmejeri. 

Tang kunne bruges til  jordforbedring. Det havde man bl.a. på Drejø gode erfaringer med, jf. Mellem sydfynske sunde. Hverdag og højtid af Henrik Ussing. På Bogø og Farø blev tangen vist mest brugt oven på et lag halm som et godt, isolerende dæklag over roekuler og kartoffelkuler. 

Efterhånden som man fjernede dæklaget over kulerne kunne det bruges som strøelse i staldene og blev dermed helt naturligt en del af den gødning som blev anvendt på markerne. Hvor udbredt denne praksis var på Bogø og Farø står ikke klart, og heller ikke hvor længe den var i brug.

At tangen var en resurse blev understreget af at tangretten ofte blev tinglyst i skøder på ejendomme som ikke selv havde nogen kystlinje af betydning. Det gjaldt f.eks. Nørrebækgård, hvis jord matr. nr. 13b går ud til stranden i en spids, men uden strandret. Derfor havde Nørrebækgård en tinglyst tangret på kysten ved Strandehave - den lille ejendom vest for Søvang. 

I området omkring Møn og dele af Lolland-Falster var tang til isolering, madrasser og polstring desuden en stor eksportvare fra ca. 1910 til 1960'erne. Ejeren af Farøgård, Johannes Prahl, etablerede ved siden af landbruget firmaet Danatang i Sakskøbing med eksport af tang for øje. I 1949 oplyste han at tanghøsten på Farø havde lige så stor værdi som øens afgrøder. Hans firma var gået i gang med at organisere tangbjærgning i hele landet og havde bl.a. fået en kontrakt på levering af 1.200 tons til Holland.

På Tanggården, hvor familien rådede over 700 m kystlinje, var tangkontrakterne et vigtigt tilskud til en fortsat rentabel drift under landbrugskrisen i 1930'erne. Til et stykke op i 1960'erne blev der endnu leveret tang fra Tangggården, fortæller datteren på gården, Mia Gerdrup.

Kontrakterne blev indgået med firmaet Kalvehave Tangeksport / Kallehave-Tang-Export, der dels eksporterede til Norge, Sverige, Belgien, Holland, England og Tyskland, dels brugte tang på den lokale Kalvehave Madrasfabrik.

Også på Stennakkegård, som har en lang kystlinje øst for Skåningebro, blev der høstet tang med henblik på salg. Ejler Svan der ejede Stennakkegård fra 1958 til 1962 fortæller at han deltog i produktionen med parcellist Christian Nielsen fra Lykkeshvile, Tjørnedalsvej 8. Denne havde en håndbetjent tangpresse stående på kysten. Tangpressen endte sine dage på Skåningebro, hvor den efter mange år blev hentet af en skrothandler.

Som man kan se på Læsø, kunne tang bruges til byggemateriale. Det har vi også eksempler på her fra egnen. Til et hjulmagerhus fra Kalvehave hører et lille skur. Skurets ene gavl er lukket med tangdukker, bundter af tang stukket i beg og flettet om en række lodrette pæle i gavlen. I strandnære landsbyer brugte man tang som bygge- og tækkemateriale, til fyld i madrasser eller til brændsel. Det var en rigelig og gratis resurse.

Omkring 1860 begyndte man på enkelte steder i landet at dræne vandlidende jorder. Resultatet må have været gunstigt, for allerede i 1878 var ca. en femtedel af markerne på øerne drænet.