Jeg er den der slutte skal revyen

Skrevet til Bogørevyen 1973, sandsynligvis af J.V. Ravnsted-Larsen • 

Mel: I den gamle pavillon 

Jeg er den der slutte skal revyen 

de muntre sange 

er nu serveret, 

og vi håber alle har sig moret

og nu i koret 

vil tage del,

når vi slutter af med en lystig sang

her i skovens pavillon. 

Vi drømmer nu om gamle dage her i Bogø skov, 

hvor det gik så lystigt til,

vi sang og dansed’, drak og grined’ hele natten lang, 

når i skoven her var bal, 

vi pinsefest og grundlovsfest har fejret, 

selv om vi tit uheldig var med vejret, 

om sol, om regnvejr det er ikke sagen 

her i skovens pavillon. 

Når vi færdig er med vores spas her, 

vi rydder gulvet, 

og Allan spiller, 

og vi tror, at alle vil sig svinge  

i bossanova 

og wienervals, 

alle synger med, så taget løfte sig 

her på skovens pavillon. 

Så drømmer vi om gamle dage her i Bogø skov 

osv., osv.

Vi pinsemorgen vandrer stille hjemad 

med armen krummet 

om pigens liv.

Solen danser lystigt rundt på himlen, 

og mens det dages, 

vi klemmer blidt 

pigens slanke liv, runde bløde form 

her i skovens stille fred.

Vi drømmer så om gamle dage her i Bogø skov, 

hvor det gik så lystigt til, 

vi sang og dansed’, drak og grined’ hele natten lang, 

når i skoven her var bal,

vi pinsefest og grundlovsfest har fejret, 

selv om vi tit uheldig var med vejret, 

om sol, om regnvejr det er ikke sagen 

her i skovens pavillon.

Ved Christian Andreas Møller Hartmanns og 

Signe Christiansens Bryllup i 1891

Mel : Der vanker en Ridder mellem grønne Træer, efter sang af J.L. Heiberg i "Elverhøj"

Paa Bogø der vanker en Ungersvend saa skjøn 

blandt Roser og yndelige Blommer. 

I Hjærtet han bærer en Længsel i Løn, 

et Suk efter Kjærligheds Skjærsommer.

De Ungmøer vimse om den nysselige Bod, 

lutter Roser og yndelige Blommer, 

ja hver en liden Terne er Ungersvenden god, 

hos ingen dog han finder Skjærsommer.

Nej, Vaaren ikke for ham saa snarlig Ende faar 

trods Roser og yndelige Blommer, 

han sér ej sin Rose, skjønt nær den ham staar, 

han mærker ej: nu nærmer sig Skjærsommer.

I Skoven han vandrer og hører Gøgens Kuk 

og sukker mellem Skovbundens Blommer: 

»Hvor længe skal det vare, naar hører op mit Suk, 

min Længsel efter Kjærligheds Skjærsommer?«

Han lytter —, Gøgen tier, besvarer ej hans Raab. 

Han ser ikkun Roser og Blommer. 

Frem spirer i hans Hjærte det fagreste Haab: 

»I Aar grønnes Kjaerligheds Skjærsommer«.

Thi pludselig han føler en Varme liflig, sød, 

da Rosen for alle Bogøs Blommer,

saa yndig og saa bly og saa hvid og saa rød 

ret varsler den nærmende Skjærsommer.

Og ej han spilder Tiden, fluks klager han sin Nød 

til Rosen for alle fagre Blommer, 

hun svarer ham saa bly og saa blussende rød: 

»For os nu er Kjærligheds Skjærsommer«.

Gid lykkelig de leve, de elskende To 

blandt Svedsker, Rosiner og Blommer. 

Gid Kjærlighedens Rose ret frodig maa gro

i Ægteparrets hulde Skjærsommer.