Sange

Bogøsange

Foreningen har i november 2017 udgivet en sangbog med 22 sange fra Bogø.            

ISBN 978-87-970248-0-5

Ved nogle af titlerne er der link til lydfiler med melodierne

Linkene ved sangtitlerne åbner lydfiler med melodierne, som vi har genereret i MuseScore. Forsideillustration og vignetter  af Lotte Hilden.

Klaverudsættelse til Indledningskoret

Hvor kan jeg få Bogøsange?

Enten i Brugsen på Bogø eller ved henvendelse til Lilian Tandrup, L.Tandrup@gmail.com, tlf. 29 66 62 41. Prisen er 40 kr. Foreningens medlemmer får et gratis eksemplar. De medlemmer, der ikke fik deres gratis eksemplar ved jubilæumsreceptionen den 26. november 2017, bedes henvende sig til Lilian Tandrup, hvis de ønsker et frieksemplar.

01. Bogøs pris.mp3

Nr. 1. Bogøs pris. Brug det sorte pop-ud kvadrat oppe i højre hjørne, hvis afspilningen ikke starter direkte ved tryk på startpilen i bjælken.

19. Den nye Bogøvals.mp3

Nr. 19. Den nye Bogøvals, flerstemmig. Brug det sorte pop-ud kvadrat oppe i højre hjørne, hvis afspilningen ikke starter direkte ved tryk på startpilen i bjælken.

Nr. 7 Mit Bogøland. På Mette Hansens lille film synger Maren Jensen 1. vers af sangen. Det er ca. 8 minutter og 40 sekunder inde i filmen.

Klik på det blå banner og hør Maren Jensen synge Mit Bogøland. Sangens tekst og node er endvidere trykt i "Bogøs historie. Årsskrift 2022" og gengivet nedenfor.

Mit Bogøland

Bogøs pris

Christian Bogø skrev sangen til en revy på Bogø Badehotel, badehotellet Søvang. Melodien "Den slemme måne" af Reidar Thommesen stammer fra Tivolirevyen 1917.

Sange til Bogø Revy 1973

Jeg er den der slutte skal revyen

Skrevet til Bogørevyen 1973, sandsynligvis af J.V. Ravnsted-Larsen • 

Mel: I den gamle pavillon 

 

Jeg er den der slutte skal revyen 

de muntre sange 

er nu serveret, 

og vi håber alle har sig moret

og nu i koret 

vil tage del,

når vi slutter af med en lystig sang

her i skovens pavillon. 

Vi drømmer nu om gamle dage her i Bogø skov, 

hvor det gik så lystigt til,

vi sang og dansed’, drak og grined’ hele natten lang, 

når i skoven her var bal, 

vi pinsefest og grundlovsfest har fejret, 

selv om vi tit uheldig var med vejret, 

om sol, om regnvejr det er ikke sagen 

her i skovens pavillon. 


Når vi færdig er med vores spas her, 

vi rydder gulvet, 

og Allan spiller, 

og vi tror, at alle vil sig svinge  

i bossanova 

og wienervals, 

alle synger med, så taget løfte sig 

her på skovens pavillon. 

Så drømmer vi om gamle dage her i Bogø skov 

osv., osv.


Vi pinsemorgen vandrer stille hjemad 

med armen krummet 

om pigens liv.

Solen danser lystigt rundt på himlen, 

og mens det dages, 

vi klemmer blidt 

pigens slanke liv, runde bløde form 

her i skovens stille fred.

Vi drømmer så om gamle dage her i Bogø skov, 

hvor det gik så lystigt til, 

vi sang og dansed’, drak og grined’ hele natten lang, 

når i skoven her var bal,

vi pinsefest og grundlovsfest har fejret, 

selv om vi tit uheldig var med vejret, 

om sol, om regnvejr det er ikke sagen 

her i skovens pavillon.




Aksel Breitenstein sang "Men vi må jo ikke for Hother!" ved Bogø Revy i 1973.

Men vi må jo ikke for Hother!

Mel: Men det må jeg ikke for Moar! (https://youtu.be/nOjIRZAQC_E)

 

Undervisningsministeriet de drøfter dag og nat, 

folkeskolen reformeres det er nat med pjat, 

nymoderne tanker luftes både her og der, 

nye fagområder dukker frem og de blir fler. 

Vi skal være helt moderne i vor undervisningsstil, 

men det må vi ej for ministeren, 

vi skal lære børnene en masse nyt på mindre tid, 

men det vil vore lærere ikke, 

børnene skal lære både dansk og tysk og engelsk sprog, 

de skal terpe håndarbejde, læse Mangors kogebog, 

lærerinderne skal være klædt som Eva var engang, 

når de læser om erotikken.


På Bogø er problemer med at fylde skolen op, 

der er ikke nok af børn, så nu si’r sognet stop, 

rationalisering må der til hvis det skal gå, 

der skal undervises både store børn og små. 

Skolerådet vil ha’ lukket skolen, børnene sendt til Møn, 

men det vil vi ikke på Bogø. 

Vi vil ha' vor skole som vi hidtil altid selv har haft, 

men det må vi ikke for Hother. 

Vi var samlet til et møde for at drøfte denne sag, 

bølgerne gik højt de løfted’ næsten skolens tag, 

man blev enig om protesttog, hele Bogø gik til Møn 

for at gi' borgmesteren adressen.


Der blev snakket op og der blev snakket ned, 

skolekommisionen vakled rundt i angstens sved, 

en vil have dit, en anden ønsker dat, 

resultatet blev et kompromis, så nu må vi ta' fat, 

vi vil stadig have skolen den skal være helt intakt, 

men det må vi ikke for Hother, 

vi vil gerne have småbørnsskole, store skal til Møn, 

men det må vi ikke for Hother, 

vores ønske er at børnene undervises her på øen, 

vi har førhen altid klaret dette uden hjælp fra Møn, 

sammenholdet her på  Bogø skal sin prøve nu bestå 

men vi må jo ikke for Hother.

 

Ved Bogø Sejlforenings 40 års jubilæum

En sang for den afgående formand, købmand J.W. Tjørneby, der havde forretning på Bogø Hovedgade 158 og en kiosk ved indkørslen til Bogø Havn, Lindebroen. Melodi: Den Sømand han maa lide

Bogø Sejlforening blev stiftet i 1897, så sangen må være fra 1937.

Til Signe Christiansen og Christian Hartmanns bryllup i 1891

Til parrets bryllup var der forfattet en yndig sang i otte vers om købmandens kærlighedslængsler. Den går på melodien til ”Der vanker en Ridder mellem grønne Træer” og låner flittigt fra sangen i 2. akt af J.L. Heibergs "Elverhøj". I de to afgørende vers, hvor længslerne indfries i Bogø Østerskov, hedder det:



Tekstversion af sangen til Signe Christiansen og Christian Hartmanns bryllup i 1891

Der vanker en Ridder.pdf

”Der vanker en Ridder mellem grønne Træer” fra 2. akt af J.L. Heibergs "Elverhøj". Noden er indskrevet i MuseScore.

Der vanker en Ridder.mp3

Vi har genereret melodien som lydfil og eksporteret den fra MuseScore i mp3-format. Brug det sorte pop-ud kvadrat oppe i højre hjørne, hvis afspilningen ikke starter direkte ved tryk på startpilen i bjælken.

Klaverudsættelse af "Der vanker en Ridder".

Ved Christian Andreas Møller Hartmanns og 

Signe Christiansens Bryllup i 1891

Mel : Der vanker en Ridder mellem grønne Træer, efter sang af J.L. Heiberg i "Elverhøj"


Paa Bogø der vanker en Ungersvend saa skjøn 

blandt Roser og yndelige Blommer. 

I Hjærtet han bærer en Længsel i Løn, 

et Suk efter Kjærligheds Skjærsommer.


De Ungmøer vimse om den nysselige Bod, 

lutter Roser og yndelige Blommer, 

ja hver en liden Terne er Ungersvenden god, 

hos ingen dog han finder Skjærsommer.


Nej, Vaaren ikke for ham saa snarlig Ende faar 

trods Roser og yndelige Blommer, 

han sér ej sin Rose, skjønt nær den ham staar, 

han mærker ej: nu nærmer sig Skjærsommer.


I Skoven han vandrer og hører Gøgens Kuk 

og sukker mellem Skovbundens Blommer: 

»Hvor længe skal det vare, naar hører op mit Suk, 

min Længsel efter Kjærligheds Skjærsommer?«


Han lytter —, Gøgen tier, besvarer ej hans Raab. 

Han ser ikkun Roser og Blommer. 

Frem spirer i hans Hjærte det fagreste Haab: 

»I Aar grønnes Kjaerligheds Skjærsommer«.


Thi pludselig han føler en Varme liflig, sød, 

da Rosen for alle Bogøs Blommer,

saa yndig og saa bly og saa hvid og saa rød 

ret varsler den nærmende Skjærsommer.


Og ej han spilder Tiden, fluks klager han sin Nød 

til Rosen for alle fagre Blommer, 

hun svarer ham saa bly og saa blussende rød: 

»For os nu er Kjærligheds Skjærsommer«.


Gid lykkelig de leve, de elskende To 

blandt Svedsker, Rosiner og Blommer. 

Gid Kjærlighedens Rose ret frodig maa gro

i Ægteparrets hulde Skjærsommer.

Bogø Mandskor 10 år

Plakat af Freddy Breck til jubilæumskoncerten i 2003

Medlemmerne af Bogø Mandskor i maj 2003. Fra venstre står Flemming Nielsen, Klaus Wilkki, Torben Lassen, Flemming Poulsen, Klaus Windfeldt Schmidt, Finn Broholm, Hans Kristensen, Bent Jensen, Henry Graf Larsen, Arne Christoffersen, Hans Jørgensen, Freddy Breck, Per Klog, Svend Olsen, Jørgen Houmøller, Jens Anton Nielsen og Finn Banke. De fordelte sig således på stemmerne: 1. tenor: Finn Banke, Torben Lassen, Flemming Poulsen, Klaus Wilkki. 2. tenor: Finn Broholm, Arne Christoffersen, Bent Jensen, Hans Kristensen, Klaus Windfeldt Schmidt. 1. bas: Freddy Breck, Per Klog, Hans Jørgensen, Henry Graf Larsen. 2. bas: Jørgen Houmøller, Jens Anton Nielsen, Svend Olsen. Dirigent: Flemming Nielsen.

Korets første bestyrelse bestod af Flemming Nielsen (formand), Freddy Breck (sekretær) og Jørn Søllingvraa (kasserer).

Lejlighedssange for Bogø Mandskor (1996)

Et udvalg af sange fra dette hæfte ligger på siden for Bogø Mandskor.

Indvielsen af Bogø private Realskole i 1887

Anna Wads sang til indvielsesfesten i 1887 blev sunget igen ved årsfesten i 1912. Den går på melodien Kommer hid I piger små.

Forsamlingshusets indvielse i 1887

Forsamlingshuset blev oprindelig kaldt Forsamlingsbygningen

Til forsamlingshusets indvielse blev der skrevet denne sang: "Her staar et Hus ved alfar Vej". Noden til sangen står nedenfor.

Julebadevise ved Skåningebro, 2022

En spøgefugl har foregivet at have oversat en bogøsk middelaldervise til moderne dansk.

Emneord: købmand kærlighed Østerskov Bogøsange sange sang bryllup kostskole Bogøsamfundet Bogø Samfundet navigationsskole revy husholdningsskole ungdomsskole vals tango mandskor korsang