Forhandlinger på Bogø i 1326

I 1326 rykkede Bogø i nogle sommerdage ind i de landspolitiske begivenheders centrum. Der kan kun gisnes om, hvorfor netop Bogø blev valgt som mødested for nogle af tidens vigtigste politiske aktører, men de havde formentlig allerede været i området i et stykke tid. Kong Christoffer 2. var blevet afsat og erstattet af barnekongen Valdemar 3. Eriksen, 1315-1364, konge af Danmark 1326-30. Valdemars formynder var grev Gerhard 3. af Holsten, i Holsten kaldt 'den Store', i Danmark 'den kullede greve' på grund af sin skaldethed. Med formynderskabet var grev Gerhard blevet rigsforstander i Danmark.

Han tog straks fat på at rydde op i det kaos, som Christoffer 2. havde efterladt sig, men naturligvis med aftaler, der - ser det ud til - tilgodeså ham selv og berøvede Christoffer 2. hans nordtyske allierede. Endnu i juni 1326, hvor Christoffer stadig var konge, blev det kundgjort i Grønsundbrevet, at kongen havde pantsat landet Møn og borgen Stegeborg til fyrsterne Henrik 2. af Mecklenburg og Johan 2. af Werle til gengæld for deres militære støtte. Dette pant og de to nordtyske fyrsters videre deltagelse i danske anliggender kom til forhandling på Bogø allerede en måned senere, i juli 1326.

Det fremgår ikke utvetydigt af de på Bogø indgåede aftaler, om barnekongen Valdemar 3. var til stede. Nok så vigtigt var det, at forhandlingerne fra "dansk" side blev ført af grev Gerhard af Holsten, marsken Ludvig Albertsen, Peder Stygge og "vore andre trofaste og kære Råder", mens den "tyske" modpart i den vigtigste af Bogøaftalerne var fyrst Henrik 2. af Mecklenburg. Formålet var at få Henrik til at træde ud af den danske magtkamp. Foruden de allerede nævnte var udsendinge fra Stralsund til stede på Bogø under forhandlingerne. Bogøaftalen af 20. juli 1326 er gengivet nedenfor i såvel den plattyske original (th.), fra Diplomatarium Danicum som en moderne dansk oversættelse (tv.), fra Danmarks Riges Breve.