Ungt demokrati og industrialisering

1848-1901

Industrialiseringen medførte store forandringer, også på Bogø. Varefremstillingen blev centraliseret på store fabrikker, i begyndelsen især i England, mens håndværket, der var decentralt opbygget, blev trængt mere og mere i baggrunden af de billige, massefremstillede varer. 1800-tallet var præget af omstillingen fra håndværk til industri.

Mange varer var tidligere blevet fremstillet lokalt ved husflid og af håndværkere, men nu blev de købt langvejsfra. Det betød et stort opsving for handelen med varer, og samtidig nødvendiggjorde det en kraftig udbygning af transportmulighederne med skibe, veje, kanaler og jernbaner. Også forbedret kommunikation bidrog til udviklingen. Jernbanerne og dampskibene betød hurtigere postgang, og Bogø fik sin telegrafstation i 1872.

På Bogø sørgede folk endnu i begyndelsen af 1800-tallet sædvanligvis selv for at få tøj på kroppen. Råstofferne var uld og hør, og der var da også et stort fårehold på øen, og der blev dyrket hør nok til at væve 2 km hørlinned om året. Det gav arbejde til mange vævere på øen. Senere i århundredet blev de hjemmelavede tekstiler i vidt omfang erstattet af importerede varer.

Ved landboreformerne omkring år 1800 blev der, som nævnt tidligere, dannet en social struktur i dansk landbrug, som holdt sig stort set uændret de næste 100 år. Den nye struktur var orienteret mod de frie markedskræfter. Det vigtigste sociale skel gik mellem dem, der hyrede lønarbejdere, og dem, som levede af lønarbejde. Til de første hørte gårdejerne; til de sidste hørte husmænd, landarbejdere og landsbyerhverv. Et stort udbud af arbejdskraft trykkede lønnen med det resultat, at husmænd og landarbejdere ikke fik del i gårdmændenes voksende velstand.

Fra omkring 1840 blev gårdmændene en selvbevidst magtfaktor i dansk politik, hvorimod husmændene forblev uorganiserede og uden indflydelse.

Landbruget blev omlagt på grund af industrialiseringen. Store sukkerfabrikker skød op, og dem producerede landbruget sukkerroer til.

I 1800-tallets sidste årtier flyttede fattige eller eventyrlystne landboere i titusindvis til byerne og fandt arbejde i den nye industri, eller de udvandrede til Amerika.

Centraliseringen af varefremstillingen og udviklingen af transportvæsenet medførte en stærk vækst i byernes folketal. Dermed blev der skabt en helt ny markedsstruktur i Europa. For eksempel var der nu efterspørgsel i Berlin efter ål fra det sydlige Danmark. Det havde man næppe forestillet sig 50 år før.

Industrialiseringen betød, at havnene på Bogø blev etableret og udbygget. Ved Lindebroen, hvor Bogø Havn nu ligger, blev der omkring midten af 1800-tallet etableret en rigtig mole, om end ikke særlig bred, og den blev forbedret i 1880’erne. Først i 1921-22 blev der dog bygget et egentligt havnebassin, og molen blev gjort bredere. På Bogøs nordside blev Skåningebro bygget i 1873, og den fik fra 1884 stor betydning for leverancerne af roer til sukkerfabrikken i Stege.

Den øgede vareomsætning betød, at der opstod en del butikker langs Bogø Hovedgade. Det syn havde man næppe heller forestillet sig 50 år tidligere.

Øen havde før været præget af lave bindingsværkshuse, men henimod slutningen af århundredet udløste de fabriksfremstillede tegl- og mursten og den øgede velstand et veritabelt byggeboom med opførelse af en mængde nye stenhuse.

Lokalt selvstyre blev gradvis udviklet. I 1841 blev sogneforstanderskabet indført med sognepræsten som født medlem, og i 1868 trådte en ny landkommunallov i kraft. Herved blev sogneforstanderskabet afløst af sogneråd. Hovedopgaverne var forvaltningen af det kommunale skole-, fattig- og vejvæsen.

Sognepræsten var ikke født medlem af sognerådet. Derimod var han formand for skolekommissionen, som blev oprettet til at føre tilsyn med undervisningen og lærernes embedsførelse.