Produktionen

Industrialiseringen medførte vældige forandringer, også på Bogø. Varefremstillingen blev centraliseret på store fabrikker, i begyndelsen især i England, mens håndværket, der var decentralt opbygget, blev trængt noget i baggrunden af de billige, massefremstillede varer. 1800-tallet var præget af omstillingen fra håndværk til industri.

Håndværkets og de små selvstændige erhvervsdrivendes forhold under den industrielle proces i Danmark ændrede sig også. Den voldsomme transformationsproces, som samfundet gennemlevede fra ca. 1870-1910, skyldtes ikke alene  omlægningen af landbruget og etableringen af større  industrielle produktionsenheder. De små erhvervsdrivende, opfattet som selvstændige håndværkere og butiksdrivende, må tillægges en væsentlig betydning. Håndværket var ikke, sådan som det bl.a. blev opfattet i samtiden, et udtryk for en førindustriel produktionsform, der var på vej til at forsvinde - men omvendt en afgørende bestanddel og underlag for den industrielle udvikling i landet. Tilsvarende var de småhandlende ikke blot et »fordyrende mellemled«, men afgørende for at sikre og fremme industriens afsætning. Begge havde således en fælles funktion i det økonomiske liv. Håndværk og småhandel må derfor ikke ses ud fra et nedgangsperspektiv. Snarere havde de en katalysatorfunktion. De indrettede sig på at udnytte markedet optimalt og tilpassede sig ændringer heri bl.a. ved at supplere håndværk med handel samt udvide udvalget af varer. [Se nærmere i Henrik Fode: De små i byen under krise - håndværkere og småhandlende i 1880’erne ...., i ERHVERVSHISTORISK ÅRBOG, MEDDELELSER FRA ERHVERVSARKIVET 34, 1984. UNIVERSITETSFORLAGET I AARHUS, 1985 , ss. 103-121. Kan læses i en pdf-fil indeholdende årbogen på https://slaegtsbibliotek.dk/923401.pdf].

Mange varer var tidligere blevet fremstillet lokalt ved husflid og af håndværkere, men nu blev de købt langvejsfra. Det betød et stort opsving for handelen med varer, og samtidig nødvendiggjorde det en kraftig udbygning af transportmulighederne med skibe, veje, kanaler og jernbaner. Også forbedret kommunikation bidrog til udviklingen. Jernbanerne og dampskibene betød hurtigere postgang, og Bogø fik sin telegrafstation i 1872.

På Bogø sørgede folk endnu i begyndelsen af 1800-tallet sædvanligvis selv for at få tøj på kroppen. Råstofferne var uld og hør, og der var da også et stort fårehold på øen, og der blev dyrket hør nok til at væve 2 km hørlinned om året. Det gav arbejde til mange vævere på øen. Senere i århundredet blev de hjemmelavede tekstiler i vidt omfang erstattet af importerede varer.

Den sociale lagdeling

Ved landboreformerne omkring år 1800 blev der, som nævnt tidligere, dannet en social struktur i dansk landbrug, som holdt sig stort set uændret de næste 100 år. Den nye struktur var orienteret mod de frie markedskræfter. Det vigtigste sociale skel gik mellem dem, der hyrede lønarbejdere, og dem, som levede af lønarbejde. Til de første hørte gårdejerne; til de sidste hørte husmænd, landarbejdere og landsbyerhverv. Et stort udbud af arbejdskraft trykkede lønnen med det resultat, at husmænd og landarbejdere ikke fik del i gårdmændenes voksende velstand. 

Fra omkring 1840 blev gårdmændene en selvbevidst magtfaktor i dansk politik, hvorimod husmændene forblev uorganiserede og uden indflydelse.

Landbrugets omstilling til animalsk produktion

Fra midten af 1800-tallet begyndte det danske landbrug at blive grundlæggende forandret. Prisen på korn faldt drastisk, mens efterspørgslen på animalske produkter steg. Landbruget blev i stor stil lagt om til at efterkomme denne efterspørgsel, og de danske landmænd satsede især på produkter som bacon, smør og mælk. 

Industrialisering og centraliseret varefremstilling

På samme tid voksede en ny verdensøkonomi frem drevet af den øgede industrialisering i Europa, og sidst i 1800-tallet begyndte der også i Danmark at skyde små og store fabrikker op i de større byer. Folk begyndte at flytte til byen for at finde arbejde, og der blev anlagt jernbaner for at forbedre infrastrukturen. Andre rejste endnu længere for at søge lykken og omkring 10 procent af den danske befolkning udvandrede i perioden til Amerika.  

Et andet eksempel på industrialiseringens konsekvenser for landbruget var, at store sukkerfabrikker skød op, og dem producerede landbruget sukkerroer til.

Centraliseringen af varefremstillingen og udviklingen af transportvæsenet medførte en stærk vækst i byernes folketal. Dermed blev der skabt en helt ny markedsstruktur i Europa. For eksempel var der nu efterspørgsel i Berlin efter ål fra det sydlige Danmark. Det havde man næppe forestillet sig 50 år før.

Industrialiseringen betød også, at havnene på Bogø blev etableret og udbygget. Ved Lindebroen, hvor Bogø Havn nu ligger, blev der omkring midten af 1800-tallet etableret en rigtig mole, om end ikke særlig bred, og den blev forbedret i 1880’erne. Først i 1921-22 blev der dog bygget et egentligt havnebassin, og molen blev gjort bredere. På Bogøs nordside blev Skåningebro bygget i 1873, og den fik fra 1884 stor betydning for leverancerne af roer til sukkerfabrikken i Stege.

Den øgede vareomsætning betød, at der opstod en del butikker langs Bogø Hovedgade. Det syn havde man næppe heller forestillet sig 50 år tidligere.

Øen havde før været præget af lave bindingsværkshuse, men henimod slutningen af århundredet udløste de fabriksfremstillede tegl- og mursten og den øgede velstand et veritabelt byggeboom med opførelse af en mængde nye stenhuse.

Lokalt selvstyre

Lokalt selvstyre blev gradvis udviklet. I 1841 blev sogneforstanderskabet indført med sognepræsten som født medlem, og i 1868 trådte en ny landkommunallov i kraft. Herved blev sogneforstanderskabet afløst af sogneråd. Hovedopgaverne var forvaltningen af det kommunale skole-, fattig- og vejvæsen.

Sognepræsten var ikke født medlem af sognerådet. Derimod var han formand for skolekommissionen, som blev oprettet til at føre tilsyn med undervisningen og lærernes embedsførelse.

Omstillingen af landbrugets produktion og økonomi fandt sted inden for rammerne af en helt ny organisationsform: andelsbevægelsen. Andelsbevægelsen bestod af såvel indkøbs- som produktionssammenslutninger. 

Idéen til indkøbsforeningerne kom fra England, og den første danske brugsforening blev stiftet i 1866 i Thisted. Bogø Brugsforening blev stiftet i 1893.

Produktionssammenslutninger inden for landbruget, f.eks. andelsmejerierne og andelsslagterierne, var derimod en særlig dansk bevægelse. Det første andelsmejeri blev oprettet i Jylland i 1882. Bevægelsen bredte sig hurtigt, og i 1914 fandtes der 1.168 andelsmejerier.

Ved at slutte sig sammen i andelsselskaber kunne bønderne gøre brug af ny teknologi, f.eks. mælkecentrifugen. Også slagterier, eksportselskaber o.a. blev organiseret efter andelsprincippet. I andelsforeningerne havde hver andelshaver normalt én stemme, uanset størrelsen af hans egen produktion. Det hed sig, at man stemte ”efter hoveder, ikke efter høveder”.