Den første, der fremsatte forslag om en direkte trafiklinje mellem Skandinavien og det europæiske kontinent, senere kaldet Fugleflugtslinjen, var den holstenske ingeniør og landmåler Gustav H. A. Krøhnke. Forslaget blev behandlet i rigsdag og ministerier, og alle landets aviser skrev om den grandiose plan.

Fra København skulle banen gå til Køge, Næstved, videre til Vordingborg, og over en bro til Farø. Fra Farø skulle banen føres til Bogø over en dæmning og herfra over en bro til Falster, videre mod Nykøbing og på en bro over Guldborgsund til Syltholm nær Rødby på Lolland. Ved Syltholm skulle anlægges en havn, hvorfra der skulle være færgeforbindelse til Femern. Fra Femern skulle en bro føre banen over Femernsund til Heiligenhafen og sluttelig til Lübeck. Krøhnke ønskede koncession på anlæg og drift af ruten og lovede fuld finansiering af projektet, så det ikke ville koste den danske stat noget. 

Krøhnkes bane var et svimlende stort og visionært projekt i sin samtid og blev mødt med såvel begejstring som skepsis. Indenrigsministeriet blev 11. august 1865 bemyndiget til at give Krøhnke koncession på projektet. Herefter ventede man bare på et initiativ fra Krøhnke for at kunne gå i gang. Det lykkedes imidlertid ikke Krøhnke at skaffe den nødvendige kapital. Tiden gik, og projektet var til stadig debat. Aviserne kunne 9. marts 1867 meddele, at Krøhnkes projekt nu var opgivet. I stedet vedtoges en lov om en sydsjællandsk jernbane mellem Ringsted og Vordingborg.