Den næste Dag efter Middag fortsattes Rejsen. Vi kørte fra Stege til Fiskerlejet Lilledamme, hvorfra vi i Baad gik over Grønsund til Bogø, der var Onkels (og ogsaa min Fars) Fødeø. Det var Onkels Mening at vise os rundt paa Øen og selv besøge et Par gamle Bekendte derovre. Han havde derfor telegrafisk bestilt en Vogn, der skulde møde os ved Landingsstedet. Men da vi nærmede os Kysten, kunde vi se, at der var flere Vogne ved Landgangsbroen og desuden en lille Forsamling Mennesker. At det var Onkel, disse Folk ventede paa, gik vist ikke op for nogen af os, heller ikke for ham selv, før vi kom i Land. Da forstod vi, at det var en Deputation, der skulde ønske ham velkommen paa Fødeøen. Onkel saa' alt andet end beæret ud. Jeg havde snarere Indtryk af, at han var rasende over denne Overrumpling. Maaske vejrede han ogsaa, at den højtidelige Modtagelse ikke bare skyldtes Venlighed, men at der stak noget under.

Vi blev kørt op til en stor Møllegaard, hvor der var dækket et fint Kaffebord med Kager og søde Snapse. Udtrykket i Onkels Ansigt blev mere og mere bistert. Med Afsky tilbageviste han den søde Snaps og gav korte og knortede Svar paa alt, hvad Folk spurgte ham om.

Et Vink fra min svenske Fætter fik mig til at rejse mig fra det mere og mere højrøstede Kaffebord, og han og jeg fulgtes ud i Haven og derfra gennem en Laage ud paa Landevejen. "Lad os komme væk, inden Onkel exploderer," sagde han. Nogen Forklaring paa, hvad der foregik, kunde han dog ikke give. Men det var vel nok en eller anden Rævekage, der skulde listes i Onkel, mente han.

Vi gik op paa en Høj, hvorfra der til alle Sider var himmelvid Udsigt over Hav og Land. Vi satte os i Græsset, og han pegede over paa den nære falsterske Kyst og paa en Kirkeby, der kunde øjnes i Soldisen et Stykke inde i Landet. Han forklarede, at derovre havde vor Tipoldefar været Præst²¹, en anset Mand, der som en Anerkendelse af hans særlige Fortjenester (bl. a. en Oversættelse af Højsangen) var bleven "benlagt" i Kirkens Kor, havde faaet Gravplads under Kirkegulvet foran Alteret. Ogsaa i flere af de andre Kirker, vi kunde skimte i det milevide Arkipelag, havde vore Forfædre²² forkyndt Ordet "med god Lærdom og til sand Opbyggelse", som det gerne hed i Bispernes Visitatsantegnelser. At der ikke fandtes mange Sogne i Landet, hvor ikke en af Slægten en Gang havde været Menighedens aandelige Vejleder, vidste jeg jo forud. Det havde jeg hørt om fra jeg var Barn. Men først denne Anskuelses-Undervisning gav mig alligevel det rette Begreb om Storheden og Betydningen af dette Arverige, hvortil enhver af Slægten havde en Slags medfødt^'1 Højhedsret.

Jeg sad tavs ved min Fætters Side og hørte ham fortælle om disse Forfædre, der laa rundt om paa alle Landets Kirkegaarde eller – som en særlig Hæder – i en Krypt under Kirkens Gulv. Lidt mistrøstig saa' jeg for mig det lange Skyggetog af præsteklædte Aner, som Folket i mere end tre Aarhundreder havde set op til med Ærefrygt og Taknemlighed. Jeg havde hele Tiden i disse Dage haft i Tankerne at betro mig til denne Fætter, der havde taget sig saa broderligt af mig, og fortælle ham om mine Fremtidsplaner. Skulde jeg gøre det nu? Hvad vilde han mon sige, naar han hørte, at jeg vilde være Polytekniker, Opfinder, en ny Tids Mand? … Ordene havde hidtil lydt i mine Øre som en stolt Fanfare; men i dette Øjeblik, da jeg skulde udtale dem for en anden, syntes de mig nedslaaende fattige, og de blev siddende i Halsen paa mig næsten som en undertrykt Graad. Det blev derfor ikke til nogen Bekendelse heller denne Gang.

Og nu lød der et Raab nede fra Vejen. Det var den anden Fætter, der kaldte paa os og sagde, at vi maatte skynde os. Onkel vilde køre, og han var meget utaalmodig. Ved vor Tilbagekomst til Møllegaarden var alle Vognene kørt frem og hele Selskabet i Færd med at stige i dem. Jeg begreb det ikke. Hvad skulde der foregaa? Onkel stod rejseklædt ude paa Stentrappen og pudsede sine Briller. Naar han saaledes viste sig med bart Ansigt, var Udtrykket altid bøst, var han tilmed i ondt Lune, blev det helt skrækindjagende. Jeg spurgte min jyske Fætter, hvad den hele Hurlumhej skulde betyde. Hvor skulde vi hen? Han skottede bekymringsfuldt til Onkel deroppe paa Trappen, som om han vilde sige, at det fik jeg tidsnok at vide.

***

Nordvest for Bogø, i en Afstand af et Par Kilometer, ligger en lille Ø Farø. Den er forbunden med Bogø ved et undersøisk Sandrev, et saakaldt Drej, som man ved Lavvande og i stille Vejr kan baade køre og ride over med søvante Heste. Paa Øen var der den Gang kun en eneste Gaard og et Par Smaahuse. Gaardens Ejer²³ var Onkels gode Bekendt fra Barneaarene, og det havde hele Tiden været Meningen, at vi skulde overnatte hos ham for den næste Dag at blive roet ud i Storstrømmen og her praje en Rutedamper, der tidlig om Morgenen vilde komme der forbi paa Vej til København. I den Tanke at ville gøre Onkel en Glæde dermed, havde Farø-Vennen i Forvejen indbudt hele Følget af Bogø-Mænd derover og gjort store Forberedelser til Modtagelsen.

Kørslen over Drejet foregik i Skridtgang. Bunden var mange Steder blød og fuld af Strømhuller; men for Hestene var det kendt Vej. De plaskede trøstig gennem Vandet, som paa det dybeste Sted gik højt op over Hjulnavene. I Løbet af en lille Timestid bragtes vi tørskoede i Land og kørte op til Gaarden. Her stod Værten barhovedet nedenfor Trappen og bragte Onkel en ubehjælpsom men bevæget Velkomsthilsen, som blev besvaret med iskold Tavshed. Jeg fik bagefter at vide, at Onkel straks, da han hørte om Festen, havde nægtet at tage med derover. Kun de bønligste Overtalelser af Møllerkonen paa Bogø, der ogsaa hørte til hans gamle Bekendte, havde gjort ham mere medgørlig.

I Gaardens gammeldags lavloftede Storstue stod et langt Bord dækket med en Overflod af Madvarer. Der var store Stege med en Gaffel i Ryggen, Leverpostej i Sky, stegte Kyllinger og Duer, Aal i Gelé, Syltetøjskager foruden en Masse andre lækre Sager, der nok kunde faa en sulten Drengs Tænder til at løbe i Vand. Efter at Gæsterne var kommen til Sæde og havde langet til Fadene, slog en ung Mand ved den nederste Bordende paa sit Glas og rejste sig. Det var Proprietærens Huslærer²⁴, som paa dennes Vegne skulde holde Talen for Hædersgæsten. Det blev til en højstemt Lovprisning af Onkel som den fremragende og patriotiske Forretningsmand, der aldrig søgte egen Fordel men altid havde Nationens Vel for Øje og beredvillig traadte til med Raad og Daad, hvor Handel og Søfart skulde fremmes. Han sluttede med et dybt Buk for Onkel, der under hele Talen havde siddet med begge Hænderne i Bukselommerne og set skævmundet op i Loftet. Der fulgte et Par andre Taler af samme Sort, og efterhaanden forstod jeg lidt af Hensigten. Der lirkedes for at faa Onkels Hjælp til Oprettelsen af en fast Færgerute mellem Bogø og Stubbekøbing, i det hele til at skaffe Øen en bedre Forbindelse med Omverdenen, en Plan, han af en eller anden Grund aabenbart ikke agtede at støtte.

Hver Gang en Skaaltaler sluttede, vendte alles Blikke sig forventningsfuldt mod Onkel. Men først henimod Maaltidets Slutning rejste han sig som for at svare. Det blev dog heller ikke nu til nogen Tale. Han tog i Stedet for sit Ur op og sagde med et grumt Smil, at nu var det hans Sengetid. Og han tilføjede, at af Tak og Snak døde som bekendt Smedens Kat; derfor vilde han sige dem alle Godnat og ønske dem en behagelig Hjemrejse.–

Jeg saa' ikke Onkel igen før den næste Morgen, da vi ved Daggry tørnede ud og tilligemed vor Vært gik ned til Stranden, hvor en Baad og to Rorkarle ventede. Natten havde ikke gjort ham blidere stemt. Han var bleven holdt vaagen af Uro og Spektakel i Huset. Efter den lidte Skuffelse havde Bogø-Mændene slaaet sig mægtig løs. For i det mindste at faa en glad Aften ud af det havde de drukket tæt, skaalet og sunget til langt over Midnat. Vor Vært, en forlegen og enfoldig Mand, var højst ulykkelig. Han vilde saa gerne formilde Onkel og undskyldte sig overfor ham med, at det jo altsammen var gjort i bedste Mening for at glæde ham og vise ham en Ære. Men Onkel svarede bidsk, at den Slags var han helst fri for, naar det gik ud over hans Nattesøvn. Og hvad disse vammelsøde Skaaltalere angik, saa vilde han blæse dem et langt Stykke – og det ikke med Munden.

Da vi stod paa Stranden og Rutedamperen tonede frem af Morgendisen, gav han dog Barndomsvennen forsonlig Haanden, inden vi gik i Baaden. Men hans Afskedshilsen til ham lød alligevel: "Du var nu altid et stort Fæ, lille Jørgen²⁵."

• Kildetekst fra Pontoppidan Selskabets udgave af kapitel 6 af "Drengeaar"
• Et billede af Isaak Sidenius Pontoppidan findes på denne side.