Postvæsen

Postgangen i 1656

Oversigt over Postgangen og Taksten for Enkeltbrev i Aaret 1656 på ruten København-Lolland. Med denne agende post gik posten ved hjælp af diverse biposter også til og fra Møn og Bogø. I den ene kolonne ses postens tidsplan, i den anden taksterne i skilling. Kilden er "Det danske Postvæsen, dets Historie og Personer indtil dets Overtagelse af Staten i 1711." Af Frederik Olsen, fung. Postkontrollør. København 1889.

Hans Pedersen, fra 1697 ridefoged over Møen og Bogø, nævnes i 1714 som den, der holdt postbudet mellem Møen og Vordingborg, hvad han antagelig er vedblevet med til sin død. Han blev begravet 6. marts 1720. Kilde: Den danske Postetat, 1624-1927.

Post, telegraf og telefon 1861–2004

Postbud Johanne Marie Nielsen

Fremskridtsånden blæste over Bogø, og øens første landpostbud var en kvinde. Det er en sjældenhed.

Og ikke nok med det, vi har endda et fotografi af hende, og det ovenikøbet et tidligt et; sikkert før hun blev postbud. Ja, faktisk har Lokalarkiv for Møn hele to fotografier af hende. Ifølge arkivets oplysninger er navnet Marie Hansen, kaldet ”Hanse”. Det er hendes pigenavn; hun var født Johanne Marie Hansdatter 22. juli 1815 og blev i 1842 gift med lods på Bogø, Hans Peter Nielsen, som imidlertid døde i 1873. Et par år senere blev landpostruterne indført, og hun fik stillingen på Bogø. I folketællingen for 1880 er hun opført som Johanne Marie Nielsen, født Hansdatter, postbud.

Fra Bogø Brevsamlingssted blev der pr. 1. juni 1883 indført direkte omdeling til adressaterne ved to landpostbude, og øen blev forsynet med 4 postbrevkasser.

Fotografierne er taget af P.Th. Olsen der havde atelier i København fra 1861, men i nogle år virkede han meget aktivt som rejsefotograf og var bl.a. på Bogø i sommeren 1861. Jeg gætter på at billederne er taget ved denne lejlighed. Marie var da 46 år, og det passer vist meget godt. De kan dog også være nyere.

Postbud Jens Peder Petersen

Et andet af Bogøs tidligste postbude var Jens Peder Petersen, som blev født på Bogø den 15. november 1818 og gift den 5. december 1856 med Karen Hansdatter, født den 7. oktober 1833. Han var snedker og landpostbud. Fra 1. oktober 1913 fik Jens Peter Petersen tildelt hæderstegnet for landpostbude for lang og tro tjeneste (notits i Lolland-Falsters Stifts-Tidende).


Lokalarkiv for Møn

Et andet tidligt postbud var landpostbud Hans Jørgen Jensen, som vi kender fra hans ejendomskøb af matrikel 80c i 1902. Den matrikel havde han frem til 1920. Det er omkring Bogø Hovedgade 111.

Postbud Guderik M. Christiansen

Efter 38 år ved postvæsenet på Bogø fik Guderik Christiansen i 1945 bevilget afsked med pension på grund af alder og svagelighed. I 1920'erne fandt han på at bruge stylter, når han skulle fra Bogø til Farø. Det vakte opsigt, selv i den udenlandske presse, og hans stylter endte på Postmuseet. De 300 m mellem Bogø og Farø kunne Christiansen forcere på stylter på 10 minutter.

Til ære for pressen holdt Kim Ungermand omkring 1985 repremiere på Guderik Christiansens berømte styltetur med et par nysnedkererede stylter, som Bendt Jepsen i Nr. Alslev havde fået fremstillet. Her ses Kim Ungermand sammen med Gerda Christoffersen på østsiden af den nyopførte Farødæmning. Gerda Christoffersen havde som 3-årig prøvet stylteturen over Farø Vad nogle gange på skuldrene af Guderik Christiansen. Bendt Jepsen tog fotografierne.

Postbud Chr. Larsen

Postbud Chr. Larsen gik på Bogø Østerskov-ruten, som oprindelig var en fodrute. Larsen var i mange år medlem af Bogø Sogneråd. En af hans sidste officielle pligter var at være tilforordnet ved valget til den første Møn Kommunalbestyrelse i 1968. Dette foto fik sønnen som gave af sin far, da han i 1940 skulle forlade sit fædrenehjem på Bogø Hovedgade for at tiltræde en uddannelse i Jylland. På bagsiden har Chr. Larsen forsynet billedet med en smuk, sirligt udformet dedikation til sønnen.

Postbud Henning Willum Caspersen

Henning Willum Caspersen som aspirant på Bogø, 1955-58. Efter aspiranttiden overtog han den østlige rute efter postbud Chr. Larsen. Bogøs landpost gennem 36 år, Henning Willum Caspersen, satte en ære i at tage sig godt af sine postkunder. Det kunne man læse i et afskedsinterview med Casper i Møns Dagblad, 24. oktober 1991.

Første dag som "rød post" i 1979

Første dag som "rød post" i 1979

Caspersen foran Bogø Postkontor i Navigationsskolen i 1986

Postbud Børge Hansen, 'Post-Børge'

Post-Børge, med efternavnet Hansen, leverede trofast posten hver dag på Vesterskov-ruten. I uniform og på cykel med den karakteristiske posttaske foran. Senere fik han dog en knallert. Omkring 1979 fik Børge Hansen kørekort af Postvæsenet og begyndte at bringe posten ud med bil.

Steen Dukholm

Dukholm bragte posten ud på Bogø imellem 2000 og 2016. Fredag den 26. februar 2016 var det sidste arbejdsdag for Steen Dukholm, der i sin gule bil havde betjent Bogø i over 10 år.