Egely

Egely. Vesterskovvej 14. Matrikel 19a. Sylvest Jensen luftfoto, 1949. Helgården på matr. 19 blev ved udflytningen kaldt Krogsgård.

Tre generationer foran gården Egely på Vesterskovvej; matr. 19a. Forrest i midten sidder patriarken, Johannes Christensen Thomsen (1837-1927). Til venstre den ene søn, Thomas Peter Thomsen, f. 13. december 1865, til højre den anden søn, Christen Thomsen, f. 24. marts 1872, som havde overtaget Egely, matr. 19a, i 1896.

Stående har vi 3. generation, til venstre Thomas Peter Thomsens søn, Hans Christian Thomsen, f. 23. januar 1899; til højre Christen Thomsens søn, Peter Evald Thomsen, f. 21. juli 1905.

Lokalarkiv for Møn. B2525. Perioden 1920-1927.

Johannes Thomsen, bror til Hans Thomsen blev i 1862 gift med Rasmus Holm Larsens enke Ellen Kathrine Jørgensdatter, født 1833, og datter af Jørgen Sørensen Stub, matr. 7 inde midt i byen. Hun havde gården Egely, matr. 19a efter sin første mand. I hendes ægteskab med Johannes Thomsen var der to sønner, Thomas Peter Thomsen og Christen Thomsen. Thomas fik en parcel af 19a, mens Christen overtog hovedgården.

Ellen Kathrine Jørgensdatter var ældre søster til Søren Jørgensen Stub, der havde giftet sig til Luemosegård på sydsiden af Vesterskovvej.