Etnologen Holger Rasmussen har i tidsskriftet Skalk, 1968, nr. 4, skrevet en fin lille artikel om bomærker, hvor han også omtaler karmærkerne, der ligesom bomærkerne oftest er indridsede eller indhuggede tegn. Blandt Holger Rasmussens mange interessante observationer kan her fremhæves følgende:

"Men bomærket blev brugt til meget andet end mærkning af jagtvåben, og også her var det store økonomiske interesser, der stod på spil. Dets væsentligste funktion var nok at sikre fast ejendom - fast ejendom såvel som løsøre. Det var vigtigt, at mærket, der skulle bruges til mange forskellige formål, var enkelt at fremstille, let at genkende og vanskeligt at forveksle med andre. ...

En karakteristisk ting ved bomærkerne er, at de udgøres af enkle linjer, der danner en figur; de skulle jo indridses eller indskæres i hårdt materiale. Grundelementet er i reglen en lodret hovedstav, hvortil der kan føjes lige eller krumme linjer i en mangfoldighed af kombinationer. ... Bomærkerne er af større alder end adelsvåbnene, og de holder sig som borgeres og bønders mærker længe efter, at adelen havde kastet vrag på dem. ... De havde ... en omfattende brug, som delvis kan aflæses af de forskellige benævnelser, man brugte om ejermærket. Betegnelsen bomærke er almindelig over hele Norden for det mærke, der fulgte en jordejendom og dens løsøre, først og fremmest arbejdsredskaberne, som kom uden for gårdens bygninger og blev blandet med andre gårdes; for at undgå tab og trætte var det praktisk, at de var mærket, så enhver kunne genkende sine. Som knyttet til en ejendom kunne det også hedde husmærke, mens karmærke sigter på anvendelsen til mærkning af løsøre som mælkekar, ostekar og lignende....

Der er flere benævnelser, som hænger sammen med funktionen. I landsbyfællesskabets tid havde hver jordbruger pligt at sætte og vedligeholde sin del af det gærde, der skærmede de dyrkede marker mod løsgående kreaturer. I det stykke gærde, en jordbruger skulle svare for, kunne hans bomærke sættes, og så talte man om et gærdemærke. Hvor landsbyboerne havde fælles tørveskær, vat det oldermandens opgave at fordele arealet mellem de enkelte. På den lille ø Nyord ved Møn afmærkede oldermanden sammen med en medhjælper de enkelte stykker med en pind eller et bræt i hjørnerne, og i disse mærkepæle var den enkelte gårds bomærke skåret ind, men det kaldtes i dette tilfælde for et tørvemærke. Tørvemærket kunne dog også skæres ud i selve grønsværen; det kendes både fra Danmark og fra Skåne, hvor man i gamle dage kunne se sådanne mærker i græsvolden ved landevejen til Skanør."

Holger Rasmussen gør opmærksom på, at bomærker kendes fra hele verden. Han nævner også, at bomærkerne kunne bruges som juridisk gyldig underskrift. Det var praktisk i en tid, hvor skrivekunsten ikke var så vidt udbredt, og hvor det hed "Den, der ikke kan læse, bedes henvende sig hos smeden!" I Christian 5.s Danske Lov fra 1683 hed det ligefrem: "Den, som ej kan læse eller skrive, skal sætte sit segl under, om han har noget, eller sit bomærke, med to dannemænds hænder til vidnesbyrd, som han selv dertil har opfordret, og som skal være til stede, når handlingen sluttes og lydeligt oplæses."