Erik Christian Dan

Mølleejer Erik Dan var en foregangsmand på Bogø. Han var født 19.8.1809 i Frederiksborg (Jægersborg) og døde 19.2.1887 på Bogø. Han var søn af Ulrik Christian Dan, der ved folketællingen i 1845 var by- og herredsskriver i Stege, en stilling, han havde, fra 1822 til sin død i 1849. Her var Erik Dan kontorist/fuldmægtig på sin fars kontor ved tællingerne i 1834, 1840 og 1845. Den kommende mølleejer var således fortrolig med administrativt arbejde og via sin far vel forbundet til områdets udøvende og dømmende magt. Han købte møllen i 1847 og fik skøde på den i slutningen af 1848. I 1875 solgte Erik Dan møllen til Johannes Breitenstein, der var uddannet møllebygger og på det tidspunkt forpagter på møllen i Lendemark. Johannes Breitenstein havde selv bygget møllen for Erik Dan.

Efter at den første hollændermølle var brændt i 1851, opførte mølleejer Erik Christian Dan i 1852 den nuværende mølle. Over møllens nordport står både bygherrens navn og byggeåret, over sydporten kun årstallet. I 1861 blev Erik Dan betroet hvervet som øens første postmester - eller mere korrekt bestyrer af det nyoprettede brevsamlingssted Bogø, der var underlagt postkontoret i Stubbekøbing.