Historien kan aflæses i tingene.

Med bygningerne, materialerne, haverne og udsmykningerne etablerer vi livsformer og sociale hierarkier. Og når bygningerne først er der, medvirker de til at styrke og reproducere livsformerne og hierarkierne. De bliver bærere af sociale erindringer og udgør en ramme for forståelse af samfundet. De kan opfattes som symboler og klassemarkører, der i deres samtid rummede et udsagn om, hvad der var efterstræbelsesværdigt og værdifuldt, og som for os i eftertiden giver en nøgle til at forstå datidens forestillingsverden.

Når man bygger en kostskole som en gotisk middelalderborg, sender det et umisforståeligt signal om, at uddannelse er noget værdifuldt og efterstræbelsesværdigt. Den åbenlyse efterligning af adelens bygninger gav uden blusel et håb - forfængeligt som det måske kunne være - om, at man kunne springe et par etager op i den sociale rangorden ved at knytte sin skæbne til denne skole.

Når man bygger en navigationsskole som et lille Rosenborg, siger man samtidig, at der er status, anseelse og penge at hente ved at blive styrmand eller kaptajn.

Og når kaptajnerne efter endt uddannelse bygger villaer i mursten i et landsbysamfund, der havde været præget af lerklinede huse, befæstes denne opfattelse.

Dette er blot et par af de mest nærliggende eksempler på, at mursten, sociale hierarkier og ideologi er flettet sammen. De samme mekanismer gør sig gældende ved hver eneste bygning, hvad enten det er kirken, møllegården, en lerklinet gård i 7 fag eller 12 fag, eller den særligt flotte portal over indkørslen til en gård, eller et velholdt haveanlæg.

Vi er udleveret til tingene og knytter os følelsesmæssigt til dem. De udgør en materiel, teknologisk og ideologisk infrastruktur, der får os til at handle på bestemte måder og definerer vores plads i samfundet.