Bogø som krongods og øens løskøbelse fra kronen i 1769

Fra begyndelsen af 1200-tallet og senest fra 1348 til 1769 var Bogø krongods. Selve begrebet krongods og dets indhold er omdiskuteret, og det udviklede sig gennem tiden. I 1200-tallet kan det blot have betydet, at kongen havde bestemte rettigheder, f.eks. jagtretten og ret til underhold for sig selv og sit følge ved besøg, samt evt. retten til særlige skatter, afgifter og naturalieydelser. Dette kan udmærket have været kombineret med, at bønderne var selvejere. Man kan forestille sig, at fæsteforholdet på krongodset er en senere udvikling. I lighed med, hvad der var tilfældet på de private godser, var bønderne dermed blevet fæstere under en godsejer, i dette tilfælde altså kongen. Fæsterne ejede hverken jorden eller bygningerne. Fuldstændigt som på de private godser havde kongen en ridefoged, der administrerede fæsteforhold og fæstekontrakt. Fra 1600-tallet og indtil løskøbelsen har vi kendskab til en kongelig ridefoged for Møn og Bogø. Han residerede i Stege.

I 1769 blev der holdt auktion over krongodset på Møn, Nyord, Bogø, Farø, Tærø og Masnedø, og Bogøs bønder købte øen af kongen for 18.456 rigsdaler. For Bogø kirke og kirketiende betaltes derudover 1.920 rigsdaler. Ejeren af Bogø Mølle fik møllejorden for 61 rigsdaler. Møllebygningerne (gården og møllen) var således allerede, mens Bogø var under kronen, møllerens ejendom. Kun for så vidt angår jorden havde mølleren altså været fæster på krongodset. På Møn var det derimod under halvdelen af bønderne, der blev selvejere, idet flere af de udbudte godser blev købt af private godsejere. De mønske bønder på de nyetablerede private godser var således fortsat fæstebønder.

Købet af Bogø blev finansieret ved at fælde Bogø Vesterskov, der var på 148 tdr. land. Træet, som ved salget indbragte 17.000 rigsdaler, blev anvendt til skibsbygning i København. En del af købesummen blev stående med pant i de enkelte ejendomme til en årlig rente på 4 pct., såkaldte kongelige penge, og blev først afviklet i 1900-tallet.

Ved løskøbelsen blev bønderne selvejere, og skatter og afgifter blev fremover inddrevet af en amtsforvalter i Stege, mens ridefogedembedet forsvandt for selvejerbøndernes vedkommende.

Løskøbelsen og selvejet var vigtige forudsætninger for landbrugets udvikling her på egnen, men man kan vist med rette sige, at potentialet først blev udfoldet med udskiftningen ca. 30 år senere. Udskiftningen var med andre ord mindst lige så vigtig som løskøbelsen. Med gårdenes udflytning var det slut med landsbyfællesskabets mange snærende bånd.