Fra Rasmus Stæhrs dagbog, 17. oktober 1807. C.C. Tange-Stæhrs håndskrevne afskrift i Møns Museum, renskrevet af Mia Gerdrup.

"Lørdagen 17. Winden N.W. Fast Kuling og Bøijer. Samme Dag bød jeg til Fadder til min søn Hans. Om Aftenen kl. 9 satte Vagten op paa Wester Kanter af Landet, og da de havde været der ungevær 1 Time, blev de vaer en Scharlup kom roendes iland fra de Engelske Skibe, hvorover de strax løb hiem og varskoede, da en Mand tog ufortøvet til Baagøe for at faa nogle af Krigs Folkene herover til dem; imidlertid gik ieg udefter paa Landet, for at se om de ogsaa virkelig var kommet paa Landet, men da ieg paa hele Westerleeden ingen saa, at var lagt iland, tænkte ieg de kunde være roet ombord igen, men da ieg blev ved at forfølge Landet rundt Øster efter, for at være desto mere sikker, at der ingen var, fik ieg, da ieg kom ungefær i Nord fra vores Gaard, at see en Flok Mennesker. Ieg tænkte strax, efterde ieg ingen Baad endnu havde seet, det kunde være mine Folk, som vilde ud at søge efter mig, da ieg havde været noget borte, men som ieg bukkede mig ned for at se lidt bedre til, saae ieg, at de alle Fem havde blaae korte Trøier og Langbuxer paa. Ieg som var kun ganske alene mod disse bevæbnede Fiender, som var forsynet med hver et Gevæer i den eene Haand og een Hukkert i den anden, blev strax noget i Blodet forandret, men fattede dog strax Mod, og uden at standse gik lige hen ad dem, og raabte dem an: de blev alle standsendes, til ieg kom til dem; ieg bød God Aften, men de tagde endnu stille, maaske af ligesaastoer Frygt som ieg. Ieg spurgte da om de var Englis, de svarte Jes: saa spurgte de paa deres Maal, om vi havde ingen Franske Soldater her, hvortil ieg svarede, Noo, de igentog ordet Nooe adskillige Gange, og blev ligesom fornøiet, da de hørte, at her ingen Franske var; de spurgte da, om ieg ikke havde Brændi; hvortil ieg svarte Jes, men som ieg befrygtede at lade dem komme op, for at sætte Skræk i min Kone og Børn, opholdt ieg dem lidt, ligeledes for at de Jægere [formentlig danske krigsfolk], som var sendt Bud efter, var ieg bange de skulde giort et stor Moer [rod, uorden] i Huset, naar de havde kommet sammen, og tænkte saa det var bedst de vilde gaae; hvorom ieg sagde, at det var raadeligst, at de gik ombord. De vilde da, at ieg skulde følge med til Scharlupen. Der havde de en Hollandsk Mand, om ieg kunde bedre forstaae ham. De spurgte mig da, hvormange Soldater, der kom herover, ieg resolverede og svarte tolv, endskiønt ieg ikke vidste det, men da de hørte, endskiønt der var kun sex af de Engelske, at der var ikke fleer, blev de glade og løb, de bildte mig ind, at de vilde lede efter en Slup, som var drevet fra dem. De sagde da, at jeg skulde blive ved Sluppen til de kom igen, som ieg og gjorde; de vilde baaret mig ud for ikke at blive vaaed, men ieg havde self Støvler paa, og gik saa selv ud. Den eene Mand, nemlig Hollænderen blev i Sluppen hos mig, og en stod Vagt paa Landet. Imidlertid men [mens] vi sad og talte een heel Deel tilsammen, kom de iagende med 2 af mine Ungstykker [kalve], og løb længe efter den største, inden de fik ham fat. De fik ham da til Slutning, og slængte ham ind i Sluppen. Saa spurgte Løytnanten mig, om ieg vilde lade dem faae en 5 Potter Brændevin, da skulde ieg faae min Kalv igen, men ieg svarte, meer end 1 Pot fik de ikke. De loed mig da gaae hiem efter Brændevin og Brøed at spiise til, som de og begiærte. Ieg bringte dem det need saasnart som muelig, men da ieg leveerte dem det, spurte de mig hvormange Penge, ieg skulde have for min Kalv. Ieg svarte da, for i en Hast at komme fra dem, førend Jægerne kom, som nu allerede var her paa Landet, at ieg vilde have een Gennie, foruden 1 Tredidel Specsies. Hand flyete mig og 1½ Engelsk Skilling, som ieg mente var for Brændevinet. Ieg gik da hiem, men saa snart ieg kom hiem var Jægerne ved Gaarden og løb ned til Stranden. Men da de var roet derfra, hvor de laa, nemlig ved den østre Side af Nørodde, traf de dem ved Klinten under Nørre[bøyer?] og fyrede paa dem, saa man kunde høre det skrup på Sluppen, men om der var nogen at fik Skade, veed man ikke. De lovede at skulde komme paa Landet om Morgenen med den lovede Gennie, men de blev borte, som vel var. Ieg fik altså heller ikke nogen Betaling for min Kalv. Efter den Dag var de ikke meer her i Land."

Capt-Lieutenant J.J. Suensen, med 6 Canon-Chalouper under sin Commando, angribes af det engelske Linie-Skib Dictator, armeret med 68 Canoner, den 26. Junii 1808, om Morgenen Kl. 3½, under Stevnsklint, paa sin Cours fra Kjøge, og efter en levende Canonade i 65 Minuter - hvorved en Canon-Chaloupe faaer et Grundskud og landsætter - ikke allene tvinger Orlogsmanden til Flugt, men endog forfølger ham med idelige Skud agter ind en halv Miil til Søes.

Vi kender ikke navnene på de engelske orlogsfartøjer, som ankrede op ved Farø den 17. oktober 1807, men et af dem kunne måske have været HMS Dictator. I 1808 var Dictator en del af admiral Hoods eskadre på fire linieskibe, der havde til opgave at opretholde blokaden mellem Sjælland og Jylland. I 1807 deltog det i angrebet på København.

Farvelagt akvatinte af Niels Truslew. Statens Museum for Kunst.