Der vides ikke så forfærdelig meget om, hvordan lige netop Bogø blev berørt af vikingetiden, men datidens bogøere kan ikke have undgået at bemærke, at de lå på et af de store handelsstrøg mellem Nordeuropa, Centraleuropa og Orienten.

Her følger et par videoer, der kan pirre fantasien.

Hvis vi udvider perspektivet fra Bogø til at gælde hele Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn, er udviklingen i det vestlige østersøområde præget af mødet mellem saksisk, slavisk og skandinavisk kultur, hvor handel, fredelig sameksistens, magtkampe og missionsbestræbelser præger billedet. Det ses for eksempel i keramikudviklingen, hvor den slavisk inspirerede Østersøkeramik helt fortrænger den lokale keramiktradition nord for Østersøen. Hverdagskeramikken i de slaviske borge fra Lübeck og Oldenburg kan næppe skelnes fra hverdagskeramikken i de danske landsbyer på Lolland. I de skriftlige kilder er der dokumentation for dynastiske forbindelser mellem slaver og daner, men samtidig er der spor af konflikt på tværs af Østersøen.

På Lolland, Falster og Møn findes en række slaviske stednavne, der vidner om slavisk bebyggelse i området. Den slaviske bebyggelse har ikke haft direkte adgang til havet, men har været beliggende på endog særdeles god agerjord. Den var beliggende i områder med en kontinuerlig bebyggelse fra jernalderen op gennem vikingetiden til middelalderen. Det ville næppe have været tilfældet, hvis det ikke var blevet tolereret af de lokale magthavere. De tætte kontakter mellem daner og slaver på tværs af Østersøen har haft meget forskellig karakter. På den ene side er fjendtligheder og konflikter med flådeangreb og søforsvar dokumenteret af pælespærringer og flådeopsamlingspladsen ved Fribrødre på Nordfalster. På den anden side var der handel, fiskeri og transport af mennesker og gods på kryds og tværs af Østersøen og med undertiden meget lange forbindelseslinjer til Byzans og Mellemøsten.

Det seneste værk om emnet er af Anna-Elisabeth Jensen. Dania Slavica: Sydsjælland, Lolland-Falster og Møn i vikingetid og tidlig middelalder, Aarhus Universitetsforlag, 2022. Fra foromtalen til bogen citeres:

Lolland og Falster var i vikingetid og tidlig middelalder et vigtigt grænseområde mellem slavisk og skandinavisk kultur. Slaviske stednavne og den altdominerende tilstedeværelse af slavisk inspireret Østersøkeramik dokumenterer de danske øers tætte forbindelse med det slaviske område syd for Østersøen.

I denne bog undersøger Anna-Elisabeth Jensen de arkæologiske fund fra området sammen med skriftlige kilder fra den tidlige middelalder med historierne om, at Harald Blåtand i 900-tallet var gift med en kristen, slavisk fyrstedatter, og at Svend Estridsens datter Sigrid i 1000-tallet var gift med en slavisk fyrste. På trods af disse relationer var konflikter og gensidige angreb på tværs af Østersøen evindelige.

Selvom Lolland og Falster i dag opfattes som en ganske almindelig del af Danmark, var de dengang den danske kongemagts bufferzone mod andre magthavere i Østersøen. De var danske; men samtidig var hele Østersøen et grænseområde præget af konflikter, forhandlinger, pirateri og gidseltagning. Det vises i bogen gennem de slaviske stednavne, det arkæologiske materiale med de mange skattefund, sejlspærringerne i bugter og vige samt manglen på magtcentre som internationale handelspladser, centrale kongeborge og tidlige klostre. Lolland og Falster var øerne midtimellem i den vestlige Østersø.