Volley

Volleyball-afdelingen under Bogø Idrætsforening startede i 1972. I 1973 begyndte man at spille volley i Bogø Skoles gymnastiksal som det man kan kalde "social volley". Året efter flyttede man et par timer om ugen til Mønshallen, og 75 dukkede op på den første træningsaften - dobbelt så mange som der var plads til. På fem år voksede afdelingen til den største inden for Sjællandskredsen med 137 aktive medlemmer fra Bogø og hele Møn. 14 hold var tilmeldt turneringen i Sjællandskredsen. På en uge fik man to sjællandsmesterhold og var med i kampen om danmarksmesterskaberne for drengehold og dame-juniorhold. (Udateret avisklip, måske fra 1977).

I 1982 hjembragte Bogø Volley hele 4 ud af 7 sjællandsmesterskaber. Et andet år hjembragte Bogø tre danmarksmesterskaber - halvdelen af alle mesterskaberne i ungdomsrækkerne.

Peter Mikkelsen skriver om sin tid med Bogø Volley

Peter Mikkelsens artikel fra Bogø Lokalhistoriske Forenings årsskrift 2015. Læs artiklen ved at rulle i vinduet, eller download den med pilen i øverste højre hjørne.

Peter Mikkelsen 2015 Min tid med Bogø Volley.pdf

Udateret avisklip, måske fra 1977.

Bogø Volley vandt 6 ud af 12 sjællandsmesterskaber, bl.a. i herresenior og damesenior.


De tre seniorhold var alle rykket op i sjællandsserien.

I 1982 fik Bogø Volley foden under eget bord i den nybyggede Bogøhal. Hallen blev udvidet til en hel hal i 1996, og i 2011 blev hal 2 indviet.

Bogøs volleyballdrenge Linus, Asger, Daniel og Frederik fra 6. klasse tog i 2016 sammen med deres træner, Lars Lejre, til Ballerup Superarena for at dyste om sjællandsmesterskaberne, hvor de vandt guldmedalje i A-rækken. De besejrede blandt andet et hold fra Roskilde i semifinalen i en tresætsgyser. I finalen blev det til en overbevisende sejr over Rødovre i to sæt.

Det sker sjældent, at Bogø IF Volley ikke vinder et sjællandsmesterskab. 2014 var ingen undtagelse. Bogøhallen var ramme om sjællandsmesterskaberne i kidsvolley level 3. Bogø stillede med to hold, der begge klarede sig godt. Der blev spillet i tre rækker, og Bogøs hold blev hhv. nr. 4 og nr. 1. De to hold mødtes i semifinalen, og efter en spændende kamp vandt holdet med Liv Kock, Elise Jacobsen, Silas og Lucas Holm over holdet bestående af Celia Toft Nielsen, Elisabeth Rasmussen, Oskar Nielsen, William Zachodnik og Karla Hansen. Dagen igennem var der fuld gang i hallen med 200 besøgende og over 60 afviklede kampe.