Bondegård

Bondegård er også blevet kaldt Birkemosegård. Lige efter udflytningen blev den i brandprotokollen kaldt Schouagergården. Adressen er Vesterskovvej 39, matrikel 34a.

I gavlen på en af avlsbygningerne sidder denne ejersten. Initialerne står for ejerparret. Frederik Andersen Holm (f. 14.9.1835) og Maren Pedersen, begge fra Bogø. Frederik var søn af gårdmand Anders Christoffersen, kaldet Holm. Maren var datter af gårdmand Peder Rasmussen Galle af Bogø. Parret blev viet i Bogø Kirke den 7. januar 1859, men Maren havde haft skøde på gården siden 1858. Med vielsesattesten som adkomst fik Frederik skøde på gården i 1861. Det er nok denne dato som mindes med stenen, så det sidste tal i årstallet er antagelig trukket forkert op. Det var unge folk da de blev gift, 23 og 24 år. De havde gården i 40 år. I 1900 solgte de til Jens Jørgen Jensen.

Frederik og Marens datter Olavia blev gift med førstelærer Peder Lydik.


Frederik Andersen Holm, hvis initialer ses på stentavlen i gavlen. Han og hans kone Maren havde gården i 40 år frem til salget i 1900.

Beskrivelse fra 1946

Beskrivelse i Kjeld G. Spilcker (red.). Lolland-Falster, Fejø, Femø, Askø og Bogø, bd. 3, Odense 1946. Jf. realregisteret til skøde- og panteprotokollen.

Matrikel 34a på de høje målebordsblade

Marie Olsen, f. Bille, gift med Øjvind Olsen fra Holmegården i 1918.

1918-1923 drev de Bondegård på Vesterskovvej, matr. 34a. Så flyttede de til Møllely i Bogø Hovedgade, over for møllen. Øjvind var også fisker og havnefoged. I vores årsskrift for 2017 fortæller Freddy Jørgensen en anekdote, der viser, at Marie var rap i replikken:

"I købmand Tjørnebys bagbutik samledes gamle skippere ofte og snakkede om løst og fast og mindedes gamle dage til søs. Sidst i 1920’erne var det tiden for den årlige eksamen på navigationsskolen, og censorerne kom sejlende ned fra København. De gik imidlertid på grund på Tolken mellem Møn og Falster.

Det snakkede man meget om i købmand Tjørnebys bagbutik. I baggrunden stod en lille kone med flæser og tørklæde og lyttede. Hun hed Marie, og da hun var gift med en fisker, der hed Øjvind Olsen, blev hun i daglig tale kaldt Marie Øjvind. Hun sagde så: ”De skulle have taget en lokal med, sådan en som Øjvind.” Tjørneby indvendte: ”Jamen det er erfarne navigatører, som har sejlet overalt på verdenshavene.”

Hvortil Marie Øjvind svarede: ”Skal du lære Øjvind navigation. Øjvind som har sejlet til Ærø og Warnemünde!”"

Skøde fra Øjvind Olsen til Verner Anton Hansen blev læst 12. juli 1923. Skifteretsattest som adkomst for enken Dagmar Hansen, f. Nielsen, blev lyst 15. september 1933.

Indførslerne kan ses i realregisteret, som også har henvisninger til skødeprotokollen: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17008258#124639,18374315

Skøde til Tage Hansen blev lyst 9. december 1952.

Elo Jensen overtog gården i 2003.