Antoni Landt

Antoni Landt kom til Bogø, da Navigationsskolen oprettede en tredje afdeling i 1869. Se karakteristikken af ham i fødselsdagsomtalen ved hans 80 årsdag i 1930. Han begyndte sin gerning som navigationslærer i 1870.

Ud over sin gerning som navigationslærer var Landt leder af Bogø Postkontor og Telefoncentral samt Telegrafstation, ligesom han bestyrede Meteorologisk Instituts Station på Bogø.

Foto: P.P. Adrian, Stubbekøbing, udateret, måske omkring 1910. Adrian, som åbnede sin forretning i Stubbekøbing i 1903, leverede på bestilling en serie på 6 affotograferinger af ældre fotografier af lærere fra Bogø, formodentlig til ophængning på en mindevæg, mest sandsynligt på Navigationsskolen. En nøjagtig datering af de oprindelige fotos kan ikke foretages.

Lokalarkiv for Møn.

Navigationslærer Rasmus Antoni Landt, 1850-1930. Dels en gengivelse fra en bog, dels et fotografi fra København, taget hos Chr. Neuhaus i Købmagergade 14 - før 1894.

Familien Landt foran Bogø Telegraphstation omkring 1900. Bogø Hovedgade 146.

Allerede i 1872 var Bogø via telegrafen blevet forbundet ikke blot med det øvrige Danmark, men også med St. Petersborg, Moskva, Irkutsk, Vladivostok, Japan og Hongkong. Det Store Nordiske Telegrafselskab åbnede sin linje fra København over Møn til St. Petersborg og videre til Japan den 1. januar 1872.

BOGØ TELEGRAFSTATION, TELEFONCENTRAL OG POSTHUS

Navigationslærer og telegrafbestyrer Rasmus Antoni Landt foran Bogø Telegrafstation på postkort, afsendt 23. december 1907. Huset til højre er Bogø Navigationsskoles elevbygning.

Vi ved ikke, om pælen er til telegraf eller telefon. Telegrafen kom til Bogø i 1872, telefonen i 1904.

Familien Landt, taget 1907-10 ved lærerboligen (og telegrafstationen) nord for navigationsskolens elevbygning, Bogø Hovedgade 146.

I centrum med et barn på skødet sidder Rasmus Antoni Landt, navigationslærer og telegrafbestyrer mm. På bænken til højre er opstillet to fotografier, det ene af Landts afdøde hustru Alma, f. Pasbjerg, død 1894; det andet af sønnen Holger, der opholdt sig i USA. Parret til venstre på trappen er Antoni Landts datter Alma og hendes mand Frants Landt. De to blev gift i 1910. Frants Georg Carl Landt som hans fulde navn var, blev uddannet som styrmand på Bogø Navigationsskole og var i en periode ansat ved Københavns Lodseri. Han levede 1885-1975 og er kendt som en produktiv marinemaler.

Alma Pasbjerg (1854-1894) blev i 1876 som 21-årig gift med navigationslærer Rasmus Antoni Landt. Foto: Chr. Neuhaus, Købmagergade 14, København.

Bogø Navigationsskole. Lærere og elever foran skolen, sikkert ved en eksamen. Antoni Landt med rundpuldet stråhat. Datering uvis, men formentlig lidt før 1900. Hovedbygningen har endnu sine oprindelige prydgavle.

Dagligstueliv

Fra venstre sidder navigationslærer Rasmus Antoni Landt, Meta Magrethe Biering og pastor Harald Biering. De to til højre er ikke identificeret. Billedet er udateret, men kunne være fra 1920-23. Vi ved ikke, om billedet er fra Landts eller Bierings hjem, men Landt sidder så hjemmevant, at man umiddelbart forestiller sig, at billedet er taget hos Landt. Landt og Biering havde været formænd for Bogø Sømandsforening og Bogø Skipperforening. Siden 1890'erne og måske endnu tidligere havde de arrangeret dilettantforestillinger på Bogø. Overskuddet gik til de to foreningers virksomhed. Landt var i en lang årrække og lige indtil sin død i 1930 medlem af Bogø Menighedsråd.

Begge fotos formentlig fra Landts hjem. Det ene dateret 1922. Bortset fra Landt er personerne uidentificerede. Damen til højre er måske Meta Biering i enkestand.

I skoven

Skoven var både til nytte og fornøjelse. Skovpavillonen blev opført i 1922, men længe før den tid blev der holdt fællesspisninger og baller i skoven. Her indtager et selskab eftermiddagskaffen i skoven. Forrest til venstre med hat og cigar sidder navigationslærer Rasmus Antoni Landt. Optagelsen stammer formentlig fra omkring 1920.

At gavne og fornøje ...

Pastor Biering og navigationslærer Landt havde været formænd for henholdsvis Bogø Sømandsforening og Bogø Skipperforening. Siden 1890'erne havde de arrangeret dilettantforestillinger på Bogø. Overskuddet gik til de to foreningers virksomhed. Annonce i Stubbekøbing Avis.

Fødselsdagsomtale - 80 år

Antoni Landt blev ridder af Dannebrog 11. marts 1911.