Enevælden

I 1660 blev enevælden indført i Danmark ved et statskup. Landet lå i ruiner efter kostbare og opslidende krige med Sverige. Derfor indkaldte Frederik 3. stænderne for ved hjælp af besparelser og skatteforhøjelser at finde en løsning på landets dårlige økonomi.

Ved stændermødet deltog repræsentanter for den adelige, gejstlige og borgerlige stand, men ingen fra bondestanden. Behovet for reformer og en ny forfatning blev drøftet. En kreds af gejstlige og borgere foreslog kongen at ændre forfatningen, så regeringsmagten blev gjort arvelig. Forslaget var revolutionerende, fordi kongerne hidtil var blevet valgt og i praksis var afhængige af det adeligt dominerede Rigsråd. Den gejstlige og borgerlige stand støttede forslaget om at indføre arvekongedømme, idet de mente, at de ville få bedre forhold ved at blive regeret af kongen end af Rigsrådet. Adel og Rigsråd var imod, fordi de derved ville miste en betydelig del af deres indflydelse. Det endte med, at adelen blev truet til at tilslutte sig arvekongedømmet.

Stænderne kunne ikke blive enige om indholdet i rigets nye forfatning og gav derfor kongen bemyndigelse til at udfærdige regler om kongemagtens indhold og om arvefølgen. I Enevoldsarveregeringsakten fra 1661 gav Frederik 3. sig selv uindskrænket magt som enevældig konge af Guds nåde. Med statsomvæltningen blev den magtfulde adels politiske magt knækket.

Bogø som krongods og øens løskøbelse fra kronen i 1769

Fra begyndelsen af 1200-tallet og senest fra 1348 til 1769 var Bogø krongods. Selve begrebet krongods og dets indhold er omdiskuteret, og det udviklede sig gennem tiden. I 1200-tallet kan det blot have betydet, at kongen havde bestemte rettigheder, f.eks. jagtretten og ret til underhold for sig selv og sit følge ved besøg, samt evt. retten til særlige skatter, afgifter og naturalieydelser. Dette kan udmærket have været kombineret med, at bønderne var selvejere. Man kan forestille sig, at fæsteforholdet på krongodset er en senere udvikling. I lighed med, hvad der var tilfældet på de private godser, var bønderne dermed blevet fæstere under en godsejer, i dette tilfælde altså kongen. Fæsterne ejede hverken jorden eller bygningerne. Fuldstændigt som på de private godser havde kongen en ridefoged, der administrerede fæsteforhold og fæstekontrakt. Fra 1600-tallet og indtil løskøbelsen har vi kendskab til en kongelig ridefoged for Møn og Bogø. Han residerede i Stege. Indtil 1689 hørte ridefogeden for Bogø til Nykøbing Len/Nykøbing Amt og residerede i Nykøbing F.

I 1769 blev der holdt auktion over krongodset på Møn, Nyord, Bogø, Farø, Tærø og Masnedø, og Bogøs bønder købte Bogø af kongen for 18.456 rigsdaler. For Bogø kirke og kirketiende betaltes derudover 1.920 rigsdaler. Ejeren af Bogø Mølle fik møllejorden for 61 rigsdaler. Møllebygningerne (gården og møllen) var således allerede, mens Bogø var under kronen, møllerens ejendom. Kun for så vidt angår jorden havde mølleren altså været fæster på krongodset.

De to bønder på Farø købte øen for 994 rigsdaler. Masnedø blev købt af beboerne for 1.631 rigsdaler. Tærø af kaptajn Friedenreich for 1.208 rigsdaler og Langø ligeledes af kaptajn Friedenreich for 1.721 rigsdaler.

På Møn var det under halvdelen af bønderne, der blev selvejere, idet flere af de udbudte godser blev købt af private godsejere. De mønske bønder på de nyetablerede private godser var således fortsat fæstebønder.

Købet af Bogø blev finansieret ved at fælde Bogø Vesterskov, der var på 148 tdr. land. Træet, som ved salget indbragte 17.000 rigsdaler, blev anvendt til skibsbygning i København. En del af købesummen blev stående med pant i de enkelte ejendomme til en årlig rente på 4 pct., såkaldte kongelige penge, og blev først afviklet i 1900-tallet.

Ved løskøbelsen blev bønderne selvejere, og skatter og afgifter blev fremover inddrevet af en amtsforvalter i Stege, mens ridefogedembedet forsvandt for selvejerbøndernes vedkommende.

Løskøbelsen og selvejet var vigtige forudsætninger for landbrugets udvikling her på egnen, men man kan vist med rette sige, at potentialet først blev udfoldet med udskiftningen ca. 30 år senere (se nedenfor). Udskiftningen var med andre ord mindst lige så vigtig som løskøbelsen. Med gårdenes udflytning var det slut med landsbyfællesskabets mange snærende bånd.

Administration

Indtil Enevældens indførelse i 1660 var kongens administration forholdsvis svagt udviklet. Danske Kancelli og Tyske Kancelli var for alle praktiske formål de eneste regeringskontorer, og alle sager gik igennem dem. Først med udviklingen af kollegiestyret under enevælden overgik flere og flere opgaver til mere specialiserede kollegier, så kancellierne i stigende grad kom til at koncentrere sig om kirkelige anliggender (herunder skolevæsenet og universitetet) og om justitsvæsenet.

Før 1660. Centralt i kongemagtens lokaladministration før 1660 stod lensvæsnet. Lensmændene udfyldte rollen som lokaladministratorer på det kongelige gods. De stod bl.a. for håndhævelse af lov og ret, udnævnelse af lokale embedsmænd (f.eks. herredsfogeder og ridefogeder), den øverste militære ledelse og skatteopkrævning. Fra ca. 1488 til 1660 hørte Bogø under Nykøbing Len.

1660-1848. Først med enevælden opstår der efterhånden en egentlig centraladministration med et professionelt embedsapparat. Amtmanden var overøvrigheden og kongens øverste embedsmand i lokalsamfundet. Han sorterede direkte under Danske Kancelli, Rentekammeret eller Krigskancelliet, alt efter hvad sagen drejede sig om. Under ham fungerede amtsforvalterne, der indsamlede skatterne fra godsejerne, og retsbetjentene, som hed herreds- eller byfogeder. De var dommere eller politimestre i deres herreder eller købstad. På krongodset var der ridefogeder, som administrerede fæstegårdene og sørgede for opkrævning af fæstebøndernes afgifter. Ridefogeden for Møn og Bogø holdt som nævnt til i Stege fra 1689. I hvert landsogn kunne herredsfogeden fra sidst i 1700-tallet udpege en sognefoged. Da Nykøbing Len omkring 1660 bliver til Nykøbing Amt, forbliver Bogø endnu i tre årtier under Nykøbing, men henlægges derefter for de næste hundrede år til Møns Amt (1689-1803).

Ifølge den enevældige forfatning, Kongeloven fra 1665, havde kongen den samlede statsmagt som lovgiver, regent og øverste dommer. I den enevældige periode var der således ingen adskillelse mellem regering, administration, lovgivningsmagt og retsudøvelse, altså mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Bylov og dyrkningsfællesskab - på vej mod udskiftningen

Bogø bylov blev vedtaget af Bogøs bønder den 1. maj 1783 og læst, dvs. tinglyst, på Møns Herredsting den 19. maj 1783. Dens bestemmelser afspejler det dyrkningsfællesskab, som eksisterede på øen, formentlig i hvert fald fra 1500-tallet. Baggrunden for landsbyfællesskab og dyrkningsfællesskab forsvandt med udskiftningen, som på Bogø blev afsluttet i 1805-06. Allerede i 1794 kom der en ny hegnsforordning, som tilpassede de gamle hegnings- og markfredsbestemmelser til den nye udskiftningsbevægelse.

Til trods for den nye forordnings detaljerede bestemmelser tillod den stadig bymændene at have fælles regler vedrørende dyrkning, husdyrhold, gærder, grøfter og led og opkræve bøder ved overtrædelse. Der kendes flere eksempler på, at de gamle fællesskabsinstitutioner fortsatte efter udskiftningen.

DET GAMLE DYRKNINGSFÆLLESSKAB

For at forstå udskiftningens betydning, må man vide lidt om, hvad det forudgående dyrkningsfællesskab indebar. Det varierede fra egn til egn og igennem tiden, men blandt de almindelige kendetegn var, at hver gård havde en bestemt del af bymarken, byens fælles agerjord, til rådighed, at disse agre blev dyrket individuelt på hver bondes eget ansvar og risiko, og at agrene var samlet i store marker, kaldet vange eller tægter, hvor hver gård havde sine agre ude på åsene. Mellem vangene var der hegn. De store marker eller vange var der tre af på Bogø. De hed Nymark, Møllehøjsmark og Søndermark.

Her på egnen var trevangsbruget den typiske driftsform før udskiftningen. Den ene vang blev udlagt til byg, som såedes om foråret, den anden vang udlagdes til rug, der blev sået om efteråret, og den tredje vang lå brak (udyrket), men fik tilført gødning fra husdyrene ved at blive brugt til græsning om sommeren. På modelkortet ovenfor er der 3 vange ligesom på Bogø, og vangene er adskilt af hegn, som er markeret med zigzaglinjer på kortet.

Fordelingen skiftede fra år til år, så en vang lå brak hvert tredje år, og afgrøderne skiftede på de andre. Jorden kunne således hvile og samle næring og kvælstof. Det øgede frugtbarheden i et system, hvor der var mangel på gødning.

Overdrev, fælled, moser og skov uden for bymarken var ikke delt op, men var en fælles ret, hvori gårdene havde ideelle andele. Heller ikke græsningen på bymarken efter høst var delt op, men var ligeledes fælles. Fordelen ved vangesystemet var altså, at man kunne nøjes med at indhegne og vedligeholde hegnene omkring vangene, hvorved man slap for at indhegne en masse mindre jordstykker for at holde husdyrene borte fra de dyrkede marker.

Det kunne godt være vanskeligt for en bonde at holde rede på alle de agre, der hørte til hans gård. Endnu værre var det for hans karl at finde rundt i virvaret. Ageropsplitningen betød, at gårdmændene måtte være enige om, hvad der skulle dyrkes på de enkelte marker, og hvornår de forskellige landbrugsarbejder skulle foregå. Dels for ikke at ødelægge hinandens nysåede marker, dels for at man kunne få fjernet hegnene om de afhøstede marker og få sendt dyrene på græsning på dem. At opsætte, nedtage og vedligeholde hegnene var en stor arbejdsopgave, og hegnene var vigtige for den såkaldte markfred, som betød, at afgrøderne skulle beskyttes mod græssende dyr.

En af bylovens detaljerede bestemmelser af den art foreskrev, at pløjning og høst alle skulle begynde samtidig. For at avle rent korn skulle det bestemmes på gadestævne, hvor man skulle så byg, hvor havre og så fremdeles, for ingen måtte så havre eller blandsæd op til anden mands byg.

Løskøbet fra kronen kan betragtes som første skridt på vejen til en reel privat ejendomsret til jorden. Men løskøbet var netop kun et første skridt. Ganske vist blev bønderne fra da af selvejere, men de indgik stadig i det traditionelle dyrkningsfællesskab i landsbyen. Her var der så mange restriktioner på anvendelsen af jorden, at man ikke kan tale om en fuld, ubegrænset ejendomsret, selvom agrene som nævnt blev dyrket individuelt på hver bondes eget ansvar og risiko. Landsbyfællesskabet indebar en mere eller mindre streng regulering af de fælles ressourcer: jord, skov og græsningsarealer. Man kunne ikke bare berige sig på egen bekostning ved at jage et ubegrænset antal kreaturer på græsning. Fællederne var ikke almindinger, områder med allemandsret og fri adgang, men fælleder i forstand af fælles ejendom. Andet skridt i udviklingen af den fulde, individuelle ejendomsret kom først med udskiftningen 30-40 år efter løskøbet.

Opfattelsen af en stadig mere ubetinget form for privat ejendomsret blev udviklet ude i Europa i løbet af 1600-tallet af tænkere som Hugo Grotius og John Locke. Denne udvikling af retsopfattelsen gik hånd i hånd med tidens opgørmed feudalismen og var begrundet i forventningen om, at privat ejendomsret ville stimulere produktionen, mens fællesskabet blev anset som en forhindring for økonomisk vækst.

SKOVEN

Med skoven gik det dog anderledes på Bogø. Den blev bevaret i et reguleret dyrkningsfællesskab, selvom der fra myndighedernes side oprindelig var krævet udskiftning også af skoven. Den negative holdning til dyrkningsfællesskabet blev f.eks. formuleret af A.F. Bergsøe i 1837: "…sådant fællesskab gjorde skovenes fredning næsten umulig, og overalt hvor det fandt sted befordrede det skovenes aftagelse, i særdeleshed kvalitet."

I 1809 ansøgte nogle af øens gårdmænd imidlertid om, at skoven fortsat måtte blive drevet i fællesskab. Heri blev de støttet af skovrider Schwein fra Petersgård, der i en indberetning skrev, at skoven ville gå sin visse undergang i møde ved at blive opdelt i så mange småparceller. Til sidst blev rentekammeret i København overtalt og tillod at skoven kunne drives i fællesskab.

Bogø bylov af 1. maj 1783 findes i Møns Herreds Skøde- og panteprotokol, 1782-1801. Den blev læst, dvs. tinglyst, på herredstinget den 19. maj 1783 og står i protokollen, fol. 15a-19b. Protokollen er scannet til ArkivalierOnline, hvor byloven begynder på opslag 19. En afskrift findes på Bogø Lokalhistoriske Forenings webside.

Landboreformerne

I sidste halvdel af 1700-tallet blev der i Danmark gennemført en række markante ændringer, der skulle gøre landbruget mere effektivt. Disse ændringer blev samlet kaldt for landboreformerne.

En af de nye ting var, at bønderne skulle flytte ud fra landsbyerne. Hidtil havde man boet samlet inde i landsbyerne.

Den enkelte bondes jord havde indtil da ligget spredt i området omkring landsbyen. Det betød, at mange havde langt til deres marker. Nogle havde endda jord flere steder. Det kunne derfor tage lang tid, når man skulle ud til markerne inde fra landsbyen.

UDSKIFTNINGEN

Nu besluttede man, at jorden skulle fordeles på en måde, så enhver fik én stor jordlod uden for landsbyen. I stedet for at bo inde i landsbyen skulle bønderne flytte ud på deres jord. Der, hvor krongodset var blevet solgt, var det i nogle tilfælde bønderne, der købte jorden – de blev selvejere. Sådan gik det på Bogø, hvor udskiftningen foregik omkring år 1800. Enkelte af gårdene kunne dog ved den nye fordeling af jorden blive liggende på deres gamle plads i landsbyen. Det gjaldt f.eks. Sparegård, Kræsinggård, Pihlgård, Falstergård og Kathøjgård.

Udskiftningen, som denne proces hed, gjorde landbruget mere effektivt. Men den betød, at bønderne ikke længere havde det trygge fællesskab i landsbyen. Nu boede de hver især på deres egne gårde, i nogle tilfælde langt uden for den oprindelige landsby.

Det var de stigende priser på landbrugsvarer i Vesteuropa efter 1750, der satte gang i overvejelser om reformer i dansk landbrug med henblik på at opnå produktionsforøgelser. Landbruget havde været igennem en hård afsætningskrise i 1730’erne, der havde medført forarmelse og en forværring af bondestandens vilkår med indførelse af stavnsbåndet i 1733. Oplysningstidens tanker om frie og lige vilkår for alle var samtidig begyndt at spire ude i Europa og bredte sig også til de oplyste kredse i Danmark.

Bondebrugets driftssystem var underlagt beslutninger på landsbystævnet, da hver bonde nok drev sin egen jord, men måtte følge landsbystævnets overordnede beslutninger om sædskifte og arbejdstilrettelæggelse. Landsbyfællesskabet havde tidligere været et rationelt og især sikkerhedsmæssigt betryggende system for bønderne, men det kunne vanskeligt klare befolkningstilvækstens pres på de fælles ressourcer. Fællesskabets svagheder viste sig først og fremmest i form af en træg beslutningsproces på landsbystævnet, når f.eks. driftsomlægninger var til behandling.

Regeringen opfordrede i 1755 til fri skriftlig debat om disse forhold og stillede endog gennem lancering af tidsskriftet Danmarks og Norges Økonomiske Magasin publiceringsmuligheder til rådighed. Frihed og ejendomsret til bønderne blev satsningen, som skulle sikre effektivitetsforøgelse i det danske landbrug, gennem de næste 50 års landbrugsreformer.

REFORMER AF LANDSBYFÆLLESSKABET

Formålet var at placere det fulde dyrkningsansvar hos den enkelte bonde gennem samling af hans jordtilliggende et enkelt eller et par steder, således at landsbyfællesskabet som en følge heraf blev ophævet. I praksis blev det gennemført ved opmåling og nyfordeling af jorden i en landsby, således at både den dyrkede jord, udmarksjord og overdrev blev inddraget. Den almindelige udskiftningsfigur var stjerneformet med landsbyen i centrum, dvs. en gård fik al sin jord samlet i et lagkagestykke fra gården inde i landsbyens centrum. Det blev i de store landsbyer ofte kombineret med udflytninger af enkelte gårde til jorder uden for lagkagestykket.

Arbejde og forbrug

Ved landboreformerne omkring år 1800 blev der dannet en social struktur i dansk landbrug, som holdt sig stort set uændret de næste 100 år. I modsætning til den gamle feudale ejendoms- og brugsstruktur, var den nye struktur orienteret mod de frie markedskræfter. Det vigtigste sociale skel gik mellem dem, der hyrede lønarbejdere, og dem som levede af lønarbejde. Til de første hørte gårdejerne. Til de sidste hørte husmænd, landarbejdere og landsbyerhverv.

Et stort udbud af arbejdskraft trykkede lønnen med det resultat, at husmænd og landarbejdere ikke fik del i gårdmændenes voksende velstand.

Fra omkring 1840 blev gårdmændene en selvbevidst magtfaktor i dansk politik, hvorimod husmændene forblev uorganiserede og uden indflydelse.

Forordninger regulerede, hvilke materialer de enkelte stænder måtte bruge i deres klædedragt, f.eks. hvem der havde ret til at bruge perler, silke og guldbroderi på tøjet. Bondestanden skulle gå i hjemmeproduceret tøj. Formålet var at undgå import af dyre varer og tilskynde til selvforsyning og indenlandsk produktion.

På Bogø sørgede folk endnu i begyndelsen af 1800-tallet sædvanligvis selv for at få tøj på kroppen. Råstofferne var uld og hør. I den næste periode, efter 1848, kom der i stigende grad fabriksfremstillede, importerede varer på hylderne, men endnu omkring 1850 var der dog ikke en eneste forretning på Bogø. Til gengæld var der 10 vævere til at forarbejde de lokale råstoffer.

Der blev brugt mange kræfter på at producere føde, og mange levede på sultegrænsen. Økonomien var hovedsagelig baseret på selvforsyning og naturalieøkonomi. Det vil sige, at man byttede sig til mad og ting ved at betale med de varer, man selv kunne undvære.

Den enkelte bonde producerede ikke ret meget mere, end hvad hans egen familie skulle bruge, og hvad der var brug for til varebytte. Et eksempel på varebytte på Bogø omkring 1800 har vi i en opgørelse fra købmand Ditlev Staal i Stubbekøbing.

Indirekte siger det noget om perioden 1660-1848, at produktiviteten i landbruget og de andre erhverv øgedes i løbet af 1800-tallet . Levestandarden blev forøget, også på Bogø. Det viste sig bl.a. ved opførelsen af Bogø Kostskole i 1893 og Navigationsskolens hovedbygning i 1884-85; byggerier, som førhen ville have været utænkelige på den lille ø. I det tidligere selvforsynende samfund skød der også hen mod slutningen af 1800-tallet forretninger og mejerier op.

Skanserne ved Sortsø Gab mellem Bogø og Falster

Under Svenskekrigene i 1600-tallet samt under Englandskrigene (1801-14) blev der anlagt flere skanser langs Grønsund - typisk parvis på hver af sundets sider, så man med kanoner kunne beherske farvandet. Skansen ved Vesterskov på vestsiden af Bogø blev anlagt under Karl-Gustavkrigene 1657-60. Sammen med Sortsø skanse på Falster-siden forsvarede den Grønsunds nordre sejlløb – det såkaldte Sortsø Gab.

Jordværkerne fra den fredede skanse ved Vesterskov står stadig på toppen af den ca. 5 m høje, vestvendte kystskrænt. Skansen består af 3,5 m høje jordvolde, som danner et omkring 30 x 30 m stort værn parallelt med kysten. Langs indersiden af vestvolden mod vandet findes en lav banke, hvor skansens kanoner var opstillet.

I starten af Englandskrigene (1801-14) blev skansen ved Vesterskov suppleret af en ny, næsten dobbelt så stor skanse 300 m længere mod syd. Skansen var beregnet til otte kanoner, som dog aldrig blev opstillet. Resterne af denne skanse blev overpløjet i 1960’erne.