Hans Christensen Thomsen

Hans Christensen Thomsen

f. 15/11-1831, d. 23/1-1894. Han underskrev i 1889 en mødeindkaldelse til Bogø Landboforening, så formentlig var han foreningens formand.

Søn af Chresten Kargaard Thomsen og Ane Dorthe Petersdatter, der havde 5 børn. De havde købt "Skovgaarden” i 1827.

Hans Thomsen var møllersvend og lidt til søs. Han blev d. 2. april 1848, med 8 dages varsel indkaldt til orlogs pga. urolighederne i Slesvig, samtidig blev andre Bogøfolk indkaldt.

Sammen med 3 andre bogøere, Rasmus Holm, Hans Jensen og Holm Degn, kom han ombord pa Linjeskibet "Christian VIII”.

Da kampene genoptoges 5. april 1849 blev Linjeskibet "Christian VIII” (84 K.), Fregatten "Gefion" (48 K.), sammen med Dampskibene "Hekla" og "Gejser" (hver 8 K.), beordret til en demonstration mod Eckernförde, hvor de sammen med et Kompagni soldater ombord pa 5 Jagter skulle foretage en form for skinangreb for at få fjenden til at trække tropper dertil, samtidig skulle de prøve at ødelægge byens strandbatterier.

Det blæste hårdt fra øst, pålandsvind, og ikke en af soldaterne var i stand til at stå på benene. Om morgenen d. 5. april var vinden stadig østlig og dermed ugunstig for angrebet, og skibscheferne var imod, men angrebet skulle udføres. Kl. 0850 var Linjeskibet for bov— og varpanker mellem byens 2 batterier på 10 kanoner i alt således, at det havde en bredside mod hvert, Fregatten ankrede med spring på kæden lige ud for Linjeskibet. Alt gik godt i begyndelsen, Nordbatteriet var bragt til tavshed under passagen, men vinden friskede, og Fregatten svajede mere vindret, så den fik langskibs beskydning og kun kunne bruge få kanoner. Dampskibet "Gejser" prøvede at svinge Fregatten, men trossen sprang. Et feltbatteri var kørt i stilling og beskød også Fregatten, der efterhånden havde lidt stor skade og manglede folk til fortsættelse af slaget, man gjorde et forsøg på at slæbe Fregatten ud, men begge Dampskibe havde fået skader, som gjorde dem meget uarbejdsdygtige, og de måtte søge bort.

Vinden blev ved med at friske, og kl. 1250 hejste Linjeskibet parlamentærflag og ønskede våbenstandsning, til skibene var vel ude af fjorden, ellers ville Eckernförde blive skudt i brand. Fjenden var dog ikke så godtroende som de danske i 1801, men svarede med afslag, og at beskydning af en åben by var en vandalisme, der faldt tilbage på angriberen. Fjenden trak tiden ud med afgivelsen af dette svar, da de i mellemtiden fik bragt batterierne i orden og glødet kugler. Skibene prøvede at varpe sig ud, men det var blæst op til kuling, og de nåede kun et par hundrede meter frem.

Kl. 1630 modtog man afslaget, og kl. 17 åbnede batterierne ild, glødende kugler og langskibsbeskydning gav hurtigt sin virkning. 1730 måtte Fregatten stryge flaget. Linjeskibet prøvede at krydse ud, men rejsningen led så meget skade, at skibet nægtede at vende og drev på grund, der udbrød ild flere steder på skibet og 1830 strøg man flaget og gik i gang med at bekæmpe ilden og smide krudtet overbord. Efter tysk ordre måtte man imidlertid ophøre med krudtets overbordkastning og gå fra borde. Kl. 2030 sprang "Christian VIII" derfor i luften, med ca. 100 mand ombord, mest af de sårede.

De danske tab var 231 døde, 80 sårede og 900 taget til fange, fjendens tab var 4 døde og 14 sårede. De 4 bogøere overlevede og blev som fanger bragt til en kirke i Holsten, hvor de under deres lange ophold dér byggede det mindste af de 3 skibe, der hænger i Bogø Kirke.

Hans Thomsen overtog Skovgaarden i 1863 og giftede sig med Karen Jørgensen, datter af gårdejer Henning Jørgensen i Vollerup. Han havde ved en lejlighed set Karen og havde sammen med sin nabo Henning Keis talt meget om denne pige, så det blev til at Hans og Henning tog til Møn pa frierfærd.

Hans var da 31 og 172 høj (meget høj i datiden) og meget kraftig, de blev vel modtaget, ærindet blev fremført. Døren ud til køkkenet blev åbnet, og Karen kunne kikke ind på sin bejler. Hans tog hjem med et ja. Historien beretter at Karen besvimede, da hun så den store Hans.

I 1861 var Christen Berg kommet til øen og Hans og ham var blevet gode venner. I december 1863 gik en orkan over egnen og ødelagde meget, ligesom den medførte mange skibsforlis og havarerede skibe. Berg var den førende i samarbejde med Bogø søfolk til at starte sømandsforeningen, hvis formål var at støtte sømandsenker og deres familie. Vennen Hans Thomsen var selvfølgelig medstifter.

Året efter måtte Hans afsted til krigen i 64 ombord på Korvetten (sejlskib) ”Najaden" (14 glatløbede K.) og på panserskonnerten (dampskib) ”Esbern Snare” (1 glatløbet og 2 riflede K., 100 HK, 1862), hvor han var med til at føre hærafdelinger fra Als til Fyn.

På den tid kunne man købe sig fri, ved at stille en anden i sit sted. Og Berg startede en indsamling, men de kunne ikke finde nogen til at tage Hans’ plads, Hans fik pengene og brugte dem til at bygge Skovgaarden op for, som den ser/så ud 110 år efter.

Sammen med Berg var han med til at stifte Bogø Sparekasse i 1875, hvor Hans blev den første formand (1875—83).

Mange sømænd fra Bogø satte livet til på turene til Island og Grønland, især når efterårsstormene satte ind, gik det galt. Fra en sådan ulykke vides om en skonnert med besætning af bogøere, der gik ud fra Island og løb ind i en storm. Den blev ført på klipperne, og skipperen og skibsdrengen druknede. 

Samtidig skete følgende i skipperens hjem: Hans var plovmand for skipperen, og om aftenen var der plovgilde. Da man havde spist til aften, gik husmoderen ind i stuen ved siden af, gav et skrig fra sig og faldt tilbage i stuen, mens hun trak døren til igen. I faldet fik Hans grebet hende. Inde i stuen havde hun set et syn, hvor manden lå i en ligkiste derinde. Da søfolkene senere kom hjem, kunne de sige, at manden druknede i samme øjeblik, som konen havde synet.

Da Christen Berg sad i fængsel i arresthuset på Blegdamsvej pa grund af 'Holstebrosagen', samtidig med at han havde sølvbryllup i 1886, blev der rundtom i landet holdt store fester til ære for sølvbrudeparret, og store gaver blev indsamlet. 

Flere deputationer var rejst ind til Berg, men kun to fik lov til at komme ind. De andre blev afvist. Samme skæbne fik også en deputation med en sølvkande fra beboerne på Bogø, men så gik den køkkenvejen og fik på den måde adgang til Birkedommerens kontor. I spidsen mødte den meget høje og kraftige gårdejer Hans Thomsen med vinkanden i et rødternet tørklæde. 

Dette kunne Birkedommer Schow, der selv var høj og havde vanskeligt ved at finde sin overmand, ikke stå for; når 'Kongen af Bogø' havde sådanne undersåtter, burde de have lov til at hilse på ham ved denne lejlighed. Deputationen bragte en hilsen fra de fattige på Bogø, som sølvbrudeparret havde bespist i dagens anledning.

Kilder:          

• Bogø 200 år.

• Bogø Sparekasse 1873 – 1. December - 1948. 

• Kargaard Svans skrifter.