Statistik bruges til at få overblik over et stort og uoverskueligt datamateriale. Det kan være en opgørelse over alle danskeres alder, køn, bolig- og jobsituation, indtægt, antal børn osv., som er indsamlet af Danmarks Statistik. Eller det kan være en politisk meningsmåling, hvor man har spurgt 1.000 personer om, hvilket parti de ville stemme på, hvis der var valg.
I eksemplerne er der tale om rigtigt mange oplysninger, og det er statistikkens opgave, at få alle disse oplysninger bearbejdet og beskrevet med illustrative diagrammer og enkelte tal, der på en god måde beskriver helheden. Denne del af statistikken kaldes for deskriptiv statistik. Ordet deskriptiv kommer af det latinske ord "descriptivus", som vi også kender fra engelsk "describe". Deskriptiv statistik betyder altså beskrivende statistik.