Man kan få SU kvartalet efter man er blevet 18 år, dvs. fra 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober.
Har man f.eks. fødselsdag den 18 april, kan man få SU fra den 1. juli.
Har man f.eks. fødselsdag den 1. juli, kan man få SU fra den 1. oktober.
SU udbetales den sidste hverdag måneden før. Dvs. at man hvis man kan få SU fra den 1. oktober, så står pengene på ens konto den 1. oktober. Selv om man afslutter sin uddannelse midt i en måned, får man SU for hele måneden.
Man kan få et SU-lån når man får SU. SU-lånet udbetales sammen med SU den sidste hverdag måneden før.
2021-satsen for SU-lånet var 3.234 kr. pr. måned. Du kan finde den aktuelle sats på linket: SU-lån.
SU-lånet forrentes med 4 % p.a. mens man studerer. Renten tilskrives den sidste hverdag i måneden, før næste måneds lån udbetales.
Man kan betragte et SU-lån på den måde, at SU-styrelsen hver måned indsætter et beløb på en konto (som du har adgang til). Efter første termin forrentes beløbet og det månedlige beløb indsættes igen. Sådan fortsætter det til og med den måned, hvor din uddannelse slutter. Det svarer præcist til den måde, hvorpå en annuitetsopsparing foregår.
Forskellen mellem en annuitetsopsparing og et SU-lån er, at SU-styrelsen skal have sine penge retur sammen med hele rentebeløbet. Du kan betragte dig selv som bank for SU-styrelsen, og derfor er det dig, der udbetaler renterne.
Her vises, hvordan et SU-lån udvikler sig måned for måned. Med symbolet Ln betegnes det samlede lånte beløb inklusiv renter den n'te måned. b angiver det beløb SU-styrelsen indbetaler hver måned. r angiver den månedlige rentefod.
Den første måned indbetales beløbet b.
L1 = b
Den anden måned forrentes det lånte beløb med rentefoden r, og der indbetales på ny beløbet b.
L2 = L1 · (1 + r) + b = b · (1 + r) + b
Den tredje måned forrentes det lånte beløb med rentefoden r, og der indbetales på ny beløbet b.
L3 = L2 · (1 + r) + b = (b · (1 + r) + b) · (1 + r) + b
Ved at gange (1 + r) ind i parentesen (b · (1 + r) + b) og reducere fås
L3 = b · (1 + r) · (1 + r) + b · (1 + r) + b
L3 = b · (1 + r)2 + b · (1 + r) + b
Ovenstående overvejelser er præcis de samme som ved annuitetsopsparing, dog har vi her benyttet L3 i stedet for K3 . Derfor kan vi uden bevis generalisere til følgende formel over det lånte beløb inklusiv renter efter n indbetalinger
Ln = b · ( (1 + r)n - 1) / r
Tilbagebetalingen af SU-lånet sker som et annuitetslån med en betalingsperiode, som opgøres efter tabellen i figur 5.9.1.
Man kan efter eget valg forkorte betalingsperioden ved at hæve sin ydelse, eller man kan trække betalingsperioden op til 2 år længere.
Som udgangspunkt betales der en ydelse hver anden måned, men det kan man også justere på.
Når uddannelsen er slut, skal man tilbagebetale lånet fra den 1. januar et år efter, man afsluttede uddannelsen. Afslutter man f.eks. stx i juni 2025, skal man tilbagebetale et evt. SU-lån fra den 1. januar 2027 (med mindre man har påbegyndt en anden uddannelse i mellemtiden).
Figur 5.9.1.
Rentefoden under tilbagebetalingen af SU-lånet bestemmes dels af Nationalbanken. Renten er lig med det man kalder "diskontoen" plus et tillæg eller minus et fradrag, som hvert år bestemmes på finansloven. Den nuværende diskonto kan findes på Nationalbankens hjemmeside.
Med en diskonto, der i skrivende stund er på 1,25% og et nuværende tillæg på 1,0%, er den månedlige rentefod på SU-lånet for tiden 2,25%. Figur 5.9.2 viser, at diskontoen i perioden 6. juli 2012 - 9. sep. 2022 lå historisk lavt på 0%.
Figur 5.9.2. Diskontoens udvikling siden 1990'erne.