Første gang, jeg var på Bogø, var i marts 1962. Der var vådt, klamt, koldt, mørkt og trist. Og så var det langt væk. Fire timers kørsel i en Fiat 600 fra Odense. Storebæltsfærge, gennem Slagelse, gennem Fuglebjerg, gennem Næstved, over Mern, uendelige Viemose, Møn og så endelig Bogø. Et udsted.

Mit ærinde var besøg på Bogø Kostskole. Det gjorde det ikke bedre. En mørk kolos med store træer omkring. Det var ikke bedre indenfor. Brunt og gråt, hvis der overhovedet var maling.

Utroligt at jeg lod mig ansætte.

Vi skulle have noget at bo i. Ikke noget problem, masser af tomme huse, men i en meget lav standard. Vi valgte Smedestræde 8. Det vil sige, at det gjorde vi ikke. Der var ikke gadenavne og derfor selvfølgelig heller ikke numre.

Ejeren havde etableret toilet. Det var der ikke alle vegne. Der var kakkelovne, og det var ganske almindeligt. Der var stor have med 50 frugttræer. Man kunne leve af haven, påstod udlejeren.

Nu var det sommer, og så var Bogø helt anderledes. Også anderledes end i dag.

Der var landligt. På den ene side en kornmark og bag haven lå øens grusgrav. Der var frit udsyn til Grønsund. Naboen var Bogøs jordemoder. Praktisk med et hul i hækken. Den gang fødte man hjemme. På den anden side boede Karl Karbid. Han var den sidste beboer i kommunens fattighus, så kommunen installerede ham i det gamle skomagerværksted. Karl Karbid reparerede cykler og gik med aviser.

Dagen startede med lyden af hestehove i Smedestræde. Næsten alle gårde havde køer, så om morgenen tidligt var der livlig trafik ned til mejeriet på hjørnet af Farøvej og Skåningevej. Senere kørte Ejvind Kold med sin hestevogn rundt og solgte mælk til alle husstandene.

Ved siden af mejeriet lå frysehuset. Her regerede Asta Jensen. Man købte en andel og kunne så aflevere sine pakker. Pænt pakket og med snor om. Senere kunne man så hente dem, selvfølgelig kun i åbningstiden, som var en time alle hverdage.

I Smedestræde boede øens to lastbilvognmænd. De havde tilsammen fem lastbiler, en enkelt af dem var kun indregistreret i roesæsonen. Det var også her landmændene fik deres grovvarer, gødning og foder. Det foregik i LMAF’s pakhus med Lange Aksel som uddeler. Den ene af øens to vognmænd med taxaer, eller som det hed: Lillebiler, boede også i Smedestræde. Han blev kaldt Dødskøreren, ingen kunne fortælle hvorfor.

Bogøerne behøvede ikke at tage til byen for at handle. To købmænd og brugsen klarede dagligvarerne og alle fornødenheder, søm, skruer, gummistøvler, kotøjr og maling. Alt blev ekspederet over disken, ingen selvbetjening. Overfor brugsen lå Tatol og Sylvias manufakturforretning. Herudover var der to bagere og en slagter samt to gartnere. Skulle man have noget lavet, så var der to smede, en tømrer, et par malere og et par skræddere. Biler blev repareret af Villy Kanon, som boede overfor forsamlingshuset.

Husmoderforeningen var aktiv. Mange møder, husk kop. Bogø Avis kom hver uge, et blad med to forsider. I forsamlingshuset var der danseskole, biograf, dilettant og mange baller. Og så var der grundlovskørsel.

Der var to færger, Ida og Gudrun. Endda kunne der på travle dage om sommeren være lange bilkøer.

Vel var her liv, men meget var gået i stå. Fodboldklubben var gået nedenom og hjem. Da vi ville starte forfra, blev vi mødt med krav fra Lolland-Falsters Fodbold Union om at betale den gamle gæld.

Bogø var en selvstændig kommune ledet af et sogneråd. Der var kommunekontor på Navigationsskolen. Her var også postkontor, og i nabobygningen havde vi telefoncentralen, manuelt betjent. Praktisk, man kunne altid få fat i folk. Centralen vidste, hvor de var henne.

Bogø skole var kun otte år gammel. En moderne og vel alt for stor bygning, men her var også bibliotek og badeanstalt. For mig, der kom fra byen, var det mærkeligt, at ingen døre var låst. Der var fri adgang døgnet rundt. Selvfølgelig var det naturligt et sted, hvor alle biler havde nøglen siddende.

At bosætte sig på Bogø var nemt. Man blev taget godt imod. Sådan er det også i dag. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at Bogø er en søfartsø.