Fortællinger

Ane Dorthea Jacobsen - et liv i skoven 1872-1917

Her først, hvad skovfogedens kone Ane Dorthea Jakobsen beretter fra sit lange liv ved skoven i årene 1872-1917. Da hun fortalte historien, var hun flyttet til Himmerige på Østerskovvej 15. De to sider er klikbare og kan åbnes for lettere læsning. Hun var født Ane Dorthea Andersen, 23. februar 1856 på Bogø, som datter af gårdmand Anders Hansen.

Ane Dorthea Jacobsens fortælling findes i "Den ældste generation i Lolland-Falsters stift", af Helene Strange, i Årsskrift / Lokalhistorisk Forening for Nordfalster, 2008, s. 67-74, illustreret. http://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=159010-lokalbibl%3A90685864

Ane Dortheas mand, skovfoged Ernst Mathias Jakobsen, født 10. marts 1847 på Bogø som søn af skovfoged Jakob Rasmussen. Møns Museum

9. juli 1931

Ane Dorthea og Ernst Mathias Jakobsen med to børn. Møns Museum.

Kjeld Ladefoged om barndommens skov på Bogø

Skovrider, dr.agro. Kjeld Ladefoged var født på Bogø. Ved sin 70-årsdag i 1983 skrev han en slags erindrings- og takkebrev, hvor han tog udgangspunkt i sit barndomstræ på Bogø, en knudret eg i skovbrynet ved forældrenes skovfogedhus.


Janni Riise om sin barndom på Bogø

Janni Riises artikel blev bragt første gang i Årsskrift 2011 fra Bogø Lokalhistoriske Forening.

Janni Riise Fra min barndom på Bogø.pdf

Ettie Andersen om sin barndom på Enggården i 1950'erne


Min barndom på Bogø Ettie Andersen 2012.pdf


Ejler Svan om de første spadestik til Bogø-dæmningen

Forstander H.B. Kragh om livet på Kostskolen i 1942

Fra Bogøsamfundet Aarsskrift 1942-43.

Christian Bille om ålestangning, ca. 1950-96

Når det gik rigtig livligt for sig med at stange ål på isen, kunne hver mand komme hjem med 50-60 stykker. Beretningen er taget fra Bogø Lokalhistoriske Forenings Årsskrift 2010.

Bille Ålestanger Bogø Lokalhistorisk Forening årsskrift 2010.pdf

Benny Knudsen: Bogø 1962 - oplevet af en tilflytter

Benny Knudsen var lærer ved Bogø Kostskole 1962-1970, viceforstander 1970-1988 og forstander 1988-2005.

Han skrev nedenstående erindringsbillede til Bogø Tidende i april 2019.

Fotografiet er fra engang i 1960'erne.

Første gang, jeg var på Bogø, var i marts 1962. Der var vådt, klamt, koldt, mørkt og trist. Og så var det langt væk. Fire timers kørsel i en Fiat 600 fra Odense. Storebæltsfærge, gennem Slagelse, gennem Fuglebjerg, gennem Næstved, over Mern, uendelige Viemose, Møn og så endelig Bogø. Et udsted.

Mit ærinde var besøg på Bogø Kostskole. Det gjorde det ikke bedre. En mørk kolos med store træer omkring. Det var ikke bedre indenfor. Brunt og gråt, hvis der overhovedet var maling.

Utroligt at jeg lod sig ansætte.

Vi skulle have noget at bo i. Ikke noget problem, masser af tomme huse, men i en meget lav standard. Vi valgte Smedestræde 8. Det vil sige, at det gjorde vi ikke. Der var ikke gadenavne og derfor selvfølgelig heller ikke numre.

Ejeren havde etableret toilet. Det var der ikke alle vegne. Der var kakkelovne, og det var ganske almindeligt. Der var stor have med 50 frugttræer. Man kunne leve af haven, påstod udlejeren.

Nu var det sommer, og så var Bogø helt anderledes. Også anderledes end i dag.

Der var landligt. På den ene side en kornmark og bag haven lå øens grusgrav. Der var frit udsyn til Grønsund. Naboen var Bogøs jordemoder. Praktisk med et hul i hækken. Den gang fødte man hjemme. På den anden side boede Karl Karbid. Han var den sidste beboer i kommunens fattighus, så kommunen installerede ham i det gamle skomagerværksted. Karl Karbid reparerede cykler og gik med aviser.

Dagen startede med lyden af hestehove i Smedestræde. Næsten alle gårde havde køer, så om morgenen tidligt var der livlig trafik ned til mejeriet på hjørnet af Farøvej og Skåningevej. Senere kørte Ejvind Kold med sin hestevogn rundt og solgte mælk til alle husstandene.

Ved siden af mejeriet lå frysehuset. Her regerede Asta Jensen. Man købte en andel og kunne så aflevere sine pakker. Pænt pakket og med snor om. Senere kunne man så hente dem, selvfølgelig kun i åbningstiden, som var en time alle hverdage.

I Smedestræde boede øens to lastbilvognmænd. De havde tilsammen fem lastbiler, en enkelt af dem var kun indregistreret i roesæsonen. Det var også her landmændene fik deres grovvarer, gødning og foder. Det foregik i LMAF’s pakhus med Lange Aksel som uddeler. Den ene af øens to vognmænd med taxaer, eller som det hed: Lillebiler, boede også i Smedestræde. Han blev kaldt Dødskøreren, ingen kunne fortælle hvorfor.

Bogøerne behøvede ikke at tage til byen for at handle. To købmænd og brugsen klarede dagligvarerne og alle fornødenheder, søm, skruer, gummistøvler, kotøjr og maling. Alt blev ekspederet over disken, ingen selvbetjening. Overfor brugsen lå Tatol og Sylvias manufakturforretning. Herudover var der to bagere og en slagter samt to gartnere. Skulle man have noget lavet, så var der to smede, en tømrer, et par malere og et par skræddere. Biler blev repareret af Villy Kanon, som boede overfor forsamlingshuset.

Husmoderforeningen var aktiv. Mange møder, husk kop. Bogø Avis kom hver uge, et blad med to forsider. I forsamlingshuset var der danseskole, biograf, dilettant og mange baller. Og så var der grundlovskørsel.

Der var to færger, Ida og Gudrun. Endda kunne der på travle dage om sommeren være lange bilkøer.

Vel var her liv, men meget var gået i stå. Fodboldklubben var gået nedenom og hjem. Da vi ville starte forfra, blev vi mødt med krav fra Lolland-Falsters Fodbold Union om at betale den gamle gæld.

Bogø var en selvstændig kommune ledet af et sogneråd. Der var kommunekontor på Navigationsskolen. Her var også postkontor, og i nabobygningen havde vi telefoncentralen, manuelt betjent. Praktisk, man kunne altid få fat i folk. Centralen vidste, hvor de var henne.

Bogø skole var kun otte år gammel. En moderne og vel alt for stor bygning, men her var også bibliotek og badeanstalt. For mig, der kom fra byen, var det mærkeligt, at ingen døre var låst. Der var fri adgang døgnet rundt. Selvfølgelig var det naturligt et sted, hvor alle biler havde nøglen siddende.

At bosætte sig på Bogø var nemt. Man blev taget godt imod. Sådan er det også i dag. Jeg tror, at det har noget at gøre med, at Bogø er en søfartsø.

Kirsten Hansen om sin barndom på Østmøn

Kirsten Hansen blev i 1952 gift med dykker Jensenius Hansen, Bogø.

Der kan rulles i dokumentet på skærmen, eller det kan downloades via det pilsymbol, som dukker frem, når man peger på dokumentet med musen (eller med fingeren på smartphone).

Kirsten Hansens barndomserindringer fra Østmøn.pdf