Monumenter

Indhold

  • Løskøbelsesstenen
  • Christen Bergs mindestøtte
  • Billede fra indvielsen af Bergs mindestøtte i 1897
  • Reportage fra indvielsen af Bergs mindestøtte i 1897
  • Befrielsesstenen - 5. maj

Den oprindelige sten fra 1919 med indskriften "Frem, Bondemand, frem!"

Den nuværende løskøbelsessten fra 1960 . Tegnene under inskriptionen er karmærker, også kaldet bomærker

Løskøbelsesstenen

I sommeren 1917 foreslog førstelærer Peder Lydik på et møde i Bogø Skov, at man skulle rejse en mindestøtte for de bønder, der i sin tid købte Bogø fri. Det fremgår af en notits i Lolland-Falsters Folketidende, 29. juni 1917. Lydiks forslag blev ført ud i livet.

Lolland-Falsters Folketidende skrev den 22. september 1919 om opsætningen af mindestenen i Bogø Østerskov: Den 20. september var det 150 år siden Bogø overgik til selveje. I den anledning var der samlet ind til et smukt mindesmærke, der rejstes på en åben plads i skoven omtrent ved indgangen. Stenen er i mandshøjde, af bornholmsk granit og bærer indskriften "Til Minde om Øens Løskøbelse. 20.9.1769. Frem, Bondemand, frem". Foroven er stenen forsynet med et relief, forestillende en gammel hjulplov. Lærer Lydik holdt talen ved afsløringen, og til den efterfølgende fest i Forsamlingshuset var der fuldt hus.

Avisen bragte siden hen, den 7. oktober 1932 en helsidesartikel "Et Efteraarsbesøg paa Bogø". Her blev stenen betegnet som en granitstøtte i Østerskov, og man havde nu et billede af stenen. Vi bringer det her, selvom det er utydeligt. Af billedteksten fremgik igen indskriften på stenen "Frem, Bondemand, frem!" Dette spor fra 1932 er det seneste, vi har af stenen. Denne sten er tydeligvis ikke den samme som den løskøbelsessten, der nu står i Østerskov, og indskriften på den nye sten "Rejst 1919" er derfor lidt misvisende. Den nuværende sten blev opstillet i 1960.

I referatet fra generalforsamlingen i Bogø Skov den 11. november 1959 findes den afgørende oplysning, nemlig, at mindestenen over øens løskøbelse var blevet væltet og slået itu, og at det blev drøftet, om man skulle opstille en ny.

Det enedes skovens bestyrelse efter drøftelse med sognerådet om at gøre, og skoven og kommunen slog halv skade om den nye sten med en vægt på 3 tons, som man fandt i strandkanten ved Østerskov. Stenhugger Philipsen fra Stubbekøbing sørgede for stenhuggerarbejdet, og regningen fra Philipsen kom til at lyde på 983 kr., små 13.000 kr. i dagens penge.

Lige før Grundlovsdag 1960 var den nye sten færdighugget og opstillet, sådan som skovejernes daværende formand, J.P. Hansen, Steffensminde, havde ønsket. I omtalen af grundlovsfesten, hvor taleren var politimester Vagn Bro, Køge, hed det: "De mange mødedeltagere fylkedes siden om skydeteltet og under skovens grønne grene; mange beundrede den nye sten til minde om øens løskøbelse ..." (L-F Folketidende, 7. juni 1960).

Sagen gav i det hele taget genlyd i lokalpressen. På forsiden af Lolland-Falsters Folketidende lød overskriften dagen efter skovens generalforsamling: "En ny mindesten søges rejst i Bogø Østerskov". Af aviserne fremgik det, at der var tale om groft hærværk. Der findes også en del stof om begivenhederne i Møns Tidende og Stubbekøbing Avis.

Christen Bergs mindestøtte

Christen Bergs mindestøtte blev afsløret ved en storstilet ceremoni foran Bogø Navigationsskole den 5. juni 1897. Fyns Venstreblad bragte den 20. maj 1897 denne notits om den forestående begivenhed.

I notitsen oplystes det, at mindestøttens sokkel var af bornholmsk granit og leveret af stenhugger Scheller, mens busten var modelleret af billedhugger R. Andersen. Man mente, at monumentet ville gøre et smukt og harmonisk indtryk.

Det hele var blevet arrangeret af arkitekt Emil Blichfeldt, København, som i 1884-85 havde tegnet navigationsskolens hovedbygning. Om Blichfeldt nævntes det, at han var manden bag Tivolis facade mod Vesterbrogade og Store Nordiske Telegrafselskabs hovedsæde på Kongens Nytorv.

Afsløringen af Bergs mindestøtte blev en vældig begivenhed med næsten 1.500 deltagere. Reportager fra højtideligheden var forsidestof i mange af landets aviser. Nedenfor bringer vi en af reportagerne, men først et billede fra begivenheden.

Indvielsen af Bergs mindestøtte i 1897

Fotograf Anton J. Rasmussen var heldigvis til stede den 5. juni 1897 ved den stort anlagte indvielseshøjtidelighed for Christen Bergs mindestøtte foran Bogø Navigationsskole. Han har fanget et øjeblik, hvor hattene løftes og hurraråbene gjalder. Til venstre for tribunen sidder nogle af hædersgæsterne på en løvsmykket ærestribune, og foran tribunen står taleren i færd med at udbringe leveråbene. Det er en varm sommerdag. Vinduerne står åbne både på dette billede og et andet i samme serie, hvor hele navigationsskolen er afbildet. Det får stå hen i det uvisse, om paraplyerne er til værn mod solen, eller om der lige har været en sommerbyge. Mia Gerdrup fandt for nogle år siden billedet på museet i Stege (Museum Sydøstdanmark).

Reportage fra indvielsen af Bergs mindestøtte i 1897

Forsideartikel fra Thisted Amts Tidende, 9. juni 1897


Bergs Mindestøtte paa Bogø

(Fra vor udsendte Korrespondent.)

Bogø, 6te Juni.

Hans Minde fast som Sten skal staa

saa længe Bøg paa Bogø grønnes.

Naar Bergs politiske Modstandere vilde sige noget rigtig haanligt om Berg, kaldte de ham som oftest “Kongen af Bogø”. Og nu er der det morsomme ved denne Udnævnelse, at Berg virkelig fortjente den. Ti ikke alene var han Bogøs første Mand, men han var som en Fader for denne smukke, lille Øs Befolkning, og Bogøerne lærte - uanset politisk Farve og Livsstilling - at holde af denne Mand, hvis Hjærte var saa varmt for dem alle, og som gjorde deres Fødeø den ene Tjeneste større end den anden. Da Berg døde, var der intet Steds i hele Landet saa dyb og inderlig en Sorg som paa Bogø. Og efter hans Død voksede der sig blandt Bogøerne et Ønske frem om at rejse et Mindesmærke for ham paa Øen. Dette Mindesmærke rejste Bogøerne ham i Gaar paa Grundlovsdagen.

Der var mødt en efter Forholdene mægtig Forsamling, godt og vel 1500 Mennesker. Naturligvis var hele Øens Befolkning kommen til Stede, men der var ogsaa mødt adskillige fra Falster og Sjælland.

Gaardejer, Sognefoged Hemming Aalborg bød den talrige Forsamling velkommen, hvorefter Hostrups “Helt tungt han efter sig Foden drog” blev sungen.

Derpaa holdt Førstelærer Petersen, Bogø, Hovedtalen. Hans Tale, der blev holdt med megen Varme, blev et smukt Udtryk for Bogøernes Følelser ved denne Lejlighed.


Lærer Petersens Tale for Bergs Minde.

Naar jeg i Dag forsøger på at udføre det højst ærefulde Hverv, der er mig betroet, at være Bogøernes Tolk ved Afsløringen af det Mindesmærke, vi i kærlig og taknemlig Erindring ønsker sat over vor afdøde Ven og Velgjører C. Berg, sker det med en Følelse af, at jeg ikke formaar at gjøre det saa fyldigt, som vi alle ønsker det, og som han, vor afdøde Ven, fortjener det. Det er i Dag Grundlovsdagen, men skjønt vi Bogøer godt kunde værdsætte Bergs politiske Arbejde, skal jeg dog ikke omtale dette ved denne Lejlighed. Det ligger som en aaben Bog for alt Folket, jeg kan ikke fremføre noget nyt. Dernæst føler jeg mig i Overensstemmelse med min afdøde, faderlige Ven, naar jeg ikke berører hans politiske Gjærning ved denne Lejlighed. I hans Øjne var Bogø et fredlyst Sted. Her ønskede han ikke politisk Strid. Endelig har vi Bogøere ikke særlig rejst Berg dette Minde for hans politiske Arbejdes Skyld, men væsentlig for hans kjærlige Gjerning her paa Øen.

Den første Tak, jeg udtaler, skal være for Livet i Bergs hjem. Den 24de Oktober 1861 tiltraadte han sin Plads som Førstelærer ved Kommuneskolen her. Jeg tiltraadte Pladsen som Andenlærer Ugedagen før. I Mellemtiden modtog jeg fra Berg et Brev med venlig Indbydelse til at besøge ham i Kolding og med kjærlige Ønsker om, at vi to maatte komme til at virke sammen til Velsignelse for Børnene paa Bogø. Fra det Øjeblik havde Berg erobret mig. Jeg - og senere min Hustru - fik saa i 5-6 Aar Hjem i Bergs Hus. Paa Grund af Bergs Rigsraads- og Rigsdagsvirksomhed var han hyppig langvarig borte fra Hjemmet. I saadanne Mellemtider var hans kjærlige og trofaste Hustru den, der bar Hjemmets Hygge frem. Men naar saa Berg kom hjem, hvor blev der da Glæde og Liv. Vi unge Lærere, der havde hele Ansvaret for den daglige Undervisning i vor store Skole, tog naturligvis tit fejl. Bergs skarpe, pædagogiske Blik opdagede snart dette. Og han rettede os, men paa en forunderlig kjærlig og vejledende Maade, saa man snarere steg end sank i sin Selvagtelse. Man syntes, man blev bedre, naar Berg kom hjem. Man blev saa tryg; naar han var til Stede, kunde der intet komme i Vejen. Hvor var Berg gjæstfri. Jeg er vis paa, at ikke en eneste Bogøer vil modsige mig, naar jeg her udtaler, at alle var velkomne hos ham. Meningsfæller, Modstandere, høje og lave, rige og fattige. Hans Gjæstfrihed var rummelig. Han glemte ingen. Paa Bogøernes Vegne udtaler jeg derfor herved en Tak for Livet i hans Hjem.

Berg var vore Børns Ven. Jeg har mangen Gang glædet mig over at se, hvordan han kunde samle dem, le, hvordan de med Glæden straalende ud af Øjnene hørte paa et Æventryr , som han fortalte, eller deltog i en Leg, som han ledede. Det skete i hans Hjem, i Skolen, under Tiden paa et Dampskib. Jeg har set ham sidde i en Sofa, holdende en lille Dreng i Hånden, nynnende som han saa tit plejede paa en Visestump. Han gjentog atter og atter: “Jeg har et Æble udi min Lomme, det gjemmer jeg til min bedste Ven”. Den lille, der ikke et Øjeblik tvivlede om, at den bedste Ven maatte være ham, udbrød pludselig, da det varede ham noget længe: - “Men kom saa med det da!” Denne lille Begivenhed har Berg mange Gange talt om. Det karakteriserer ham. Jeg har set ham staa udenfor en Kjøbmandsbod med en Flok Børn om sig, delende Bolscher ud i pundevis. Naa, men hans Kjærlighed til vore Børn var ikke en blødsøden Tantekjærlighed. Den gav sig Udslag paa Undervisningens Omraade. Alle Bogøere kjender jo, hvad vor Skoleudvikling skylder Berg. Han flyttede fra Øen i September 1877, men hans Interesse var lige usvækket. Sogneraadsformand var han fra 1ste Januar 1871 til Udgangen af 1877, altsaa Valgperioden ud, uanset hans Bortrejse. Endnu i Sommeren 1891 faa Maaneder før sin Død var han under en Bispevisitats her paa Øen en overordentlig interesseret Tilhører. Biskop Sthyr skrev i den Anledning efter Bergs Død en Artikel, der vidner lige saa smukt om Skolens øverste Tilsynsmands Elskværdighed og Tolerance over for en politisk Modstander som stærkt om Bergs Kjærlighed til vore Børn. Og den takker vi for her i Dag.

Berg var de smaas Ven. Der er andre smaa end Børn. Der er de fattige, de syge, de sørgende. Berg var deres Ven. Jeg har mange Gange, naar jeg mødte Berg ved Landgangen, naar han kom til Bogø, og han ikke havde Smaapenge, faaet Spørgsmaalet: - Har du en Tokrone? - Paa Vejen fra Lindebroen og op til Skolen kunde dette Spørgsmaal lyde 4-5-6 Gange. Han traf stadig nogle, han vilde hjælpe og glæde. Tilsidst blev det mig en Vane at være forberedt med Tokroner, naar jeg tog mod Berg ved Landgangen paa Bogø. Maa jeg her minde om, at Berg var en religiøs Mand. Det er kjendt, at Berg sagde til sin Hustru, da han fra sit Vindue i Frederiksgade saa Marmorkirkens Indskrift: Guds Naadegave er et evigt Liv: - “Er det dog ikke dejligt at have de Ord præntede for sine Øjne, naar man gaar i sit Arbejde?” Jeg har kun hørt faa, der saa inderligt som han har kunnet bekjende Troen i Kirke, Skole og Hjem. Han holdt ikke lange, religiøse Taler. Dersom jeg skal illustrere hans Religion med et Bibelbord, bliver det dette: - Dersom nogen ser sin Broder lide Nød … Han opfyldte praktisk Budet om Næstekjærlighed. Derfor havde han altid et kjærligt, trøstende Ord til Rede. Saa takker vi i Dag, fordi Berg var de smaas Ven.

Berg var Sømandens Ven. I 1863 begyndte han og jeg en beskeden Forskole. Nu staar den store Navigationsskole der, som for længst har holdt Jubilæum. Hvor talte han ved Jubilæet gribende og hjærtevarmt de smaas Sag til de unge Navigatører, de, der som Skibsførere i Fremtiden fik de smaa under sig. Ogsaa en Tak, fordi Berg var Sømandens Ven.

Berg var Bogøs og alle Bogøeres Ven. Han glædede sig over Øens Skjønhed, og hvad han har gjort for vor Ø, kjender vi alle. Der er Skolevæsnet for Børn og Sømænd, Telegrafstationen, vi fik, Fattigvæsen, Vejvæsen, Havnevæsen o.s.v. Vi Bogøere har ikke Raad til at miste Mindet om Berg. Vi vil frede om det, og naar jeg nu anmoder om, at Dækket tages bort fra Bergs Buste, sker det med den Udtalelse, at vi er glade og taknemlige for, at vor lille Ø var Bergs Hjemsted i en Aarrække. Dette Minde er reist over en af Danmarks gjæve Sønner. Velsignet og fredlyst være det. Bergs Minde leve!

Under Hurraraab faldt Dækket over Mindestenen. Paa en høj Stensokkel staar Bergs Buste. Billedhuggeren Rasmus Andersen siger sig selv, at da han modellerede Bergs Buste, tænkte han paa, at det var den Mand, som aldrig gik paa Akkord, og som aldrig skyede at sætte alt ind paa, hvad der for ham var Sandhed og Ret. Og Kunstneren har haft Held til at faa netop denne Opfattelse af Berg kraftigt frem. Det er en stærk og en uforfærdet Karakter, som lyser ud af viste kjendte Træk.

Paa Sokkelen staar:

Hans sjældne Evner, hans virksomme Aand

i Danmark sent vil gaa ad Glemme.

Hans Vennesind og hans aabne Haand

paa Bogø i Mindet vi gjemme.

Rejst 1897

Med Tak for Aarene 1861-1891.


Saa sang man følgende kjønne Sang af Navigationslærer S. Svendsen:


Hvor Havet slaar mod Klittens Fod,

med Læmpe snart og snart i Vrede,

hvor Agermarken grænser mod

den golde, brune, jyske Hede;

der stod hans Vugge, der han gik

alt som en liden Purk og fik

for Arbejds Værd et aabent Blik,

for haardt og strængt, men trofast Arbejd.


Hvor Øen fletter sig en Krans

af Bøgen og den blaa Kjærminde,

hvor fulde Kornaks gaar i Dans

for lette, lune Sommervinde,

der han sin Manddoms Gjerning fandt,

der han de unges Hjærter vandt

for alt, hvad der er ret og sandt -

for hver en god og ædel Stræben.


Hvor elsked han sit Fædreland,

dets Mark og Strand, dets Skov og Hede,

men mest den jævne, danske mand;

for ham han altid stod til Rede,

og satte sig en Ære i

med Raad og Daad at staa ham bi

og gjøre ham i Sandhed fri

i Borgerkaar, i Sind og Tale.


Nu staar hans Billed for os her,

mod Mark og Lund er vendt dets Øje,

de Skoler, som han havde kjær,

til Krans sig om hans Buste føje.

Og nu, I unge, agt derpaa,

og I, som gamle er og graa.

Hans Minde fast som Sten skal staa,

saa længe Bøg paa Bogø grønnes.


Hemming Aalborg overgav paa Komiteens Vegne Mindesmærket til Bogø Kommune.

Sogneraadsmedlem O. Mathiasen takkede paa Sogneraadets Vegne. Han var forvisset om, at dette stadig vilde holde Mindesmærket i Hævd og Ære for derved at yde om et end kun ringe Vederlag for det store Arbejde, Berg havde gjort for Bogø. Hertil sluttede sig Sogneraadsformand P. Mathiasen.

Sluttelig udtalte Overretssagfører E. Berg paa Familjens Vegne en Tak til Bogøerne.


[Overretssagfører E.] Bergs Tak,

der blev fremført med samme Varme og Styrke som Lærer Petersens Tale, lød omtrent saaledes: Paa Familjens Vegne maa det være mig tilladt at udtale vor dybtfølte Tak for den kjærlige og forstaaende Maade, hvorpaa Bogø al Tid har omfattet C. Bergs Gjerning, vor inderlige Glæde over at deltage i denne Mindefest, hvorved De giver Bogø dette smukke Mindesmærke i Eje, og vore bedste Ønsker for vort fælles, kjære Bogø.

Den lyse, foraarsfriske Bøg, der er karakteristisk for vor danske Natur, har givet Bogø sit Navn med Rette. Som en lille fredkjær Plet i vort smukke Smaalandshav ligger Bogø, smilende til de kommende, der vil besøge dens gjæstfri Jord, levende sit stille arbejdsomme Liv med lyst Sind og foraarsfrisk Tro paa de gode Magters Sejr og med trofast Haand og Hjærte overfor enhver, der vil bidrage dertil.

Det gik som en varm Understrøm gjennem Bergs gamle Vens Tale for hans Minde, at Berg følte sig hjemme paa Bogø, og for enhver, der kjendte Berg, maa det være saa selvfølgeligt, at Bogøernes hjærtelige, aabne, brave, fri, trofaste Maade at komme ham i Møde paa maatte tiltale hans Natur og straks tage hans unge Virkelyst fangen til Arbejdet for sine ny Venner.

Det er rigtigt, naar det i Dag er sagt, at Bogø al Tid var Bergs Hjærte nær, selv naar Gjerning andet Steds optog ham. Vi er derfor inderlig glade ved at være Vidner til, at Bergs Minde lever i frisk Erindring og har givet sig saa smukt et Udtryk som denne Fest. Vort Hjem, der har Bogø at takke for saa mange gode og lyse Minder, vil gjærne forene os med Bogøerne i det Ønske for vort Hjemland, Bogø, at det al Tid maa bevare sin lyse og frejdige Karakter, at det betydelige Oplysningsarbejde, der gjøres paa den lille Ø, maa bære god Frugt, og at Bogø maa udvikles og gaa fremad paa alle Omraader ved at drage Nytte af, hvad Tiden bringer af nyt og godt. Bogø leve!


Med Hostrups Sang: “Det som lysner over Vangen” … afsluttede denne Del af Festen. (Sluttes.)


Befrielsesstenen - 5. maj

Inskriptionen på mindestenen lyder:


5. Maj 1945

En Majmorgen skøn med Glædens Brus

lød Fredens Budskab i Danmarks Hus

Med dybfølt Tak i Sinde

vi rejste denne Sten til Minde


Rejst af Øens Beboere

1948

Bogø Grundlovsforening bekostede stenen. Arbejdet blev udført af Philipsens stenhuggeri i Stubbekøbing.