21-10-2015

I bogen ”Gud i klemme” går dr.theol. Carsten Breengaard i kødet på danske præster og teologer, som ifølge forfatteren har fjernet sig så meget fra den kristne tænkning, at der ikke mere er tale om kristendom. Læs indledningen i beskåret form her og giv din egen mening til kende

Første artikel i den kristne trosbekendelse (Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber, red.) er under beskydning, luften er fuld af røg. Man skyder på den Gud, man længe troede var Gud Fader, himlens og jordens skaber.

Det er vanskeligt at forklare, hvorfor angrebet på Gud som ’den Almægtige, himlens og jordens skaber’ udfolder sig så voldsomt netop nu.

Der kan måske peges på to ting.

Klik her for at deltage i debatten

For det første den radikale ateisme, der både internationalt og herhjemme fører sig voldsomt og aggressivt frem. Den har, hvad der på det tankemæssige plan virker besynderligt, især kastet sig over den kristne religion. Her har den moderne ateisme imidlertid ikke så meget bidraget med nye argumenter, den har mest hævet stemmen til det skingre.

Det har tydeligvis forskrækket en del kristne, teologer især; vi må gøre noget, har de tænkt. Det vil gøre kristendommen intellektuelt mere plausibel, hvis vi opgiver forestillingen om Gud som den almægtige, himlens og jordens skaber.

Læs også: Per Ramsdal: Yes! Jeg fik udstået min straf

Man kunne måske også pege på et bredere kulturelt fænomen: den moderne ego-dyrkelse. Det moderne menneske vil ikke have andre herrer end sig selv; det vil ikke skylde nogen noget. Det har tillid til selv at kende, hvad der er godt og ondt; det vil ikke have guddommelige belæringer, og da slet ikke befalinger.

Også her rækker mange teologer tidsånden hånden. Og da tidsånden yderligere kun kan finde mening gennem følelser, er teologiens dagsorden pludselig ændret totalt. Jesus bliver ført frem som den super-empatiske, der gør oprør mod den Gud, der påstås at være almægtig og god, men som i virkeligheden er en disharmonisk tyran eller – med tidens kompetencesprog – simpelthen inkompetent, når det gælder om at forstå mennesket.

Læs også: Hvorfor skal præster forkynde, at Jesus opstod fra de døde?

Gud forstår ikke, hvad mennesket, i hvert fald de kloge og følsomme, forstår. Gud tror, det kommer an på magt, men det ved vi jo, at det ikke gør. Det kommer an på empati. Derfor bort med første trosartikel.

Forsvar for en almægtig Gud

Nærværende lille bog er skrevet op imod disse positioner. Da dens dagsorden er ’kampen mod Gud’, kan den vel kaldes et kampskrift. Eller måske rettere et forsvarsskrift. Ikke for at forsvare Gud, det klarer han såmænd nok selv, men for at værne kristendommens røde tråd, som vil blive klippet over, hvis troen på Gud som den almægtige, himlens og jordens skaber opgives.

Læs også: Domprovst: Gud virker gennem andre religioner end kristendom

Dem, jeg her vil modsige, befinder sig ikke i videnskabens elfenbenstårne, vi møder dem i det offentlige rum. Vi kender dem fra pressen og fra prædikestolene. Og de er fulde af kampmod over for Gud den almægtige, himlens og jordens skaber.

Efter mere end ti år er luften stadig fuld af krudtrøg.

Thorkild Grosbøll – ud med Gud

Præsten Thorkild Grosbøll, der ubeskedent indskrev sig selv i den danske kirkehistorie med den påstand at være den første, som turde tage et opgør med første trosartikel, vil i virkeligheden helst lægge hele trosbekendelsen bag sig. Trosbekendelsen er jo bare en formel, der blev vedtaget på et bestemt tidspunkt i kirkens historie, og den slags tids-efterladenskaber burde for længst være blevet pensioneret.

Læs også: Grosbøll: Ramsdal må stå fast

Grosbøll vil et helt andet sted hen. Nemlig til Jesus selv. Men altså ikke til trosbekendelsens anden artikels minimalistiske pointering af fødsel og død; Grosbøll vil til selve Jesu levede liv. Det kan jo nemlig kun være menneskefjendtlig dogmatik, der tillader at springe livets indhold over.

Grosbøll vil have det ægte Jesus-liv, således som det fremstilles i evangelierne. Eller vel rettere: Han vil have selve den historiske Jesus. Slut med al den klamme tale om Gud. For Grosbøll skal Gud staves med lille g. Kristendommens eneste redning er at sætte mennesket Jesus i centrum. Grosbølls afvisning af trosbekendelsen er derfor konsekvent; han vil søge kristendommens kærne i det mellemrum mellem født og død, som trosbekendelsen ikke siger noget om.

Læs også: Søges: Præst med tro

Per Ramsdal – ingen opstandelse

Ganske som Thorkild Grosbøll brugte megen energi på at formidle, hvad han ikke troede på – skaberen som en himmelsk nisse med langt skæg – har den københavnske præst Per Ramsdal nu for hele folket forkyndt, at han ikke tror på Jesu opstandelse.

Læs også: ”Vi har trosfrihed i Danmark, og den gælder også for præster”

Han har altså ikke præsteret nogen tolkning af den tro på Jesu opstandelse, som faktisk er det ældste, der er bevidnet om Jesus. Han har blot afvist denne allerførste tro på Jesus med henvisning til moderne fysik. Men Ramsdal er først og fremmest et følsomt menneske, som derfor har sine gode grunde til ikke mere at tro på ’den almægtige Gud’. I sin Facebook-trosbekendelse tror han ikke på ”en Gud, som bestemmer, at lille Peter skal gå ud foran en bus og blive kørt ned. Eller at det unge par skal føde et dødfødt barn. Eller at en lille pige skal dø af kræft” – underforstået, at det netop er, hvad første trosartikel gør.

Men videre kom Per Ramsdals teologiske sandhedssøgen imidlertid ikke, fordi fast ansættelse med pension åbenbart var vigtigere end den sandhed, han ellers mente at have fundet. Vi kan derfor næppe få at vide, hvad Ramsdal anser for kristendommens kærne. Men da Grosbøll har tilkendegivet, at han betragter Per Ramsdal som anden akt af sit eget projekt, kan det nok formodes, at også han sætter sin lid til det ægte, historiske Jesus-liv.

Læs også: Per Ramsdal vækker igen hovedrysten blandt præster

Niels Grønkjær – Gud er inkompetent

Da Grosbøll-sagen var på sit højeste, gik en række teologer og præster på barrikaderne for at støtte ham. For en del var støtten motiveret i et ønske om at værne folkekirkens bredde.

Men der kom også støtte, som fokuserede på Grosbølls teologiske anliggende, angrebet på første trosartikel. Den mest markante blev formuleret af Niels Grønkjær, religionsfilosof ved det teologiske fakultet i Aarhus og senere valgmenighedspræst i den grundtvigianske højborg Vartov. Grønkjær har efterfølgende formuleret sin teologi i bogen Den nye Gud fra 2010. Grønkjærs støtte til opgøret med første trosartikel synes imidlertid ikke så meget at være begrundet i benovelse over moderne fysik, den har et andet udgangspunkt. Grønkjær afskyr magt. At kalde Gud ’almægtig’ er for Grønkjær en forargelse.

Niels Grønkjær er discipel af den italienske filosof Vattimo, der for nogle år siden udgav en bog, ’Jeg tror, at jeg tror’. Her formulerede han en light-light-udgave af kristendommen med Jesus som en mand, der møder verden i ’øjenhøjde’ med ’kærlighed’.

Niels Grønkjær. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Danmark

Vattimo præsenterer således en blød kulturkristendom, der skam ikke støder an. Det gør Gud, ’den Almægtige, himlens og jordens skaber’ derimod. Temmelig meget endda. Derfor sendte Vattimo ham bort og erstattede ham med en svag Gud. Det vil sige god, men ikke magtfuld. Og da slet ikke almægtig.

Niels Grønkjær følger Vattimos ide op i et meget bredt opgør med Gud. Grønkjærs udgangspunkt er, at Gud som skaber simpelthen er inkompetent. Han formulerede tidligt i Grosbøll-striden det markante synspunkt, at ’Gud ikke er ond, han er inkompetent’, og resten af Grønkjærs teologiske tænkning er bare en udfoldelse af dette. I Paradishistoriens konflikt mellem Gud og Adam og Eva tager Grønkjær klart parti for de sidste, fordi, som han har udtrykt det i en langfredagsprædiken: ”Gud havde et uacceptabelt fornærmelsesberedskab”.

Læs også: En overnaturlig Gud er en død Gud

Grønkjær har gennemskuet, at magtudøvelse i virkeligheden blot er et udslag af indre disharmoni. Det vidste Gud tydeligvis ikke endnu, og derfor får han over mange, mange sider en grundig belæring af Grønkjær. Om, hvor urimelig menneskets uddrivelse fra Paradis var, og om, at Gud hurtigt burde få gjort noget ved sagen, således at de adskilte parter kan sammenføres. Således at de sammen kan komme videre i denne verden, der er endog meget langt fra det, skabelsesberetningen citerer Gud for. Nemlig, at den er ’såre god’. Det er verden virkelig ikke, mener Grønkjær, der derfor finder det oplagt at give sin tilslutning til dem, der afviser trosbekendelsens første artikel.

Det har han for så vidt endnu en grund til. Han mener, at mange kristne og teologer, ja, desværre de fleste, opererer med et gudsbegreb, der fokuserer på Guds ’uforanderlighed’. At de har en abstrakt og småfilosofisk forestilling om en Gud, placeret i en eller anden overnaturlig sfære. Det er metafysik, siger Grønkjær, og det er for Grønkjær det værste, kristendom kan havne i.

Læs også: Gud under ombygning

Grønkjær mener, at de for tiden temmelig aggressive ateister har alt for let spil, så længe kristne og teologer hænger fast i en sådan forestilling om Gud. For Grønkjær gælder det om at vise, at det, ateisterne beskylder kristendommen for, slet intet har med ægte kristendom at gøre, men kun repræsenterer kristelig uvidenhed og doven fastholdelse af oldgamle støvede forestillinger. Det var for at trække Gud fri af støvet, at Grønkjær kaldte sin bog Den nye Gud.

For Grønkjær er Gud nemlig hverken, som skabelsesberetningen fortæller, eller som konservative kristne eller som ateister tror. Han er helt anderledes. Eller rettere, han er blevet helt anderledes, efter at han langsomt er blevet klogere, ikke mindst klogere på sig selv. For Grønkjær er Gud ikke uforanderlig, men hele tiden i bevægelse for gennem erfaring at blive klogere. Grønkjærs ’nye Gud’ har virkelig lært at honorere kravet om omstillingsparathed.

Lars Sandbeck – Jesus som rollemodel for det moderne menneske

I 2013 udgav en anden religionsfilosof, Lars Sandbeck, en bog med en påfaldende titel. ’De gudsforladtes Gud’ hedder den. Sandbeck har et langt stykke fælles dagsorden med Niels Grønkjær. Ligesom Grønkjær forestiller han sig, at et opgør med det metafysiske gudsbegreb vil gøre indtryk på den aktuelt aggressive ateisme. Og ligesom Grønkjær har Lars Sandbeck ikke megen respekt for historisk og litterær tilgang til de bibelske skrifter, hvilket også her får vidtrækkende konsekvenser for læsningen af Ny Testamente.

Sandbecks udgangspunkt er det religiøst ’rådvilde’ menneske, og hans projekt er at etablere en forbindelse mellem det ’rådvilde’ menneske og Gud. Og med Gud mener han tydeligvis ikke ‘Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber’: ”Efter Auschwitz kan vi” – lyder hans ouverture – ”ikke længere tale om Guds almagt”.

Den, modernitetens religiøst ’rådvilde’ skal forbindes med, er derfor Jesus. Og forbindelsen etableres ved at kalde de ’rådvilde’ for ’gudsforladte’ og derfra trække en linje til den korsfæstede Jesus: ”Jeg bruger kategorierne ’de gudsforladte’ og ’de korsfæstede’ stort set synonymt som en betegnelse for den store gruppe af moderne, kristne mennesker, som må leve med en grundlæggende splittelse eller ambivalens”, siger han.

Læs også: Ateisten på korset

Man kunne hertil måske indvende, at jævnføringen mellem religiøs ’rådvildhed’ og ’korsfæstelse’ kunne tyde på, at Sandbeck ikke rigtigt ved, hvad korsfæstelse sådan rent fysisk eller bogstaveligt er. Han synes som religionsfilosof først og fremmest optaget af intellektualitet og ord. Og det, der for ham legitimerer jævnføringen mellem intellektuel ’rådvildhed’ og ’korsfæstelse’, bliver så Jesu korsord ’Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?’ (Matt. 27,46).

I disse ord etablerer Jesus sig, efter Sandbecks opfattelse, som en slags rollemodel for det moderne menneske, der føler sig gudsforladt. For Sandbeck kan denne rolleudøvelse dermed blive indgangen til frelse for det moderne menneske. Ved at se sin rådvildhed og gudsforladthed foregrebet af den korsfæstede Jesus bliver denne mentale tilstand ikke bare normaliseret, men kvalificeret som et tilsagn om guddommelig solidaritet, mener Sandbeck.

I paulinsk kristendomsforståelse er det, man kalder retfærdiggørelse af tro, hovedsagen, idet Guds tilgivelse af det syndige menneske kræver menneskets tro på og tillid til, at det virkelig er sandt. Hos Sandbeck bliver parallellen mellem ’rådvildhed’ (forstået som ’gudløshed’) og Jesu korsord afsæt for en forestilling om retfærdiggørelse af gudløse, det vil sige vantro. Også her er konsekvensen for trosbekendelsens første artikel tydelig. For hvad skal man overhovedet med en trosbekendelse, når det er de ’vantro’, der retfærdiggøres?

Læs også: Gud er måske kun lidt død

Carsten Breengaard – ingen kristendom uden Guds almagt

De nævnte aktuelle teologiske positioner vil alle udfordre Den apostolske Trosbekendelse; primært første artikel, den om Gud som himlens og jordens skaber. Det er denne bogs anliggende at vise, at første trosartikel imidlertid ikke er et appendiks, en blindtarm, der blot kan fjernes uden skadevirkninger. I den kristne tradition er forestillingen om Gud som skaber ikke en selvstændig position, men altovervejende bundet til to andre forestillinger, nemlig syndefald og forsoning.

Læs også: Striden om Gud får næring i ny bog

Fra de allerførste formuleringer af den kristne tro har sammenhængen mellem disse tre forestillinger ganske vist været i centrum. Den kristne tro på Jesus som åbenbarer af Gud og som frelser og forsoner gav for de første kristne ingen mening uden i sammenhæng med troen på Gud som fader og skaber.

Netop som sådan udtrykker Gud livets mening, og da forsoning betyder genoprettelse af et personforhold, må der mellem skabelse og forsoning være sket et brud mellem Gud og mennesker. Guds forhold til mennesket, således som det forstås i kristendommen, har dette trefoldige forløb. Og det er denne bogs hensigt at vise, at ingen dele af denne treenighed i Guds historiske funktion kan opgives, uden at de to andre dele skifter mening, ja, forvandles til noget kristendommen totalt fremmed.

Klik på kommentarfeltet nedenfor og deltag i

• 19995