Deres Majestæt!
Kære biskop Henrik Stubkjær
Kære Statsminister Helle Thorning Schmidt
Kære Kirkeminister Marianne Jelved
Kære Kulturminister Marianne Jelved
Kære Social- og Integrationsminister Manu Sareen
”Daniela, lad dig indlægge og søg hjælp, for det er helt galt. Kh. Peter”.
Sådan skriver man til hinanden i kirken. Den sætning kommer fra en, som vi ikke har haft noget med at gøre i forbindelse med de ting vi har skrevet, i forbindelse med de store frustrationer vi har haft med et menneske, som bruger tavshed som våben, og som taler bag vores ryg. Men det er en, som Daniela har kendt i 25 år, og jeg i 15 år. Endnu en gang må vi så ræsonnere, at nogen har talt bag vores ryg og været tavs om det.
Når kulturen i kirken er rå tale, fortielse, ansvarsfralæggelse, modstand mod forandring, så er det det, vi oplærer børn og unge til, nu og fremadrettet i generationer.
Teleselskabet Call-me startede for nogle år siden kampagnen ”Tal ordentligt”, som har fået god vind i sejlene (hvorfor står kirken ikke bag sådan et initiativ eller lignende kampagner?) Der er krav om gennemsigtighed i ledelse. Den kultur bærer kirken desværre ikke med sig ind i nutiden og fremtiden. Kirken vælger at lægge vægt på traditioner, som ikke er fællesskabsdannende.
”Det har ikke noget med mig at gøre, at du og Jonas har en uoverensstemmelse”. Det er mærkeligt, hvordan ting omkring Jonas Serner-Pedersen volder splid, og det er mærkeligt, hvordan folk fra starten har undveget at hjælpe Jonas og os med at få løst den knude. Endnu en gang bruger vi Jonas Serner-Pedersen som udgangspunkt, fordi det er her vi har et uløst problem. Men det angår jo hele kirken, og er hele kirkens problem. Og den måde han forholder sig til tingene er symptomatisk for hvordan kirken forholder sig – ja for, hvordan vi alle forholder os til hinanden. Jeg, dig, os.
Hvis der er noget sygt i kirkens kultur, hjælper det ikke at indlægge Daniela. Man får ikke uløste opgaver løst ansvarligt ved at indlægge dem, der beder om hjælp eller prikker til bylden. Det gør Putin, men det hjælper ikke på problemerne i Rusland.
Det løser ikke problemerne for Jonas Serner-Pedersen at ønske, at Daniela bliver indlagt.
Vi vil bede dig, kulturminister Marianne Jelved at udøve tilsyn med kirkens kultur, den accepterede adfærd at true med indlæggelse, at undlade at reagere og give hjælp blandt biskopper, provster og præster.
Den kultur bringer de ind over børn og unge, som de bliver betroet i oplæring til dåb og konfirmation til latterliggørelse af biskopper i Finlands uniform i det offentlige kirkeblad, uden at det har konsekvenser, at menigheden i Hjerm skal læse det i hele januar og februar.
Kirken er en kulturbærende institution i samfundet, hvor præster er forkyndende, men også yder undervisning, vejledning og sjælesorg, og det får de deres løn for.
Vi lever højt på vores idealer om kærlighed og tilgivelse. Kirken skulle gerne være med til at skabe en positiv kultur, en kultur, hvor individet og fællesskabet sættes højt. Men hvordan står det i virkeligheden til?
Kunne det være, at kirken er blevet kulturbærende på områder, hvor vi dyrker det, der ligger os mest naturligt? Der hvor det er selviskheden, der råder. Der hvor mænd dominerer og undertrykker kvinder. Der hvor dømmesyge og sladder råder. Der hvor man er én person foran andre mennesker og en anden person uden for de menneskers påhør.
Hvad er det, vi giver videre til vores børn og deres børn? Er det en sans for fællesskab, at vi alle er ét, hvor man kappes om at gøre godt mod hinanden, eller er det noget andet?
Der var en udsendelsesrække på DR, der handlede om mænd, der undertrykker og siger til kvinder at de skal tie stille. Samfundet har til alle tider været mandsdomineret og kvinder er blevet undertrykt, er blevet talt råt og koldt til, og har fået frataget deres stemme. Den kultur kunne kirken være med til at flytte på. Men gør den det?
En præst rådfører folk sig med i ægteskabsproblemer og konflikter. Det er ikke præstens opgave at oplære til konfliktoptrapning – sørg for at få hende indlagt, så slipper du af med dine problemer mand. Sognepræst Jonas Serner-Pedersen løser problemer ved at løbe fra dem, viser grov uvillighed mod at samarbejde og være løsningsorienteret i sit lederskab. Det vil vi ikke have at han på nogen mulig måde er med til at præge børn og unge i. På vores søns skole, hvor de ønsker at fremme gode, sunde samfundsborgere, underviser de i helt andre sunde måder at oplære børn og unge, lærer dem empati, at kunne samarbejde, at se og mærke hinanden helt fra børnehaveklasseniveau.
Så skulle de nødig, når konfirmationsundervisningen kommer, hvor de for alvor møder kirkens værdier, opleve at få hele det sunde grundlag pillet fra hinanden herfra og videre ind i voksenlivet. Vi forældre elsker vores børn, vil dem det bedste. Sådan er forældre, har vi tillid til. Derfor skal vi også kunne betro dem til præster i måneder af deres unge liv, som vil vort samfund, vore børn og nationen det godt. Det handler jo ikke kun om den dag de skal konfirmeres, men om et helt voksenliv.
Jonas Serner-Pedersen sagde til mig, Lars. ”Vi skal beskytte kirken. Nye kristne vil ikke komme der, hvis de ved, hvad der foregår”. Skal vi beskytte kirken og vedligeholde kirkens værdier, som bliver levet ud i praksis på bekostning af relationer, på bekostning af vor fælles nations modsatte sunde værdier og politiske tiltag. Vi ønsker for vore unge, at de aktivt deltager i politik som aktive samfundsborgere, ikke nøjes med at være kirkekristne borgere.
Med venlig hilsen Lars Skov Krøgholt.
ᐧ