Embedded Files
Deres Majestæt!
Statsminister Helle Thorning Schmidt
Kirke- og kulturminister Marianne Jelved
Økonomiminister Morten Østergaard
Skatteminister Benny Engelbrecht
Finansminister Bjarne Corydon
Danske Spil går ind i bispevalgkamp. Staten ejer 80% af aktierne i Danske Spil.
I Kristeligt Dagblad er der en artikel om Danske Spil, som er ejet af staten har lanceret et for os usmageligt væddemål, hvor man kan vædde (oddse) om, hvem der vinder valget til biskop i Aarhus Stift.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/danske-spil-gaar-ind-i-bispevalgkamp.
”Siden tirsdag eftermiddag i denne uge har man kunnet sætte penge på, om Jens Maibom Pedersen, teolog og forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus, eller domprovst ved Sankt Knuds Kirke i Odense, Henrik Wigh-Poulsen, bliver den næste biskop i Aarhus. (…) Produktmanager for Oddset i Danske Spil, Frederik Skov, må ifølge tjenestens regler ikke fortælle, hvor mange der har spillet og for hvor mange penge, men han vil gerne sige, at tjenesten har modtaget flest indskud på Jens Maibom Pedersen.” og ”Danske Spil har stillet de to kandidater lige ved at give dem begge odds 1,85, så man vil få sin indsats igen 1,85 gange.”
Diakonía er græsk og betyder at tjene. Jesu biologiske halvbror Jakob skriver i Jakobs brev kapitel 1, vers 27: ”En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.” Under dette vers er der en henvisning til Jesu ord i hans ypperstepræstelige bøn I Johannesevangeliet kap. 17 v. 15-21: ”15. Jeg (Jesus) beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. 16. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden. 17. Hellige dem ved sandheden, dit ord er sandhed. 18. Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden. 19. Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være hellige ved sandheden. 20. Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, 21. at de alle må være et i os, så verden må tro, at du har sendt mig.
Kirkens Herre, Jesus Kristus er fuld af kærlighed til mennesker og til sin og vor Far, Gud. Ægte tilbedelse af Gud og ægte kærlighed til Gud, der fortæller Jesu biologiske halvbror Jakob, som kendte Jesus rigtig godt, er at tage sig af fattige og svage og dem, som ikke er regnet af andre.
De to bispekandidater, som man kan oddse/ vædde på er Jens Maibom og Henrik Wigh-Poulsen.
Jens Maibom er leder for diakonuddannelsen. Danielas voksne søn Kenneth går på Diakonhøjskolen i Aarhus.
Josva, vores søn og Kenneths lillebrors tipoldefar er forfatteren og salmedigteren Jakob Knudsen, og det betyder meget for ham.
Henrik Wigh-Poulsen er ph.d. fra 2000 på en afhandling om Jakob Knudsen. Han har skrevet en bog om Jakob Knudsen, ”Vær mig nær”. I indledningen er min far, pastor emeritus Jakob Krøgholt nævnt: ”I forbindelse med udarbejdelse og udgivelsen af min ph.d.-afhandling om Jakob Knudsens forfatterskab, fik jeg af Jakob Krøgholt, Jakob Knudsens barnebarn, stillet en brevsamling til rådighed.” I afsnittet ”Vær mig nær”, skriver Henrik Wigh-Poulsen om Jakob Knudsens Gudstro.
Teksten kan findes her: http://goo.gl/GZ7nbN
Den 16. august 2009 holdt biskop i Aalborg Søren Lodborg Hvass en prædiken i Morild Kirke i Vendsyssel i anledning af genindvielsen, og han udgiver den dagen efter på Aalborg Stifts hjemmeside:
Er folkekirken en røverkule?
Søndag den 16. august varetog jeg gudstjenesten i Morild Kirke i Vendsyssel i anledning af kirkens 100 års jubilæum og genåbning efter en omfattende istandsættelse. Kirken var fyldt til bristepunktet.
Dagens tekst var Lukas 19,41-48, der fortæller om Jesu gråd over Jerusalem, forudsigelsen af byens ødelæggelse, uddrivelsen af kræmmerne fra templet og til sidst om folkets ledere, som stræbte Jesus efter livet.
Prædikenens afsluttende del spejlede den forløbne uges begivenheder: Ligesom det gjaldt om templet i Jerusalem, gælder det også om kirkens hus: “Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule.”
Har de ord aktualitet for os?
Mon ikke mange nu tænker på begivenhederne i og omkring Brorsons Kirke i København? Jeg tror, alle er dybt berørt af de scener, som udspillede sig natten til torsdag, da politiet måtte gå ind i kirken og hente afviste asylsøgere, fordi de ikke vil eller tør efterkomme det afslag på asyl, de har fået af de danske myndigheder,
Jeg forstår det følelsesmæssige pres, men man kan ikke gøre de afviste asylsøgeres sag til kirkens sag. En gruppe kan ikke tage ophold i en kirke med det formål at ville gennemtvinge en ændring i en afgørelse, der er truffet af en lovformelig dansk myndighed. Kirkens rum er ikke unddraget almindelig retshåndhævelse.
Hvis man er uenig med regeringens og folketingsflertallets politik i forhold til asylsøgere, må man gå ud i den offentlige debat og gøre sine synspunkter gældende og her tale de afviste asylsøgeres sag.
I en evangelisk-luthersk kirke skelner vi mellem det verdslige og det åndelige regimente. Hvert regimente har sit mandat fra Gud og er ansvarlig overfor Gud. I samfundet råder loven, som vi alle er stillet lige overfor. I kirken råder evangeliet, som sætter os i frihed til at leve vort menneskeliv i ansvarlighed under Guds nåde, som omslutter alle, uanset politiske holdninger i døgnets strid.
Det betyder, at hvis en gruppe og dens sympatisører vil bruge kirken til at gennemtvinge egne formål, så har man gjort kirken til en røverkule. Hvis vi ikke skelner mellem det verdslige og det åndelige regimente, så bliver vi i sidste instans prisgivet et følelsessvulmende sværmeri, retslig vilkårlighed, indbyrdes had og alles kamp mod alle. I stedet for orden følger kaos.
Der er allerede ansatser hertil. Et vidnesbyrd herom er en udtalelse, som en fremtrædende teolog har givet til Kristeligt Dagblad, 15/8-09: “Da jeg torsdag morgen hørte, at man var gået ind i kirken og op til alteret for at tage flygtningene og smide dem ud, var det første, jeg tænkte på Krystalnatten, hvor man tog jødiske mænd og drenge til fange.” – Her sammenlignes den danske samfundsmagt med nazisternes udryddelse af jøderne!
Det er nødvendigt at sige fra: Vi lever ikke i et retsløst, forbryderisk samfund. Vi lever i et demokratisk retssamfund – ikke et fuldkomment og fejlfrit samfund – men et samfund, hvor enhver har frihed til at tilkendegive sig, og hvor vi har frihed til at være kirke. Der er derfor også frihed til fra kirkeligt hold at sige samfundsmagten imod og til at kritisere den, hvis den svigter sit mandat. Men kirken råder ikke over magtmidler og skal ikke råde over magtmidler til at gennemtvinge noget. Det betyder, at heller ikke kirkens rum kan gøres til et magtmiddel til at gennemtvinge en anden afgørelse i en asylsag, som er afgjort af en lovlig instans i det danske samfund. Det er misbrug af kirkens rum. Og det gør kirken til kastebold i en betændt politisk strid.
Spørger nogen, hvad Jesus mon ville sige i den aktuelle situation, så vil jeg afstå fra et forsøg på at gøre Jesus til part i sagen. Men jeg tror, han ville græde over den danske folkekirkes rådvildhed og ødelæggende, indbyrdes strid i denne sag. Og jeg tror, at vi både i samfundet og i kirken skal ind i en dybtgående besindelse på, hvad der tjener til vor fred. Noget tyder på, at vi ikke ved det.
Per Ramsdal er den præst, som dengang var præst i Brorsons Kirke.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/brorson-pr%C3%A6stens-politiske-v%C3%A6kkelse
Brorson-præstens politiske vækkelse
Dansk flygtningepolitik Præsterne bliver fra politisk side igen og igen beskyldt for at blande religion og politik. Ungdomspræst i Brorsons Kirke Per Ramsdal har valgt side, og i nat markerede han etårsdagen for politiets rydning af kirken med en mindegudstjeneste
Det var en dag på Danske Kirkedage i Odense i 1992, at en lille, tæt person bogstaveligt talt stressede rundt i sommerheden med en klods af en mobiltelefon og sved på panden for at holde styr på programmets tophistorier og formidle det til en mere og mere utålmodig presse, der følte sig underinformeret. Det var Per Ramsdal i sin første større offentlige opgave i rollen som kirkedagenes sekretær og tovholder, og det var tydeligvis en ordentlig logistisk mundfuld. Det vender vi tilbage til.
Dengang optrådte han i periferien af den danske offentlighed, men siden er han rykket ind i centrum af den hedeste og mest sprængfarlige debat, vi kender i disse år, ved at give kirkeasyl til udvisningstruede irakere. I nat havde Per Ramsdal så valgt at markere årsdagen for politiets rydning af kirken med et flere timer langt mindearrangement med gudstjeneste, hvor han fik selskab af blandt andet den folkekære digter Benny Andersen.
Den 52-årige shippinguddannede Per Ramsdal er født i Hvide Sande på Holmsland Klit og er netop udnævnt som årets københavner i 2010. Han har sin baggrund i FDF som lærer på Silkeborg Højskole og bysekretær i København, inden han i 1998 blev ungdomspræst i Brorsons Kirke på Nørrebro.
De anderledes ungdomsgudstjenester med de unges egen musik, som han sammen med menighedsråd og stribevis af frivillige har opfundet, har skabt berettiget opmærksomhed. Men det er vand i forhold til den mediestorm, der rejste sig, da han lukkede 25 irakere, som efterhånden blev til 70, ind i Brorsons Kirke en majdag sidste år. Og hvorfra de atter blev fjernet ved en dramatisk politiaktion tre måneder senere.
I nat holdt Per Ramsdal så mindegudstjeneste for rydningen, blandt andet med følgende ord: "Politiaktionen blev et resultat af en politisk beslutning, der overskygger ethvert hensyn til moral og medmenneskelighed." Under kirkeasylet forsvarede den konservative folketingspolitiker Charlotte Dyremose præsten Per Ramsdal, men da hun så ordlyden sammen med en invitation til gudstjenesten, så var det slut:
"Der er altså tale om et klart politisk budskab. Og det er Ramsdals helt klare hensigt at misbruge gudstjenesten til fra prædikestolen at sprede dette hans personlige politiske budskab. Jeg vil til enhver tid forsvare præsters ret til politiske tilkendegivelser - præster er også medborgere i vores demokrati og må naturligvis altid ytre sig som sådanne. Men det er ikke og bliver aldrig i orden, når de gør det fra prædikestolen og således tager både kirke og embede til indtægt for deres politiske holdninger," skriver Charlotte Dyremose på sin blog på kristeligt-dagblad.dk.
Per Ramsdal er tumlingen, der altid har rejst sig, hvad enten det er en bredside fra landets integrations- og kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech V), eller et formiddagsblad, der anklager ham for at opfordre til ulovlig virksomhed med at skjule flygtninge. Han er utrættelig i sin flygtningesag, selvom han mere eller mindre uforvarende er blevet inddraget.
På et eller andet tidspunkt i løbet af iraker-sagen, gik der en politisk prås op for Per Ramsdal. I en kronikkonkurrence i Kristeligt Dagblad om Sit livs øjeblik skrev han i august 2009, kort før kirken blev ryddet, om en samtale med en af flygtningene:
"Mødet med Sharlaw fortæller mig, at det var det rigtige, vi gjorde i menighedsrådet, da vi sagde ja til, at irakerne måtte opholde sig i kirken. Det var det eneste, vi kunne gøre, hvis vi skulle være tro mod det evangelium, som vi prædiker i kirken."
I et interview i Kristeligt Dagblad, efter tre ugers tvungen ferie, skærpede han tonen:
"Jeg fortryder ikke noget. Men skulle jeg gøre det her om, ville jeg meget tidligere i forløbet have talt irakernes sag over for politikerne. Den modstand, jeg har mødt fra politikere og præster, styrker bare min fornemmelse af, at jeg har gjort det rigtige – nemlig at forsøge at omsætte evangeliet i handling ved at skabe opmærksomhed omkring irakernes uretfærdige situation," siger Per Ramsdal, som samtidig erkender, at han frem til rydningen af kirken var bange for at blande sig i politik.
Per Ramsdal fik den blå blok på nakken, men samtidig også talrige sympatitilkendegivelser fra andre præster og borgere. Per Ramsdal har, indtil irakerne bankede på hans kirkedør, holdt sig ude af det direkte politiske lys og bare været en god ungdomspræst på Nørrebro, et godt og sympatisk eksempel for mange unge på, at folkekirken ikke er helt stivnet.
Når man betragter hele flygtningesagen med alle dens udløbere, kan man ikke lade være med at tænke, at Per Ramsdal har det med at få sig viklet ind i lidt spøjse situationer. Og hans noget anstrengte forhold til pressen er velkendt. Akkurat som den dag på Danske Kirkedage i Odense.
Eller dengang han for 10 år siden bandlyste dele af pressen fra Brorsons Kirke i et debatindlæg i journalisternes fagblad, fordi han var utilfreds med en journalists optræden i kirken.
Eller da han udlejede Brorsons Kirke til et modeshow, en handling som biskoppen kendte ulovlig. Eller da han sammen med en stribe andre kirker på Nørrebro åbnede dørene i forbindelse med Ungdomshusets rydning og et par dage efter i et læserbrev understregede, at det kun var beregnet på at "ængstelige" beboere kunne søge ly, og at der ikke var tale om en politisk manifestation. Ved redaktionens slutning havde Per Ramsdal på baggrund af Charlotte Dyremoses kritik, valgt at tage det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Agdogan af programmet. Hun skulle ellers have holdt en tale, men Per Ramsdal ønsker ikke, at der skal deltage partipolitiske personer i arrangementet.
I øjeblikket er der også opmærksomhed omkring Per Ramsdal på hans blog på Kristeligt Dagblads hjemmeside, fordi han har skrevet sin egen nekrolog. Det har opskræmt mange, som har taget den for pålydende. Så nu har Per Ramsdal skyndt sig at fortælle, at han lever i bedste velgående, og at han kun havde lyst til at prøve noget, der vist er en dille i New York.
Med Venlig hilsen Daniela Skov og Lars Skov Krøgholt
Page updated
Google Sites
Report abuse