Enevælde

1660-1848

Enevælden

I 1660 blev enevælden indført i Danmark ved et statskup. Landet lå i ruiner efter kostbare og opslidende krige med Sverige. Derfor indkaldte Frederik 3. stænderne for ved hjælp af besparelser og skatteforhøjelser at finde en løsning på landets dårlige økonomi.

Ved stændermødet deltog repræsentanter for den adelige, gejstlige og borgerlige stand, men ingen fra bondestanden. Behovet for reformer og en ny forfatning blev drøftet. En kreds af gejstlige og borgere foreslog kongen at ændre forfatningen, så regeringsmagten blev gjort arvelig. Forslaget var revolutionerende, fordi kongerne hidtil var blevet valgt og i praksis var afhængige af det adeligt dominerede Rigsråd. Den gejstlige og borgerlige stand støttede forslaget om at indføre arvekongedømme, idet de mente, at de ville få bedre forhold ved at blive regeret af kongen end af Rigsrådet. Adel og Rigsråd var imod, fordi de derved ville miste en betydelig del af deres indflydelse. Det endte med, at adelen blev truet til at tilslutte sig arvekongedømmet.

Stænderne kunne ikke blive enige om indholdet i rigets nye forfatning og gav derfor kongen bemyndigelse til at udfærdige regler om kongemagtens indhold og om arvefølgen. I Enevoldsarveregeringsakten fra 1661 gav Frederik 3. sig selv uindskrænket magt som enevældig konge af Guds nåde. Med statsomvæltningen blev den magtfulde adels politiske magt knækket.


Citeret efter Nationalmuseet: Den enevældige stat.

Bogø løskøbes

Fra 1348 til 1769 var Bogø krongods. I 1769 købte Bogøs beboere øen af kongen for 18.456 rigsdaler. For Bogø kirke og kirketiende betaltes derudover 1.920 rigsdaler, og beboeren af Bogø Mølle fik møllen for 61 rigsdaler. Købet blev finansieret ved at fælde Bogø Vesterskov, der var på 148 tdr. land. Træet indbragte ved salget 17.000 rigsdaler og blev anvendt til skibsbygning i København.

Administration

Indtil Enevældens indførelse i 1660 var kongens administration forholdsvis svagt udviklet. Danske Kancelli og Tyske Kancelli var for alle praktiske formål de eneste regeringskontorer, og alle sager gik igennem dem. Først med udviklingen af kollegiestyret under enevælden overgik flere og flere opgaver til mere specialiserede kollegier, så kancellierne i stigende grad kom til at koncentrere sig om kirkelige anliggender (herunder skolevæsenet og universitetet) og om justitsvæsenet.

Før 1660. Centralt i kongemagtens lokaladministration før 1660 stod lensvæsnet. Lensmændene udfyldte rollen som lokaladministratorer på det kongelige gods. De stod bl.a. for håndhævelse af lov og ret, udnævnelse af lokale embedsmænd (f.eks. herredsfogeder), den øverste militære ledelse og skatteopkrævning. Fra ca. 1488 til 1660 hørte Bogø under Nykøbing Len.

1660-1848. Først med enevælden opstår der efterhånden en egentlig centraladministration med et professionelt embedsapparat. Amtmanden var overøvrigheden og kongens øverste embedsmand i lokalsamfundet. Han sorterede direkte under Danske Kancelli, Rentekammeret eller Krigskancelliet, alt efter hvad sagen drejede sig om. Under ham fungerede amtsforvalterne, der indsamlede skatterne fra godsejerne, og retsbetjentene, som hed herreds- eller byfogeder. De var dommere eller politimestre i deres herreder eller købstad. I hvert landsogn kunne herredsfogeden fra sidst i 1700-tallet udpege en sognefoged. Da Nykøbing Len omkring 1660 bliver til Nykøbing Amt, forbliver Bogø endnu i tre årtier under Nykøbing, men henlægges derefter for de næste hundrede år til Møns Amt (1689-1803).

Ifølge den enevældige forfatning, Kongeloven fra 1665, havde kongen den samlede statsmagt som lovgiver, regent og øverste dommer. I den enevældige periode var der således ingen adskillelse mellem regering, administration, lovgivningsmagt og retsudøvelse, altså mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Selvforvaltning

Afsnit på vej om Bogø bylov og udviklingen frem mod sogneforstanderskab og sogneråd.

Landboreformerne

I sidste halvdel af 1700-tallet blev der i Danmark gennemført en række markante ændringer, der skulle gøre landbruget mere effektivt. Disse ændringer blev samlet kaldt for landboreformerne.

En af de nye ting var, at bønderne skulle flytte ud fra landsbyerne. Hidtil havde man boet samlet inde i landsbyerne.

Den enkelte bondes jord havde hidtil ligget spredt i området omkring landsbyen. Det betød, at alle havde langt til deres marker. Nogle havde endda jord flere steder. Det tog derfor lang tid, når man skulle ud til markerne inde fra landsbyen.

Udskiftningen

Nu besluttede man, at jorden skulle fordeles på en måde, så enhver fik én stor jordlod uden for landsbyen. I stedet for at bo inde i landsbyen skulle bønderne flytte ud på deres jord. Der, hvor krongodset var blevet solgt, var det i nogle tilfælde bønderne, der købte jorden – de blev selvejere. Sådan gik det på Bogø, hvor udskiftningen foregik omkring år 1800. Enkelte af gårdene kunne dog ved den nye fordeling af jorden blive liggende på deres gamle plads i landsbyen. Det gjaldt f.eks. Sparegård, Kræsinggård, Pihlgård, Falstergård og Kathøjgård.

Udskiftningen, som denne proces hed, gjorde landbruget mere effektivt. Men den betød, at bønderne ikke længere havde det trygge fællesskab i landsbyen. Nu boede de hver især på deres egne gårde, i nogle tilfælde langt uden for den oprindelige landsby.

Det var de stigende priser på landbrugsvarer i Vesteuropa efter 1750, der satte gang i overvejelser om reformer i dansk landbrug med henblik på at opnå produktionsforøgelser. Landbruget havde været igennem en hård afsætningskrise i 1730’erne, der havde medført forarmelse og en forværring af bondestandens vilkår med indførelse af stavnsbåndet i 1733. Oplysningstidens tanker om frie og lige vilkår for alle var samtidig begyndt at spire ude i Europa og bredte sig også til de oplyste kredse i Danmark.

Bondebrugets driftssystem var underlagt beslutninger på landsbystævnet, da hver bonde nok drev sin egen jord, men måtte følge landsbystævnets overordnede beslutninger om sædskifte og arbejdstilrettelæggelse. Landsbyfællesskabet havde tidligere været et rationelt og især sikkerhedsmæssigt betryggende system for bønderne, men det kunne vanskeligt klare befolkningstilvækstens pres på de fælles ressourcer. Fællesskabets svagheder viste sig først og fremmest i form af en træg beslutningsproces på landsbystævnet, når f.eks. driftsomlægninger var til behandling.

Regeringen opfordrede i 1755 til fri skriftlig debat om disse forhold og stillede endog gennem lancering af tidsskriftet Danmarks og Norges Økonomiske Magasin publiceringsmuligheder til rådighed. Frihed og ejendomsret til bønderne blev satsningen, som skulle sikre effektivitetsforøgelse i det danske landbrug, gennem de næste 50 års landbrugsreformer.

Reformer af landsbyfællesskabet

Formålet var at placere dyrkningsansvaret hos den enkelte bonde gennem samling af hans jordtilliggende et enkelt eller et par steder, således at landsbyfællesskabet som en følge heraf blev ophævet. I praksis blev det gennemført ved opmåling og nyfordeling af jorden i en landsby, således at både den dyrkede jord, udmarksjord og overdrev blev inddraget. Den almindelige udskiftningsfigur var stjerneformet med landsbyen i centrum, dvs. en gård fik al sin jord samlet i et lagkagestykke fra gården inde i landsbyens centrum. Det blev i de store landsbyer ofte kombineret med udflytninger af enkelte gårde til jorder uden for lagkagestykket.

Arbejde og forbrug

Ved landboreformerne omkring år 1800 blev der dannet en social struktur i dansk landbrug, som holdt sig stort set uændret de næste 100 år. I modsætning til den gamle feudale ejendoms- og brugsstruktur, var den nye struktur orienteret mod de frie markedskræfter. Det vigtigste sociale skel gik mellem dem, der hyrede lønarbejdere, og dem som levede af lønarbejde. Til de første hørte gårdejerne. Til de sidste hørte husmænd, landarbejdere og landsbyerhverv.

Et stort udbud af arbejdskraft trykkede lønnen med det resultat, at husmænd og landarbejdere ikke fik del i gårdmændenes voksende velstand.

Fra omkring 1840 blev gårdmændene en selvbevidst magtfaktor i dansk politik, hvorimod husmændene forblev uorganiserede og uden indflydelse.

På Bogø sørgede folk endnu i begyndelsen af 1800-tallet sædvanligvis selv for at få tøj på kroppen. Råstofferne var uld og hør. I den næste periode, efter 1848, kom der fabriksfremstillede, importerede varer på hylderne.

Der blev brugt mange kræfter på at producere føde, og mange levede på sultegrænsen. Økonomien var hovedsagelig baseret på selvforsyning og naturalieøkonomi. Det vil sige, at man byttede sig til mad og ting ved at betale med de varer, man selv kunne undvære.

Den enkelte bonde producerede ikke ret meget mere, end hvad hans egen familie skulle bruge, og hvad der var brug for til varebytte. Et eksempel på varebytte på Bogø omkring 1800 har vi i en opgørelse fra købmand Ditlev Staal i Stubbekøbing.

Indirekte siger det noget om perioden 1660-1848, at produktiviteten i landbruget og de andre erhverv øgedes i løbet af 1800-tallet . Levestandarden blev forøget, også på Bogø. Det viste sig bl.a. ved opførelsen af Bogø Kostskole og Navigationsskolens hovedbygning; byggerier, som førhen ville have været utænkelige på den lille ø. I det tidligere selvforsynende samfund skød der også hen mod slutningen af 1800-tallet forretninger og mejerier op.

Skanserne ved Sortsø Gab mellem Bogø og Falster

Under Svenskekrigene i 1600-tallet samt under Englandskrigene (1801-14) blev der anlagt flere skanser langs Grønsund - typisk parvis på hver af sundets sider, så man med kanoner kunne beherske farvandet. Skansen ved Vesterskov på vestsiden af Bogø blev anlagt under Karl-Gustavkrigen 1657-60. Sammen med Sortsø skanse på Falster-siden forsvarede den Grønsunds nordre sejlløb – det såkaldte Sortsø Gab.

Jordværkerne fra den fredede skanse ved Vesterskov står stadig på toppen af den ca. 5 m høje, vestvendte kystskrænt. Skansen består af 3,5 m høje jordvolde, som danner et omkring 30 x 30 m stort værn parallelt med kysten. Langs indersiden af vestvolden mod vandet findes en lav banke, hvor skansens kanoner var opstillet.

I starten af Englandskrigene (1801-14) blev skansen ved Vesterskov suppleret af en ny, næsten dobbelt så stor skanse 300 m længere mod syd. Skansen var beregnet til otte kanoner, som dog aldrig blev opstillet. Resterne af denne skanse blev overpløjet i 1960’erne.