Raad for uraad
Start ved 1:20
Gudmund Torsen Storebingen
han var gjæv i et og alt,-
smal om livet, bred om bringen,
fast paa taa, hvor andre faldt,-
glad og lett, men arm paa gods:
derfor var han flink tilfods,
flink, med skreppen paa sin nakke
baade op og ned ad bakke.
Knud Labeit i Viumaasen
var en tver og uglad mand;
men han havde fæ i baasen,
sølv i skab og fulde spand.
Knud var baade grim og gram,
skak av vekst og hoftelam:
derfor drog den rige styggen
helst ivei paa hesteryggen.
Ingeborg i Fagerlien,
bedre terne saa du ei;
gik hun først paa sæterstien,
ble den snart en alfarvei.
Bygdens unge karleflok
drog til sæters flittig nok:
men hun saa, hun ænsed ingen
uden Gudmund Storebingen.
Det gik hen til ud paa høsten,
sæterhytten stod forladt;
da ble Gudmund reiselysten,
og saa tog han skreppen fat.
Mens han drog paa salg og kjøb,
Gudmund fra sin lykke løb.
Knud Labeit, hvis fart var liden,
passede desbedre tiden.
Saa kom Gudmund hjem forsilde;
thi hans hjertenskjær var brud,
tvungen, skjønt hun bar sig ilde,
solgt for sølv til rige Knud.
Gudmund sagde:“Stans din graad;
vent, der findes vel et raad,
raad for uraad, om ei førend
du skal ind af kirkedøren.”
Der blev vaar i alle dale:
elven steg, og løvet sprang.
Da begynte Knud at prale
med den fest, han fik igang.
Der ble brygget, der blev bakt,
der var nok av stas og pragt;
vidt omkring drog efter gjester
spillemand og kjøgemester.
Mellom Fagerliens birke
og det stride elvedrag.
red i brudeferdærd til kirke
Knud Labeit paa pinsedag.
Foran spillemanden drog;
saa kom bruden med sit tog;
først bag den, der slog paa tromme
saa man Knud med følge komme.
Men i skjul af grønne grene,
ved den samme kirkesti,
Gudmund Torsen gik alene
just da færden kom forbi.
Snildt han passed sine skridt,
saa han fulgte brudens ridt,
og da var der intet uden
krattet mellem ham og bruden.
Saadan gik det frem til nesset,
der, hvor elven bøied af;
her sto flommen over græsset
op til sti og gjærdestav.
Kirken laa saa nær derved
over paa den anden bred;
men af bro der var ei andet
end en stump som drev i vandet.
“Tør der nogen vade over?”
raabte i sin vaande Knud;
“den, der prøver det, jeg lover
Viumaasens beste stud!”
Men de svared ham med spot;
“Rige Knud, du lover godt –
vade over, det kan ingen!”
“Jo, jeg kan,” sa Storebingen.
Og i tumelen og larmen
frem til bruden trængte han,
løftet henne høit paa armen,
sprang saa i det stride vand.
Elven om hans hofte stod;
men han stemmed sig imod,
og man saa ham opret skride
over til den anden side.
Da han stod paa kirkevolden,
jublet store der og smaa.
I hans arm sad hel og holden
bruden med sin krone paa.
Knud Labeit forsøgte ei
Gudmunds nye kirkevei;
ingen af hans bryllupsfæller
bar ham over elven heller.
Folk paa dette kirkestevne
loved og besvore det,
at hver mand med al sin evne
skulde staa paa Gudmunds ret.
Prest og klokker likedan
loved ham at holde stand;
Knud blev snart saa spag tilmode,
at han gav sig med det gode.
Og man har i disse egne
fra den tid et mundheld havt,
som i korthet kan betegne
Gudmund Storebingens kraft.
Er et arbeid tung og slemt,
har man straks den faste skjemt,
naar man just faar bugt med tingen:
“Jo, jeg kan,” sa Storebingen.