Et gravøl

Inderst, der dalen bærer tilfjelds,

ligger en bjælkestue;

gennem ljaaren glor to nøgne nuter

ned på den aaabne grue.

Det er trangt om himmel på tunet,

den er at se som en strime:

der er trangt om sol, — ved jonsoks tid skinner den vel en time.

Men folket paa gaaarden agter ej sligt,

det driver sin stille virken;

seks ugedage tilstøls og tilfjelds,

og søndags morgen til kirken. — —

Nu er det tungeste truffet, —

manden ligger i kiste.

Aaben staar døren; engang til

skal han mørkne den, det blir den sidste.

Læst og hørt er de hellige ord,

kirkelys brænder paaa baaren,

bedstemor stirrer med sorgens øje

opad, igennem ljaaren.

Idag det tykkes den gamle

trangt mellem de nøgne nuter;

det bæres hende for som de beggeto

udover taget luder;

Hver ser på sin sorg, og den ser igen,

og klemmer saa saart om bringe;

Det er som den sidder oppe paa nuten

og slaar med sin sorte vinge.

Men ude ved kirken er dalen bred,

der er solskin og himlens vidder, —

der er saa fagert et lys at hente

for den, som i sorgen sidder —

Uger vil gaa for de stille folk

oppe i bjælkestuen;

de nøgne nuter vil sagtens glo,

mere nær hinanden, paa gruen.

Og solen vil tykkes dem mere rap,

der den daler ved jonsokstide;

men hugget er helet og hugen stærk,

og aaarene vil nok glide.

Thi falder det tungt i savn og skygger

at bære på hverdagens virken, —

så er det livsaligt at længes imod

en søndags morgen ved kirken.

—Henrik Ibsen (1828-1906)