Fanitullen

I hine haarde Dage,

da ved Øldrik og Svir

Hallingdølens Knivblad

sad løst i hans Slir, –

da Kvinderne til Gilde

bar Ligskjorten med,

hvori de kunde lægge

sin Husbonde ned,

stod der et blodigt Bryllup

i Hemsedal ensteds,

hvor Leg og Dands var tystnet

og Karlene slog Kreds.

Thi midt paa Gulvets Tilje,

i den mandslagne Ring,

stod to med dragne Knive

og ét Bælte spændt omkring.

Og som udskaarne Støtter

i hvilende Ro

staa endnu fire Karle

i Kredsen om de to.

De løfte Tyrilysen

mod det sorte Bjelketag,

hvor Røgens Hvirvler samles

til et rugende Lag.

Forgjæves tvende Kvinder

med Hyl trænge frem,

at bryde det faste Gjærde,

der er stillet foran dem.

De kastes vredt tilbage

af de muskelstærke Mænd –

og Spillemanden rolig

gaar til Kjældertrappen hen.

Nu skal han ned at tappe,

thi den seirende Mand

kan sagtens vel behøve

at kysse Bollens Rand.

I Bæltespænding nappes

de kun med Blodets Tab,

saa maa vel Aaren fyldes

fra Tøndetutens Gab.

Men da han stod i Kjældren,

han saa i et blaaligt Skin

en sidde der paa Tønden

og stemme Felen sin.

Og Karlen holdt den omvendt,

tæt op til Brystet klemt,

og gav sig til at stryge,

saa snart han havde stemt.

Det var et Spil som dued:

Det klang som vred Mands Ord,

som Hug af staalsat Bile,

og som Næveslag i Bord.

Det jubled, og det hulked

i den skumle Kjælderhal,

da Slaattens Toner endte

med et rungende Mandefald.

Taus Spillemanden lytted

til de mægtige Løb;

det var, som Spillets Hvirvler

ned ad Ryggen paa ham krøb.

Saa spurgte han den anden:

«Hvor lærte du den Slaat?»

Han svared: «Det er det samme,

men mind dig den blot!»

Nu Manden ned sig luded

og efter Tappen tog –

da saa han Hestehoven,

som Takt mod Tønden slog.

Han glemte rent at tappe,

han sprang i Stuen op –

der løfted de fra Gulvet

den faldne Mandekrop.

Fanitullen kaldes

endnu den ville Slaat,

og Dølene den spille,

og spille den godt.

Men lyde de grumme Toner

under Øldrik og Svir,

da løsner atter Kniven

i Hallingdølens Slir.