Bergmanden

Bergvæg, brist med drøn og brag

for mit tunge hammerslag!

Nedad må jeg vejen bryde,

til jeg hører malmen lyde.

Dybt i fjeldets øde nat

vinker mig den rige skat, --

diamant og ædelstene

mellem guldets røde grene.

Og i dybet er der fred, --

fred og ørk fra evighed; --

bryd mig vejen, tunge hammer,

til det dulgtes hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad

under himlens stjernerad,

trådte vårens blomsterveje,

havde barnefred i eje.

Men jeg glemte dagens pragt

i den midnatsmørke schakt,

glemte liens sus og sange

i min grubes tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,

tænkte jeg med skyldfrit sind:

dybets ånder skal mig råde

livets endeløse gåde. --

End har ingen ånd mig lært,

hvad mig tykkedes så sært;

end er ingen stråle runden,

som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej

frem til klarhed denne vej?

Lyset blinder jo mit øje,

hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;

der er fred fra evighed.

Bryd mig vejen, tunge hammer,

til det dulgtes hjertekammer! --

Hammerslag på hammerslag

indtil livets sidste dag.

Ingen morgenstråle skinner;

ingen håbets sol oprinder.

Henrik Ibsen (1828-1906)