Nordens signaler
(1872)
I Wien stod et slag mellem diplomaterne.
På Nordslesvigs sletter ramtes soldaterne.
Bedre soldater du aldrig finder,
end hin blødende rad af mænd og kvinder.
To hundrede tusind trufne i brystet:
to hundrede tusind i dødskval krystet.
Der måtte de ligge, med døden drages
en otte års nat, som ej end vil dages.
En otte års folkenat, uforbundne
de ligger derude og biir ikke fundne.
Hvor var Danmarks drenge i al den tid?
I flok om en fane rød og hvid.
Det var ikke Danebrog, stormudslaget.
De stod under ambulance-flaget.
De stod ikke klædte i hadets våben.
Den højre var sværdløs, den venstre åben.
Men vejen var stængt; bajonetombæltet
fra øst og til vest var slagmarksfeltet.
Det røde kors på den hvide grund
fik ikke køle den såredes mund.
Det gabende dødshugg blev ikke svalet; —
der var ingen fremkomst for frelsens-signalet.
Og dog holdt de ud, de danske drenge,
tålmodigt, parat, hver mand oven senge.
Da lød et myndigt kommando-ord:
Retræt, ambulance; helt om; mod nord!
„Stik flagdugen ind i tornystrets hjørne;
I forstyrrer de kredsende sorte ørne.
De springende løver skal logre med halerne.
De vågende mænd skal forandre signalerne!"
Der råder ej tvil; en skald har fortalt det, —
og gamle Grundtvig og Gud har befalt det.
Godt! Altsåjretræt. Til forsoningsfest!
På tribunen står pangermanismens præst.
De nye brødre, med brystet mod brystet,
holder hverandre og glasset omkrystet.
Alle lamper er tændte; vor otteårs-drøm
drejer lettende af på en festsals strøm.
Musiken bølger og røgelsen dufter.
Det vordende stort gennem sindene lufter.
Hvad plumrer musiken? Et rallende skrig.
Hvad lumrer i røgelsen? Duft af lig.
Et pust fra sydvest strøg lindt gennem luften.
Det bar til os både skriget og duften.
Stem højere i, så døves det over!
Den døende sømmer sig bedst, at han sover.
Hans skrig vil nok standse, når ej det biir ænset.
Et pust fra Nord, så er luften renset. —
Der er omslag ivente! Klem på med talerne!
Vejrhanen på fløjen har forandret signalerne.
—Henrik Ibsen (1828-1906)