Vejledningen i DHO er både vejledning i de opgavetekniske sider af en opgave, men også det indholdsmæssige:
Lærerintroduktion til formalia, dvs. henvisninger, litteraturliste, vurdering af teksters troværdighed osv.
Vejledning i mindre grupper. Det forventes, at du forbereder dig til vejledningen ved at udfylde vejledningsark - de kan se fx se ud som disse to: vejledningsark 1 og vejledningsark 2. Når du udfylder vejledningsark, er du bedre forberedt, og din vejleder kan bedre hjælpe dig. Vær opmærksom på, at vejledning 2 er virtuel, så du skal have styr på det tekniske (fx, at du har internetadgang)
Der er forskel på at være lærer og vejleder. En lærer er styrende og fortæller dig, hvad du skal læse og hvilke spørgsmål, du skal svare på. En vejleder derimod giver gode råd, diskuterer og stiller spørgsmål, som kan hjælpe dig videre.
Vejlederen skal:
hjælpe dig med at finde ud af, om din måde at gribe opgaven an på er hensigtsmæssig.
hjælpe dig med at vinkle dine ideer, tænke dybere eller finde andre perspektiver.
sikre, at det, du arbejder med, er på det rigtige faglige niveau.
i det hele taget lytte, give konstruktiv respons og hjælpe dig mht. metode, litteratur osv.
Du skal være aktiv i vejledningsfasen. Det er dig, der skal skrive en opgave, og det er din faglige interesse, der er omdrejningspunkt i projektet.
Du skal møde velforberedt og skal så vidt muligt:
have en idé om hvordan du vil gribe din opgave an - lav en disposition for opgavens indhold.
evt. have en idé om, hvilket ekstra materiale (tekster, empiri, data, stof) du vil kunne bruge
medbringe computer, dit materiale og dine overvejelser på skrift (brug logbogsskrivning)
arbejde selvstændigt mellem de moduler, der er sat af til DHO (læse videre, analysere, skrive udkast)