En diskussion består i at belyse et fænomen ved at sætte forskellige standpunkter og argumenter op over for hinanden. Disse standpunkter, som ikke behøver at være dine egne, skal refereres loyalt, og efter konfrontation af forskellige standpunkter kan diskussionen munde ud i en vurdering og en selvstændig stillingtagen. En diskussion i en musikfaglig besvarelse kan både tage udgangspunkt i en problemstilling om musik og i selve det musikalske udtryk.
En perspektivering skal give fremstillingen dybde og bredde. Perspektiveringen kaster nyt lys over fremstillingen eller betragter sagen fra en anden og måske bredere synsvinkel og kan dermed både bidrage til at klargøre og nuancere. Perspektiveringen skal ligesom en vurdering være velunderbygget, og det er vigtigt, at perspektiveringen ikke går uden for det område, som opgaveformuleringen dækker. Til gengæld skal den kunne sætte de involverede fags bidrag ind i en flerfaglig sammenhæng.