Det er ikke tilrådeligt at kopiere hele opgaveteksten i besvarelsen. Det er vigtigt at man kan udvælge de oplysninger, der skal bruges til at besvare den enkelte delopgave.
Som hovedregel er det vigtigt at besvarelsen matcher opgaveformuleringen. Er det en ligning, der skal løses, kan det gøres med meget lidt tekst, men er det en tekstopgave, så forventes der en tekstbesvarelse.
Nederst på siden kan du finde nogle eksempler på besvarelser af matematikopgaver.
Ud over elevens evner til at få korrekte resultater med passende metoder til regneopgaverne indgår også et helhedsindtryk i bedømmelsen af besvarelserne.
Rosborg stiller matematikprogrammer til rådighed. Særligt TI-NspireTM kan næsten alt hvad man kan få behov for på alle matematikniveauer.
Som alternativ kan man benytte MS Word eller lignende i kombination med TI-nSpire, Wordmat, Geogebra og Excel diagrammer. Rosborg stiller Microsoft programpakken til rådighed.
MS Excel er et nyttigt program til statistik, databehandling og diagramproduktion, men det er ikke godt til at skrive (matematisk) tekst med. Det mangler helt almindelige formelværktøjer og formatering af tekst, så det frarådes til at lave matematikopgaver.
Geogebra er særlig nyttigt til alle former for geometri, men er ikke let at bruge til statistik, funktioner eller ligningsløsning.
"Der lægges særlig vægt på, om eksaminanden:
mestrer mindstekravene, dvs. de grundlæggende matematiske færdigheder og kompetencer med og uden matematiske værktøjsprogrammer.
kan håndtere matematisk symbolsprog og operere med matematiske begreber.
kan anvende matematisk teori og matematiske metoder til modellering og løsning af forelagte problemer.
kan redegøre for forelagte matematiske modeller og diskutere deres rækkevidde og inddrage relevante usikkerhedsbetragtninger.
kan præsentere en løsning af et matematisk problem på en klar og overskuelig måde.
behersker matematiske værktøjsprogrammer til bearbejdning af forelagte matematiske problemer.”
(Citat fra undervisningsvejledningen marts 2020)
"Ved bedømmelsen af helhedsindtrykket af besvarelse af de enkelte opgaver lægges særlig vægt på følgende fire punkter:
Redegørelse og dokumentation for metode. Besvarelsen skal indeholde en redegørelse for den anvendte løsningsstrategi med dokumentation i form af et passende antal mellemregninger eller matematiske forklaringer på metoden, når et matematisk værktøjsprogram anvendes.
Figurer, grafer og andre illustrationer. Besvarelsen skal indeholde hensigtsmæssig brug af figurer, grafer og andre illustrationer, og der skal være tydelige henvisninger til brug af disse i den forklarende tekst.
Notation og layout. Besvarelsen skal i overensstemmelse med god matematisk skik opstilles med hensigtsmæssig brug af symbolsprog. Hvis der anvendes matematisk notation, der ikke kan henføres til standardviden, skal der redegøres for betydningen.
Formidling og forklaring. Besvarelsen af rene matematikopgaver skal indeholde en angivelse af givne oplysninger og korte forklaringer knyttet til den anvendte løsningsstrategi beskrevet med brug af almindelig matematisk notation. Besvarelsen af opgaver, der omhandler matematiske modeller, skal indeholde en kort præsentationen af modellens kontekst, herunder betydning af modellens parametre. De enkelte delspørgsmål skal afsluttes med en præcis konklusion præsenteret i et klart sprog i relation til konteksten."
(Citat fra undervisningsvejledningen marts 2020)
Til begreberne "god matematisk skik" og "almindelig matematisk notation" kan du nederst på siden finde et dokument, der fortæller lidt om brug af forskellige matematiske tegn.
Start matematiklinjerne med et symbol så man ved du regner ud. F. eks. y=..., f(x)=... eller M=...
Angiv, hvilken metode du ønsker at benytte. F.eks. "Jeg vil løse ligningen med determinantmetoden." eller "Jeg finder værdien ved at aflæse på grafen."
Konkluder på opgaven, og benyt eventuelle måleenheder: "I år 2021 vokser massen ifølge modellen altså med 22,3 kg pr år".
Figurer
Medtag kun nødvendige figurer
Lav relevant udsnit af definitionsmængde og værdimængde.
Undgå store blanke områder. Vælg passende skala.
Få Origo med på diagrammer.
Lav eventuelt etiketter på akserne.