Forarbejdet
1. Læs teksten grundigt igennem/se videoklippet (hvis der er et), skriv noter og lav understregninger.
2. Find temaet.
Denne del er yderst vigtigt, da temaet er din indgangsvinkel til essayet (temaet er den røde tråd, som analysen fokuseres efter!) Temaet findes ved at stille følgende spørgsmål til teksten:
Hvad er den centrale problemstilling?
Hvilke problemer behandles igennem teksten? (Fx barndom/ opvækst/ fordomme)
3. Nedskriv en disposition for dit essay
Summary
Summary er det engelske ord for referat. Du skriver et summary til en læser, som ikke kender den tekst, du refererer. Derfor skal du altid i starten af dit summary nævne tekstens titel, forfatterens navn, genre og udgivelsesår, så læseren ved, hvilken tekst han/hun læser et summary af.
Når du skriver summary, skal du gengive tekstens hovedindhold som en sammenhængende tekst, dvs. typisk skrevet i ét enkelt afsnit. Summary skal være klart adskilt fra dit essay med sin egen underoverskrift.
Du skal skrive dit summary i præsens (nutid). På STX B skal dit summary være ’about 125 words’. Det kræver altså, at du kan skære ind til benet i din tekst og kun gengiver dét, som er væsentligst for læseren at vide.
Når du skriver summary af en non-fiktionstekst, skal du redegøre for de vigtigste pointer i teksten. Du skal kort sagt genfortælle for den læser, som ikke selv kender teksten, hvilke synspunkter, der kommer til udtryk. Du skal altså IKKE analysere, men redegøre. Det kan være en fordel at starte med tekstens hovedpointe og tage den derfra, i stedet for at prøve at gennemgå tekstens kronologisk (hvilket der ofte ikke er plads til på 125 ord)
Essayets opbygning
Essayet er sat til 600-900 ord. Du KAN skrive mere, men det er ikke nødvendigvis en fordel. Omvendt vil et essay på kun 600 ord næppe besvare opgaven tilbundsgående nok!
Essayet falder i fire hoveddele:
en indledning
analyse-afsnit: 3-5 mindre afsnit
et diskussionsafsnit
en afslutning
Du skal ikke skrive et resumé i starten, men gå ud fra, at læseren kender handlingen.
Vær opmærksom på, at der i opgaveformuleringen til non-fiction altid angives nogle punkter, du SKAL fokusere på i analysen (f .eks. topic, attitude, argumentation etc.), og nogle begreber, du SKAL bruge i din analyse (f.eks. rhetorical styles, repetition, emotives etc.). Husk at du gerne må anvende andre og flere begreber end de nævnte (det skal du faktisk helst)
Hvad de forskellige afsnit skal indeholde fremgår af det følgende:
Indledning (4-8 linjer)
Introducér temaet på en interessant måde, så du fanger din læser. Dette tema skal være den røde tråd i essayet. Herefter zoomer du ind på, hvordan den pågældende tekst handler om dette tema (tragtindledningen). Præsenter også titel, forfatter og udgivelsesår på en naturlig og spændende måde.
Tre-fem analyse-afsnit
I det første afsnit af analysen er det en god ide (men ikke et krav) at analysere kommunikations- situationen. Her skal du anvende Ciceros pentagram som du kender fra undervisningen. Du skal huske at have særligt fokus på intentionen. I forbindelse med dette afsnit er det derfor relevant at overveje følgende spørgsmål:
Hvem er skribenten, og hvilken betydning har det?
Hvad er emnet, og hvorfor synes skribenten, det er vigtigt?
Hvad ved du om tekstens målgruppe?
Hvilket medie har skribenten valgt og hvorfor?
Hvad karakteriserer overordnet tekstens sprog? (skal uddybes senere i essayet)
Hvad er afsenderens intention med teksten?
I analyse-afsnittene uddyber/analyserer/fortolker du med udgangspunkt i det fokus/tema, du valgte i din indledning, og de aspekter og begreber, du SKAL se på ifølge opgaveformuleringen.
Begrebet analyse dækker over, at du går i dybden med teksten. Du skal komme med citater fra teksten (husk at angive side- og linjetal i parentes efter citatet).
I din analyse er det relevant at tage fat i tekstens virkemidler. Du kan f.eks. komme omkring komposition, sprog, argumentation, appelformer, typografi, tone osv. Hvilke punkter, du udvælger, afhænger af, hvad der er specielt ved den pågældende non-fictions tekst, og hvad du bliver bedt om i opgaveformuleringen. Du kan f.eks. have ét afsnit om appelformer, ét om virkemidler osv.
Husk også at kommentere på, hvordan disse virkemidler virker i teksten, er relevante for tematikken og virker på læseren.
Diskussionsafsnit
Det sidste punkt er en diskussion af et specifikt aspekt af emnet. Diskussionen placerer du bedst i sidste afsnit inden konklusionen. Præcis hvad du skal diskutere, fremgår af opgaveformuleringen. I diskussionen skal du forholde dig til de holdninger, der kommer frem i materialet. Du skal altid betragte temaet fra (mindst to) forskellige synsvinkler. Det kan være en god ide kort at opsummere forskellige holdninger til sagen og så sætte dem op mod hinanden, hvis det er muligt.
Afslutning/konklusion
Med udgangspunkt i analysen og diskussionen, skal du som afslutning lave en opsummering af det væsentligste indhold i din opgave i en konklusion. Lad gerne konklusionen spejle din indledning, så du vender tilbage til hovedtemaet. Relevante ting i en konklusion:
Hvad er dine mest centrale pointer og kommentarer?
Hvad kan du konkludere ift. argumentationen, skribenten har ført? Argumenteres der godt?
Hvad er tekstens budskab? (message)
Er teksten udtryk for en generel problemstilling, der gælder mange, eller er det noget meget individuelt?
Gode råd
Et analytical essay er en sammenhængende tekst. Du skal altså IKKE stille dit essay op i punktform eller give de enkelte afsnit overskrifter.
Skriv dit essay i præsens.
Indled hvert afsnit med en sætning, som fortæller, hvad det pågældende afsnit handler om. Det kalder man også en topic sentence (kernesætning), og den tjener det formål at anslå et fokus for afsnittet (i stedet for en underoverskrift). Fx: “The writer uses an overwhelming amount of detailed descriptions”. I resten af afsnittet skal du underbygge din kernesætning bl.a. ved hjælp af eksempler og citater fra teksten.
Husk at konkludere løbende i slutningen af afsnittene: “All these detailed descriptions appeal to pathos in order to make the reader as angry as possible about the school shooting”
Forbind dine afsnit og pointer med linkers (forbinderord): first, second, similarly, furthermore, on the one/other hand osv.
Udover ovenstående vejledning gælder disse guidelines til essay-skrivning naturligvis stadig:
Nuancér og varier dit sprog.
Grammatisk korrekthed – husk at læse korrektur!
Husk at skrive i et neutralt/formelt stilleje: Dvs. drop sammentrækninger, slang og uformelle ord og vendinger