Det vigtigste, når du skal skrive analyse som sammenhængende tekst, er, at du er bevidst om, hvorfor du analyserer. Hvad vil du vise med din analyse? Det betyder, at du ikke skal skrive alle iagttagelser ned, men kun det, der er relevant i forhold til din samlede fortolkning eller karakteristik.
Du skal have lavet en grundig analyse af musikken, inden du begynder at skrive den version, du skal bruge i din opgave. Du kan sagtens skrive mindre analyseafsnit eller gøre dig analysenotater undervejs i arbejdet, men for at sikre, at det kun er det relevante, der kommer med i opgaven, skal du danne dig et overblik, inden du skriver det endelige produkt.
Det er en god ide at tage udgangspunkt i de musikalske parametre (melodik, sound/instrumentation), harmonik, form og groove/rytme), når du analyserer, og du skal selvfølgelig prioritere de parametre, som understreger dine analytiske pointer. Desuden er det vigtigt, at du ser undersøger parametrenes indbyrdes sammenhæng for at kunne beskrive deres betydning for helheden.
Husk også undervejs at samle op på dine hovedpointer. Hver gang du går videre til et nyt og større afsnit, skal du opsummere de vigtigste pointer – det kan ofte gøres på blot et par linjer.
Når du laver en musikanalyse i en større opgave, gør du i princippet det samme, som når du analyserer i andre humanistiske fag:
du har en pointe, du gerne vil fremhæve
du underbygger og beviser din pointes rimelighed med et "citat" (= et nodeeksempel, en akkordprogression eller ligende)
du kommenterer nodeeksemplet med analytiske og fortolkningsmæssige pointer.
Du kan se eksempler på autentiske analytiske afsnit her med fokus på:
sound/instrumentation
Husk:
Bemærk, at det er en rigtig god ide at indsætte korte nodeeksempler og andre relevante eksempler i selve opgaven – det gør læsningen meget lettere.
En analyse lægger op til en fortolkning, hvilket forudsætter, at man opfatter billeder, musik, lyd osv. som meningsbærende. Man tillægger dem en iboende betydning, som kan kaldes frem gennem en ”oversættelse”, en udlægning, tolkning. Fortolkning vil altid have et vist subjektivt anstrøg, og tolkningen har i modsætning til analysen fokus på syntesen, sammenfatningen, helhedsopfattelsen. Der bliver ofte tale om en vekselvirkning, hvor tolkningen giver enkeltdelene en ny betydning og måske samtidig skaber nye forudsætninger for analysen osv. Tolkningen af musik er en meget vanskelig operation, som man skal være meget varsom med - der kan nemt blive tale om overfortolkning. Ofte kan der i stedet være tale om en karakteristik, der bygger på en beskrivelse af musikkens kendetegn.