En indledning har to hovedfunktioner: at motivere og at vise opgavens disposition. Begge dele kan rummes i det, du måske kender som en tragtindledning, hvor du zoomer ind fra det generelle til det specifikke.
Du skal:
først præsentere emnet i bred og overordnet forstand og begrund gerne, hvorfor emnet er interessant eller relevant. Hermed kan du fange læserens opmærksomhed og interesse. Undgå at bruge 'jeg' i indledningen og begrund ikke, hvorfor du gerne vil arbejde med emnet!
herefter afgrænse og vinkle mere skarpt, idet du tydeliggør opgavens disposition. Du skal ikke blot gentage eller omformulere opgaveformuleringen, men præcisere fx, hvad du fokuserer på i redegørelsen, hvilket materiale du vil analysere, hvilke spørgsmål du vil diskutere osv.
For STX'ere: Vær opmærksom på, at der i forklaringen på metodeafsnit også står, at du skal præsentere materialet osv. - undgå gentagelser og beslut med dig selv, hvor det bedst hører hjemme.