Samfundsfaglig teori og metoder

Metode i samfundsfag

I samfundsfag skal du kunne forklare, hvordan faget er forskelligt fra humanistiske og naturvidenskabelige fag. Du skal også kunne forklare, hvordan faget adskiller sig fra f.eks. historie.

Du skal fortælle om metoder, der bruges i din opgave. Det gælder både, når du selv laver undersøgelser, og når du bruger andres resultater.

Du skal kunne begrunde de metoder, der bruges, og kunne fortælle om fordele og ulemper ved disse metoder.

Metoder, der knytter sig specifikt til samfundsfag, gennemgås nedenfor. Det kan sikkert også være relevant for dig at forholde dig til mere generelle videnskabsteoretiske begreber såsom induktiv, deduktiv, abduktiv, hypoteser osv. Du kan læse mere om disse begreber ved at tjekke skriftlighedsportalens afsnit om ”videnskabsteoretiske begreber” ud.

1. Hvad der undersøges - fagets empiri

I samfundsfag beskæftiger vi os med data om virkeligheden – empiri – som vi selv eller andre har indsamlet. Empiri er forskerens erfaringer med, hvordan noget forholder sig i den samfundsmæssige virkelighed, og vi bruger datamaterialet til at teste teoriers gyldighed eller skabe nye eller forbedrede teorier. Vi skelner mellem kvalitativ og kvantitativ empiri.

Empiri kan være:

• Interviews, for eksempel gengivet i avisartikler.

• Debatindlæg og politiske taler.

• Avisartikler.

• Politiske dokumenter, for eksempel fra politiske partier eller organisationer.

• Offentlige dokumenter, for eksempel fra ministerier eller kommuner.

• Statusopdateringer og kommentarspor på sociale medier.

• Tv-udsendelser, for eksempel interviews i en nyhedsudsendelse eller et dokumentarprogram.

• Tal, som du selv eller professionelle analyseinstitutter har indsamlet – det kan eksempelvis være politiske meningsmålinger eller udviklingen i kriminaliteten eller antal flygtninge i Danmark.

• Samfundsfaglig empiri kan ikke være fiktion, f.eks. skønlitteratur, digte og spillefilm.

2. Hvorfor det undersøges - fagets formål

I samfundsfag er formålet at undersøge samfundsfænomener – typisk sociologiske, politiske og økonomiske fænomener. I samfundsfag vil man forholde sig til de forskellige fænomener ved at beskrive, påvise, forklare og diskutere dem.

I samfundsfag er der således fokus på:

• At beskrive generelle tendenser, udviklinger og mønstre i samfundet.

• At nå frem til generelle forklaringer på samfundsudviklinger og tendenser.

• At diskutere årsager og konsekvenser af de berørte udviklinger.

På den måde har samfundsfag et nomotetisk sigte, hvor man forsøger at opstille generelle teorier, som forklarer samfundstendenser. Dette adskiller faget fra eksempelvis historie, som normalt har et ideografisk sigte (man forholder sig til enkelttilfælde). Begge fag undersøger begivenheder i fortiden, men samfundsfag skal altid kunne sige noget om nutiden. Hvis du er i tvivl, om dit emne er nutidigt nok, så tal med din vejleder om det.

Som eksempel på teorier fra sociologien kan nævnes Anthony Giddens teori om det senmoderne samfund. Inden for politologien kan nævnes f.eks. Molins model om partiadfærd, og inden for økonomisk teori kan nævnes keynesianismen, der bl.a. forholder sig til, om staten bør blande sig i økonomien eller ej. Nogle gange kan det i samfundsfag være interessant at overveje, om de forklaringer, som teorierne indeholder, fokuserer på aktører i samfundet eller strukturer i samfundet.

3. Hvordan det undersøges - fagets metode

Du skal i din opgave forklare hvilke metoder, du bruger, og disse metoders fordele og ulemper. Man kan evt. også komme ind på metoder, som andre har brugt, men det er vigtigt at skelne mellem de to ting.

Metoden er inden for samfundsfag, det man gør, når man undersøger eller påviser noget. Dvs. når man producerer ny viden. Man bruger ikke fagets metode, når man redegør, sammenligner to teorier, eller når man diskuterer.

Når man diskuterer metode i samfundsfag, vil det ofte være relevant at komme ind på metodiske begreber såsom afhængige og uafhængige variable, operationalisering, validitet, reliabilitet og generaliserbarhed/repræsentativitet.

Validitet

Kaldes på dansk også gyldighed. Centrale spørgsmål knyttet til validitet er: Har jeg rent faktisk fået målt det, jeg ville, med denne undersøgelse? Er de kilder, som jeg har arbejdet med for at udvinde data, pålidelige? Var metoden rigtig i forhold til at kunne få svar på det de spørgsmål der er i problemformuleringen, eller skulle jeg have valgt en anden metode? Har jeg opstillet enkle og forståelige spørgsmål i min undersøgelse, så mine respondenter forstår mine spørgsmål og svarer på det, jeg ønsker at få svar på?

Ønsker man eksempelvis at undersøge antallet af rygere på Rosborg Gymnasium og HF er det ikke nok at konkludere, at der er 100 rygere, hvis man finder ud af, at 75 af rygerne blot har røget en enkelt gang til en fest. Man skal i eksemplet altså sikre sig, at svarene på spørgsmålene passer på de kriterier, man har opstillet for, hvad en ”ryger” er.

Reliabilitet

Kaldes på dansk også pålidelighed og er et udtryk for, om man kan stole på en empirisk undersøgelse. Hvis andre undersøgelser af det samme emne vil give samme resultat, er der tale om høj reliabilitet. I kvantitative undersøgelser baseret på et stort datamateriale kan man tale om statistisk reliabilitet, hvis undersøgelsen er repræsentativ. Reliabiliteten kan dog også være analytisk, nemlig i situationer med et lille datamateriale eller ved brug af et selektivt statistisk udvalg. Konklusionerne accepteres alligevel, hvis resultaterne ud fra sammenhængen stemmer med gældende teorier eller andre undersøgelser.

Repræsentativitet

Dette handler for det første om, hvorvidt ens stikprøve (altså de interviewede eller dem, der svarer på spørgeskemaerne) afspejler den variation, der er i den generelle befolkning (population) hvad angår køn, alder, geografisk tilknytning, uddannelsesniveau, indkomst osv. For det andet vedrører repræsentativitet, at stikprøven skal have en størrelse på mindst 1000 respondenter.

Hvis ovenstående kriterier efterleves, kan du tillade dig at antage, at resultaterne af din undersøgelse siger noget om befolkningen som helhed og altså ikke kun siger noget om den mindre gruppe, du har undersøgt.

I samfundsfag bruger vi fire forskellige former for metode: Kvantitativ metode, kvalitativ metode, komparativ metode og casestudier.

Det er den type af empiri, der undersøges, som afgør, om der bruges kvantitativ eller kvalitativ metode. Hvis du er i tvivl om, hvilken metode der bruges, så overvej altid, hvilken type data der undersøges.

Kvantitativ metode handler om at undersøge samfundsforhold ved at opgøre dem ved hjælp af tal og statistik. Det kan f.eks. være i form af spørgeskemaundersøgelser af et udsnit af befolkningen eller indsamling af statistiske data fra hele samfundet.

Den store fordel ved kvantitativ metode er, at vi kan lave undersøgelser, der er repræsentative for et helt samfund – således at vi kan komme med konklusioner om samfundet.

En af ulemperne ved denne form for undersøgelse er, at det kræver virkelig mange ressourcer at kunne lave dem i en kvalitet, som rent faktisk er brugbar. Det kan som elev være vanskeligt at gennemføre kvantitative undersøgelser med tilstrækkelig reliabilitet til, at man kan bygge nogen konklusioner om samfundsforhold på dem. Derfor vil vi i samfundsfag normalt benytte os af data, som andre har skaffet. F.eks. Danmarks Statistik eller et firma, der laver opinionsundersøgelser. Disse undersøgelser analyserer vi ved hjælp af statistiske metoder, som vi henter fra matematik. Det kan f.eks. være udregninger af indekstal, statistisk usikkerhed og meget andet.

En anden ulempe ved kvantitativ metode er, at den ganske vist ofte kan sige noget om, hvad der fremkalder et bestemt samfundsfænomen – det man kalder kausale forklaringer. Det kunne f.eks. være sammenhængen mellem social baggrund og valg af uddannelse. Men kvantitativ metode vil normalt ikke kunne sige noget om menneskers subjektive grunde til at handle, som de gør – det man kalder intentionelle forklaringer (f.eks. studerendes personlige overvejelser bag deres valg af studie).

Kvalitativ metode er undersøgelser af udsagn eller observationer med henblik på at opnå en dybere forståelse af samfundsforhold. Det kan f.eks. være i form af interviews (som man selv eller andre har lavet), analyse af politiske taler, undersøgelse af ytringer på de sociale medier eller gennem feltstudier.

Fordelen ved kvalitativ metode er, at det er muligt at undersøge menneskers subjektive oplevelser og intentioner. En anden fordel er, at denne form for undersøgelse bedre end kvantitative undersøgelser kan laves af gymnasieelever selv. Her bruges relevante metoder, man har lært i undervisningen. F.eks. i forbindelse med interviews at opstille en interview-guide og gennemføre et interview.

Arbejder man med tekster kan man med fordel låne metoder fra de humanistiske fag. F.eks. kan man i arbejdet med politiske taler anvende diskursanalyse.

Ulempen ved at anvende kvalitativ metode er, at det, man undersøger, ikke nødvendigvis er repræsentativt for hele samfundet, og det kan derfor være svært at komme frem til generelle konklusioner på baggrund af kvalitative data.

Ofte kan man med fordel kombinere kvalitativ og kvantitativ metode. F.eks. kan man ved hjælp af statistiske data undersøge om ens kvalitative data er typiske eller atypiske.

Komparativ metode er sammenligning af samfundsforhold. Komparativ metode bruges, når man vil finde ud af, om uafhængige variable har betydning for afhængige variable. Det kan f.eks. være lande med forskellige velfærdsmodeller, hvor man sammenligner deres beskæftigelsesfrekvenser. Eller partier med forskellige vedtægter, hvor man sammenligner deres samarbejdsmønstre med andre partier i Folketinget.

Sammenligning af tekster, teorier eller ideologier er ikke komparativ metode inden for samfundsfag.

Når man laver komparative analyser, bør man overveje ud fra hvilke kriterier, man udvælger de eksempler, man sammenligner. Det er almindeligt at udvælge to eksempler, som enten er meget ens eller meget forskellige.

I et casestudie undersøger men en enkel case. Det kan være en proces, en institution eller en person. For eksempel et land, en skole, et kommunalvalg, en familie eller en mønsterbryder. Et casestudie kan ikke bruges til at be- eller afkræfte en teori, men kan bruges til at give en større forståelse for, hvordan mekanismer i samfundet virker i praksis. Ved casestudier bør man overveje, om den case, man undersøger, er typisk eller atypisk.

Du kan evt. finde mere viden om metode i dine lærebøger eller i:

Vibeke Allerup Petersen m.fl., Metodebogen, Forlaget Columbus, 2018.