Metoder i dansk

Dansk er et humanistisk fag. Andre humanistiske fag i gymnasiet er fx filosofi, historie og mediefag. Et humanistisk fag, altså fx dansk, arbejder med ”menneskeskabt empiri”, altså litteratur, sagprosa, film og alle mulige tekster og medier, som vi analyserer både med hensyn til indhold (tema, personer osv.), genre og form (komposition, sprog, klipning osv.). Vi låner også metoder fra andre fag, fx når vi bruger analyse af filmiske virkemidler, som vi låner fra mediefag, eller diskursanalyse, som vi låner fra samfundsfag.

I dansk har vi også fokus på kommunikation, altså hvordan mennesker taler sammen, holder taler, skriver til hinanden, argumenterer og debatterer. Dansk er kort sagt et meget bredt fag, hvor vi kan analysere alle mulige tekstlige og mediemæssige fremstillinger lige fra sms’er til dronningens nytårstaler. Men den humanistiske faglighed betyder, at vi ikke kan ”bevise” vores resultater (altså analysen og fortolkningen) empirisk, ligesom man gør i de naturvidenskabelige fag, hvor man har data (fx tal og målinger). I stedet dokumenterer vi ved hjælp af nedslag i teksten, og vi bruger faglige metoder, fx kompositionsmodeller.

Dermed kan en danskfaglig analyse heller ikke sige noget generelt om fx hvorfor danske unge vælger at være hellige krigere. Vi kan kun fortolke, hvordan den specifikke dokumentarfilm eller novelle har valgt at vise problemstillingen, og vi kan analysere hvordan hellige krigere iscenesættes i netop denne film, og måske vurdere, om fremstillingen er troværdig.

Redegørelse, analyse, fortolkning og vurdering er de vigtigste arbejdsmåder i dansk. Dén måde at arbejde med at bore sig ned i en tekst/film osv., kaldes 'den hermeneutiske spiral'. Hermeneutikken er en teori om at læse og forstå helt generelt. Man kan fx ikke ”forstå” og arbejde i dybden med en tekst/film osv. uden at inddrage dens historiske baggrund og sin egen forforståelse (altså fx viden om forfatteren, mediet eller historisk tid). Læsning og forståelse af teksten sker i et samspil mellem læsning, forforståelse og fortolkning. En fortolkning vil åbne for en ny forforståelse, som så igen skaber en anden vinkel på fortolkningen. Et meget konkret eksempel på denne forståelses-spiral eller -dynamik er, når man analyserer en novelle i klasseundervisning og i fællesskab finder flere og flere detaljer i teksten, som til sidst bliver til en samlet fortolkning af temaet.

En teori er altså den generelle, abstrakte tankegang, der ligger bag en metode, mens metoderne er de konkrete redskaber eller værktøjer, man hiver op af værktøjskassen, når man arbejde med en tekst.

Næste trin er så at vælge de supplerende metoder. De tre andre trekanter: omverden, afsender og modtager viser, hvilken ”lampe” eller synsvinkel, man vælger at belyse teksten med, hvis man skal videre fra basisanalysen. Afsender-vinklen vil fx være at inddrage biografisk metode (viden om forfatteren, de andre værker han har skrevet samt de temaer, han ofte skriver om, eller forfatterens liv). Omverdens-vinklen er fx den litteraturhistoriske periode eller medialisering, fx hvordan en reklamefilm bliver delt på sociale medier og indgår i et mediekredsløb ude i omverdenen. Modtager-feltet er det, vi bruger mindst i danskfaget. Men i en SRP kunne det kunne fx være interessant at lave en receptions-teoretisk analyse af, hvordan Herman Bangs roman Håbløse Slægter blev anmeldt og modtaget i 1880, hvor den endte med at blive beslaglagt for pornografi.

Her kan du få et overblik over alle de mange metoder i dansk og læse mere om dem.

Det vigtigste, som metodetrekanten kan vise dig er, at du i praksis skal kombinere metoderne, og at du skal være bevidst om, hvornår du bruger hvad. Til visse ting er det skruetrækkeren du bruger, mens andre opgaver kræver en svensknøgle.