Det forventes at du selv kan løse dine skriftlige afleveringsopgaver. Gruppearbejde og lektiehjælp er en god hjælp i læringsprocessen, men alt hvad du afleverer skal være dit eget produkt, medmindre det er udarbejdet som en gruppeaflevering efter aftale med din lærer. Du vil ikke kunne få en halvfærdig besvarelse af en kammerat til din skriftlige eksamen, så øv dig i selv at skrive dine besvarelser fra bunden, så du kan gøre det effektivt.
Klik dig ind for at se flere gode råd til besvarelser af skriftlige eksamensopgaver i matematik.
På Rosborg anbefales det til alle niveauer, at elever/studerende benytter CAS programmet TI-Nspire, og regneark programmet MS Excel. Rosborg har skolelicens, så programmerne kan hentes fra intranet via skolens hjemmeside. Skolens it-support kan også være behjælpelig med installation af programmer.
Det anbefales ikke at man benytter Excel til at lave matematikafleveringer.
Andre nyttige programmer som Geogebra, Wordmat, Cossincalc o.lign. er tilladte, men du kan ikke forvente at få hjælp til dem.
Temaopgaver kan udarbejdes alene eller i grupper, og kan bestå af forskellige regneopgaver, der kredser om samme faglige emne eller et fagsamarbejde, f.eks. en matematik-samfundsfag opgave. Dette vil især gøre sig gældende på de første årgange/C-niveau, hvor matematikken skal have en udpræget anvendelsesorienteret vinkel.
Med henblik på at opgaven skal lede op til projektskrivning, er det dog vigtigt at der indgår mere detaljerede forklaringer af begreber og metoder end der normalt forventes ved en skriftlig eksamensopgave. Herunder et eksempel fra en temaopgavebesvarelse på B-niveau:
”Optimering går ud på at finde et maksimum eller et minimum - denne værdi af x kan hjælpe os med at finde størst eller mindst muligt areal, antal osv. Altså forsøger vi at optimere anvendelsen af ressourcer. Når vi møder f'(x) i en opgave, ved vi at opgaven har noget med vækst at gøre.
Nedenstående sider viser forskellige opgavetyper i forhold til optimering.”
Bemærkning: Eleven fortsætter så med at løse de udleverede opgaver med detaljerede forklaringer af metoderne.
Projektarbejde foregår typisk i grupper om åbne problemstillinger som kræver at eleverne eksperimenterer med og sætter sig ind i ny viden. Dette leder op til det individuelle arbejde, der skal leveres i en eventuel SRO/SRP opgave.
Man kan vælge at fordele opgaver mellem sig. Det er vigtigt efterfølgende at dele sin viden, for alle i gruppen er ansvarlige for det endelige produkt og det faglige indhold i hele rapporten.
Klik her for yderligere tips til projektopgaver.
Ud over en eksperimenterende tilgang, bygger matematikfaget på den aksiomatisk-deduktive tilgang, som eleverne også bør have kendskab til og kunne bruge. Her benyttes især begreberne definition - sætning - bevis - eksempel. Der kan godt være en ”teoridel” i opgaven ligesom det kendes fra naturvidenskabelige rapporter.
Eksempel fra en elevbesvarelse fra projektopgave om bevægelse:
”Det fundamentale er, at når man differentierer stedfunktionen, så får man hastighedsfunktionen og når man differentierer hastighedsfunktionen, så får man accelerationsfunktionen. Vi kender imidlertid slutresultatet, nemlig at accelerationsfunktionen er en konstant funktion af t, nemlig a(t)=a.
Vi går så ”baglæns” til hastighedsfunktionen. Her søger vi en funktion, som differentieret giver vores a(t)=a.
Svaret er at hastighedsfunktionen må være på formen v(t)=a*t+v0 , hvor v0 er en arbitrær(tilfældig) konstant. Det er klart fra sammenhængen, at denne konstant er hastigheden ved t=0, hvilket ses af v(0)=a*0+v0 ⟹v(0)= v0.”
Bemærkning: Selvom eleven ikke benytter begreberne ”definition” og ”bevis” er der en klar matematisk argumentation og derudover en god formidling, der giver et godt udgangspunkt til brug ved en mundtlig eksamen.
Formålet med SSO er at du skal fordybe dig fagligt i et fag. Det kan være i matematik, hvis du har valgt matematik på B-niveau. Der er et antal gode emner med passende sværhedsgrad og kildemateriale. Her kan du se eksempler på opgaveformuleringer i SSO med matematik.
SRO/SRP skal opfattes som flerfaglige formidlingsopgaver, hvor man følger den gode opgaveskik, som læres gennem dansk/historie opgaven.
Det er muligt at skrive enkeltfaglig SRP i matematik, hvis man har det på A-niveau.
Klik dig ind for at se hvad man skal tænke over, når man skal skrive SRO/SRP i matematik.