I bekendtgørelsen for SRP kan du læse om de faglige mål for SRP. Det er også de faglige mål, der ligger til grund for bedømmelsen af din opgave.De faglige mål kan overordnet inddeles i tre kategorier, som det ses herunder:
SRP er tænkt som en studieforberedende opgave, og det er derfor vigtigt, at du følger de faste retningslinjer og regler for en akademisk opgave. Fx skal du have styr på retningslinjerne for brug af det materiale, du inddrager, og du skal have en klar rød tråd fra indledning, gennem selve opgavens hoveddel til konklusionen. Den røde tråd er styret af opgaveformuleringen.
Du skal kunne:
"besvare en stillet opgave fyldestgørende, herunder at der er overensstemmelse mellem opgaveformuleringen og opgavebesvarelsen"
"beherske fremstillingsformen i en faglig opgave (fx citatteknik, noter, kilde- og litteraturfortegnelse)"
SRP er en akademisk opgave og det stiller krav om faglig formidling. Med faglig formidling menes, at du kan skrive en sammenhængende og forståelig opgave i et præcist og korrekt sprog med brug af fagbegreber.
Du skal kunne:
"demonstrere evne til faglig formidling"
I SRP skal du vise en stor grad af selvstændighed og evne til at kunne udvælge det materiale, de metoder og de faglige tilgange, der måtte være relevante i din opgave. Desuden er der krav om, at du kan fordybe dig og opnå ny erkendelse, hvilket betyder, at du skal kunne bevæge dig fra det enkle til det mere komplekse, fra det redegørende til det vurderende. Der kan fra opgave til opgave være stor forskel på problemstillingernes sværhedsgrad og kompleksitet, og der vil altid i bedømmelsen blive taget højde herfor.
Du skal kunne:
"udvælge, bearbejde og strukturere relevant materiale"
dvs., at du skal vise, at du kan søge og finde velegnet materiale, men det er helt forventeligt, at du også får hjælp hertil af din vejleder
"demonstrere evne til faglig fordybelse og til at sætte sig ind i nye faglige områder"
dvs., at du skal vise, at du kan bearbejde et stof inden for et afgrænset emne og dermed få ny erkendelse
"demonstrere evne til at udvælge, anvende og kombinere forskellige faglige tilgange og metoder og dermed forstærke den faglige fordybelse"
dvs., at du skal kunne finde ud af, hvordan og med hvilke faglige metoder, du vil løse opgaven
"beherske relevante faglige mål i de indgående fag"
Kilde: http://www.emu.dk/sites/default/files/SRP%20Vejledning2010_1.pdf