SRP/SRO med billedkunst
Hvis du vælger at skrive SRP eller SRO med faget billedkunst, skal du lave grundige analyser af kunstværker. Værkerne kan f.eks. være malerier, skulpturer, installationskunst, graffiti, arkitektur. Du skal vedlægge fotos af kunstværker som bilag. Hvis det fx er installationskunst eller skulpturer, skal du kunne finde fotos fra flere vinkler. Du kan finde billeder på nettet, men de skal være af en ordentlig kvalitet.
Billedkunstfaget kan både indgå i analysedelen, i redegørelsen og i vurdering/diskussion. Men det er nok mest almindeligt, at billedkunst især fylder i analysedelen. Måske kan begge fag indgå i analysedelen.
I din problemformulering skal billedkunstfaget indgå.
Eksempel på starten på en opgaveformulering med spansk og billedkunst:
”Samfundskritisk kunst i Franco-tidens Spanien. Hvordan kan Pablo Picassos maleri ”Guernica” og Antonio Buero-Vallejos dramastykke ”Historia de una escalera (”Historien om en trappegang”) ses som politisk kritik af den spanske borgerkrig og Francos diktatur?”
Pablo Picasso: Guernica, 1937, olie på lærred, 349 x 776 cm, Museo Reina Sofia, Madrid
Del-elementerne i en SRO eller SRO i billedkunst-delen
Redegørelse. Typisk for den kunsthistoriske periode og/eller genren (fx installationskunst i samtidskunsten).
Analyse
Fortolkning
Perspektivering eller diskussion eller vurdering
Læs mere om billedkunst og opgaveskrivning i nedenstående links:
Opgavens dele (hvad skal ovenstående afsnit indeholde?)
Hvor mange værker skal der med i opgaven?
Typisk vil man analysere 2-3 kunstværker i billedkunstdelen i en SRP/SSO. De værker, der skal analyseres, skal være velegnede til at besvare problemstillingen, og der skal være kød nok på værket til en grundig analyse. Dette kan du få hjælp til at vurdere hos din billedkunstlærer eller vejleder. Det er vigtigt, at de værker, du vælger, er skabt af anerkendte professionelle kunstnere, dels af hensyn til værkernes kvalitet, og dels for at sikre, at der er nok bøger og artikler nok om værkerne. Det dur altså ikke med værker af en tilfældig amatørkunstner, man har fundet på nettet.
Man kan vælge 2-3 værker af den samme kunstner, hvis man f.eks. skriver om Picasso og Den Spanske borgerkrig (bk-sp). Skriver man om en kunstnergruppe, f.eks. Prærafaelitterne og Det victorianske England (bk-eng), eller et mere bredt emne som Kinas politiske system og kinesisk samtidskunst (bk-sa), er det en fordel at vælge værker af forskellige kunstnere for at sikre en bredde i emnebehandlingen.