En indledning har to hovedfunktioner: en motivation og disposition for opgaven. En motivation er en begrundelse for, hvorfor emnet spiller en vigtig historisk rolle og derfor er relevant at beskæftige sig med. Du skal ikke begrunde, hvorfor du gerne vil arbejde med det pågældende emne! Undgå derfor at bruge jeg i indledningen.
I dispositionen skriver du, hvordan du vil besvare opgaveformuleringen. Det betyder, at du ikke blot gentager eller omformulerer opgaveformuleringen. Den kender vi jo allerede. I stedet skal du afgrænse jeres emne i forhold til opgaveformuleringen ved f.eks. at præcisere, hvad du fokuserer på i redegørelsen, hvilke kilder du vil analysere, hvilket spørgsmål du vil diskutere etc.