Der går ofte rod i brugen af ovenstående begreber. Her er derfor en afklaring af, hvad de betyder:
Et emne er det samme som et område - se herunder.
Område
Et område kan også kaldes et overordnet emne. Det kan fx være:
Differentialligninger og svingninger (Matematik og fysik)
Den moderne storby i engelsk- og tysksproget litteratur udgivet efter 1990 (Engelsk og tysk)
Energi (Samfundsfag, fysik...)
Social ulighed og sundhed (Samfundsfag, biologi, dansk, engelsk...)
Nationalromantikken i 1800-tallets Europa (Dansk, engelsk, historie, musik, billedkunst...)
Problemstilling
En problemstilling er et problem eller et spørgsmål, der kun kan løses eller besvares ved inddragelse af flere fag. Du vil kunne finde eksempler på flere problemstillinger, som knytter sig til dit område alt afhængig af, hvilken vinkel og hvilke fag du vælger. Du kan finde eksempler på problemstillinger her. Når du har valgt område, vil du typisk som det næste spekulere over, hvilke interessante problemstillinger/spørgsmål/perspektiver der kan knytte sig til området. Måske bliver én af dine problemstillinger din opgaves overordnede problemformulering, og måske bliver andre af dine problemstillinger til din problemformulerings underspørgsmål. Det kan også være, at en del af dine problemstillinger kasseres, fordi de ikke er relevante i forhold til de fag og den vinkel, du ender med at vælge.
En problemformulering er din opgaves hovedspørgsmål samt underspørgsmål. Måske har en af dine problemstillinger vist sig at være så overordnet og skarpt vinklet, at den kan bruges som problemformulering.
Du skal aflevere en blanket som den til højre, hvor du udfylder alle felter - også felterne med det materiale og de metoder, opgaven skal baseres på.
Opgaveformuleringen laves af din lærer på baggrund af din problemformulering og bestemmer, hvad du skal besvare i din opgave, samt hvad det faglige fokus er. Opgaveformuleringen vil typisk være opdelt i underspørgsmål, der afspejler de taksonomiske niveauer, og der vil være et ukendt element i opgaveformuleringen, som sikrer, at du ikke kan have skrevet opgaven på forhånd.