En synopsis kan defineres som enten:
et oplæg til en mundtlig fremlæggelse eller
et “pilotprojekt” til en større skriftlig afhandling
Der er tale om et ufærdigt produkt, hvor der skal tilføjes noget.
Analyseafsnittene i en synopsis kaldes “delkonklusioner”. En delkonklusion består af bindestreger med tekst, 3-5 linjer.
Der skal være en litteraturliste, der viser det materiale du har anvendt til synopsis. Det er vigtigt, at du henviser til litteraturlisten undervejs ved hjælp af fodnoter.
En synopsis skal have en have en indledning, en problemformulering, problemstillinger og en konklusion.
En problemformulering er synopsens hovedspørgsmål, der kort og klart fortæller læseren hvad du vil undersøge. Problemformuleringen er formuleret som et spørgsmål, startende med et HV-ord, og kan sagtens indeholde indskudte sætninger. Det er vigtigt at problemformuleringen kort og tydeligt fortæller hvad synopsis har til hensigt at undersøge, så der bør ikke være mere end to sætninger (adskilt af fx et komma og et “og”).
Problemstillingerne er “under-spørgsmål” og inddrager ordene redegørelse, undersøgelse og diskussion. Formålet med dem er at hjælpe dig med at besvare din problemformulering. Hvis du fx skriver en synopsis om Dansk Folkepartis fremgang i dansk politik siden 1995 kan det være en god idé med en problemstilling, hvor du gør rede for politiske ideologier og værdipolitik.
I konklusionen gør du dig umage for at svare på problemformuleringen - taget i betragtning, at der er tale om et ufærdigt projekt (se ovenfor), og du giver en opsummering af hvad du har skrevet i delkonklusionerne.
Til sidst skal der være en perspektivering, hvor du giver nogle overvejelser om hvilke teorier, hvilke typer af data der skulle til, hvis synopsen skal munde ud i et færdigt projekt.
Tema: Velfærdsstaten
Problemformulering: Er vi i Danmark på vej imod et forsikringsbaseret velfærdssamfund?
Redegør for kendetegnene ved de tre velfærdsstatsmodeller.
Undersøg de forskellige syn på fattigdom, som kommer til udtryk i bilag 1,2,3 og 5.
Diskuter hvilken betydning en udvikling mod et forsikringsbaseret velfærdssamfund har for fattigdommen i Danmark.
Tema: Familien og kønsroller i det senmoderne samfund
Problemformulering: Hvordan kan man bekæmpe negativ social arv?
Redegør for familien i det senmoderne samfund samt begrebet ’social arv’.
Undersøg hvor omfattende den sociale arv er i Danmark.
Diskuter hvilke samfundsmæssige konsekvenser social arv kan have, og hvad børne- og unge-institutionerne kan gøre for at begrænse den negative sociale arv.
Gode råd:
Der skal være en indre sammenhæng i de tre spørgsmål – ’den røde tråd’.
Husk de tre taksonomiske niveauer i spørgsmålene –se eksemplerne ovenfor.
Materialet i eksamenssættet ligger op til at benytte bestemte faglige begreber og teorier. De SKAL inddrages og præsenteres i dit oplæg. Du kan ikke være grundig i din behandling af ALLE begreber/teorier så sørg for, at du får præsenteret og forklaret de vigtigste –du bliver bedømt på din evne til at vælge de rigtige.
Husk gode velvalgte citater til dokumentation for synspunkter/holdninger i bilagene. Vær grundig og præcis.
Husk at medbringe relevant materiale som du selv har fundet!
Længde, cirka 3 A4-sider (1½ linjeafstand, skriftstørrelse 12)