Før du overhovedet når til at skrive selve opgaven, er der en række trin, du skal igennem, og det første vigtige trin handler om valg af fag og område. Det kan du læse om herunder. Det er forskelligt fra person til person, om man vælger fag eller område først, og typisk sker der en vekselvirkning mellem de to.
Det er meget vigtigt, at du er grundig og velovervejet i dit valg af både fag og område. Du har ikke krav på at kunne skrive om hvad som helst. Dine vejledere skal guide dig, så valg af fag og område hænger sammen. Du kan komme ud for, at du må vælge nogle andre fag eller et andet område end først planlagt. Læs mere herunder:
Hovedreglen er, at SRP skrives i 2 fag. Mindst ét fag skal være på A-niveau og mindst ét fag skal være et studieretningsfag. Desuden gælder:
Faget på A-niveau kan være et studieretningsfag, et obligatorisk fag eller et valgfag.
Hvis et studieretningsfag er løftet til et højere niveau, kan dette højere niveau indgå som studieretningsfaget.
Hvis dit ene fag opfylder kravet om både at være A-niveau og studieretningsfag, kan dit andet fag være alle de fag, du har haft og altså også fag på C-niveau.
Det er muligt at skrive SRP i kun ét fag, men det er din(e) vejleder(e), der afgør, om der er grundlag for kun at skrive i ét fag. En enkelt-faglig SRP skal skrives i et A-fag (studieretningsfag, løftet studieretningsfag på A, valgfag på A eller obligatorisk A-fag). I en ét-faglig SRP skal du stadig opfylde de generelle SRP-krav om at kunne udvælge, anvende og kombinere forskellige faglige tilgange og metoder samt at foretage metodiske, tværfaglige og basale videnskabsteoretiske overvejelser i forbindelse med projekter og valg af indgående fag. Din vejleder afgør, om der er baggrund for, at dit studieretningsprojekt kan udarbejdes i kun ét fag.
Må jeg skrive om noget, vi har arbejdet med i timerne?
Du må ikke skrive om stof, som direkte er blevet gennemgået i undervisningen eller bruge materiale, som du tidligere har afleveret og fået vurderet. Omvendt må du selvfølgelig gerne arbejde med emner, som I har beskæftiget jer med. Hvis du fx i dansk har læst Ibsens "Et dukkehjem", kan du ikke arbejde med dette drama i SRP, men du kan godt vælge et andet værk af Ibsen fra Det moderne gennembrud.
Overvej fagenes metoder
Når du vælger fag, er det en god ide at tænke igennem, hvilke faglige metoder fagene benytter, og overveje, om metoderne kan kombineres med de ideer du måske har til område.
Måske har du i løbet af efteråret tænkt på interessante områder (emner), du kan skrive SRP i, ligesom du måske også har overvejet hvilke fag, du kan inddrage. Det kan også være, at du er helt blank. Er du blank kan du:
spørge dine kammerater og på den måde idéudveksle
spørge dine lærere eller de vejledere, du møder til "idé-cafe"
overveje, hvad du har arbejdet med i timerne, som du synes var særlig interessant - måske du kan falde over noget, som minder om det
spørg din familie eller nabo om ideer til tværfaglige områder
Her kan du se eksempler på områder:
Differential-ligninger og svingninger (Matematik og fysik)
Den moderne storby i engelsk- og tysksproget litteratur udgivet efter 1990 (Engelsk og tysk)
Energi (Samfundsfag, matematik...)
Social ulighed og sundhed (Samfundsfag, biologi, dansk, engelsk...)
Nationalromantikken i 1800-tallets Europa (Dansk, engelsk, historie, musik, billedkunst...)
Som det fremgår af ovenstående eksempler på områder, inviterer et område ofte til at inddrage flere fag. Derfor kan det være nødvendigt at konkretisere området nærmere og finde ud af, hvilke faglige problemstillinger, der knytter sig til området og dermed også, hvilke fag der skal i spil. De faglige problemstillinger skal være komplekse nok til at kunne bære en hel SRP, men omvendt må de heller ikke blive så komplekse, at det bliver et uoverskueligt projekt.
Læs mere om, hvordan du bliver klogere på dit område og kan teste, om det holder her.