Billederne skal have en sådan kvalitet og størrelse, at detaljer er tydelige. Søg f.eks. på Google, vælg billeder, og vælg Store under værktøjer. Farverne skal desuden svare til farverne i det originale værk så vidt muligt, og billedets proportioner skal altid bibeholdes, dvs. du må ikke beskære eller redigere i dem.
Store illustrationer, der analyseres i dybden skal vedlægges som bilag i helsides format. Derudover kan små fotos af kunstværket sættes ind i selve opgaven. Så kan læseren se illustrationerne samtidig med læsning af analysen. Husk, at hvis du analyserer installationer, skulpturer eller kunstværker i det offentlige rum, skal der være flere fotos (flere synsvinkler, placeringer etc).
Fotos af kunstværker skal have en billedtekst: kunstnernavn, værktitel, årstal, materialer, størrelse og udstillingssted/placering.