På denne side kan du læse om geovidenskab og de metoder, der benyttes i faget. Nederst på siden ligger forskellige dokumenter, du kan få brug for i faget.
Hvad der undersøges? (Fagets empiri)
Geovidenskab undersøger geologiske og fysiske fænomener. For eksempel atmosfæren og klimaændringer, kontinenter og oceaner samt energikilder og naturresurser, satellitter og telemetri (remote sensing). I Geovidenskab arbejder vi med forskellige kredsløb fx det hydrologiske kredsløb, det geologiske kredsløb og Den Pladetektoniske Model samt carbonkredsløbet. Vi arbejder med at forstå de mindste ting, som hvordan atomerne er opbygget, og vi får indblik i de største ting, som Jordens indre opbygning, Solsystemet og Universet.
Hvorfor det undersøges? (Fagets formål)
Geovidenskabs formål er at opnå en forståelse af hvordan den fysiske natur fungerer, og hvordan mennesker og samfund er afhængige af naturresurser. Det er også et formål at søge viden om mulighederne for en bæredygtig udvikling og grøn omstilling af samfundet.
Hvordan det undersøges? (Fagets metode og evt. teori)
I Geovidenskab udføres der både kvantitative og kvalitative undersøgelser i form af eksperimentelle undersøgelser i laboratoriet (forsøg), feltarbejde og undersøgelser med digitale kort og databaser i forskellige former for GIS-programmer (Geografiske Informations-Systemer). Især i den fysiske del af Geovidenskab er matematik og kvantitative metoder vigtige.
Der anvendes forskellige videnskabsteoretiske metoder i Geovidenskab. Feltundersøgelser af fx landskaber og de processer som former landskabet er typisk abduktive, mens laboratorieforsøg med den fysiske del af Geovidenskab ofte er hypotetisk-deduktive. Geovidenskabelige undersøgelser kan også have en induktiv fremgangsmåde.
Læs mere om hvordan naturvidenskabelig metode anvendes i Geovidenskab og om basal videnskabsteori i teksten "Videnskabsteori og naturvidenskabelig metode-Geovidenskab".